Ziggie Nybo Andersen: »Når jeg går på pension, flytter jeg ind på universitetet«

Jeg har selv valgt mit navn. Jeg var kæmpe fan af David Bowie som barn, og da jeg var 13, begyndte folk drillende at kalde mig Ziggy (Stardust, red.), fordi jeg gik lidt for meget op i mit idol. Der røg mange breve frem og tilbage forud for mit formelle navneskifte, men jeg ville ikke lade navnekontoret være i fred, før de gav mig lov. Til sidst overgav de sig, for de var trætte af mit kværulanteri, og nu hedder jeg det, bare stavet på en anden måde, for i Danmark er Ziggy et drengenavn, og det køn var jeg ikke tildelt ved fødslen.

Mit forhold til regneark er en stående vits herinde. Jeg giver tingene forskellig farve, og jeg elsker, når ting går op. Som lille var jeg typen, der sad i sandkassen og siede småstenene væk, og det er det samme, jeg gør på mit arbejde. Min hjerne kan godt lide at bringe ting i orden og få ting til at fungere, så folk bliver glade. De ved ikke, hvad jeg sidder og laver, men de er glade, fordi der er en studieordning, der virker; de kan melde sig til eksamen, tingene fungerer.

Folk siger ofte, at mit job lyder kedeligt. Tværtimod, det er superspændende, hvis ens hjerne er indrettet som min. Jeg har en lille smule ADD (en variant af ADHD uden hyperaktivitet, red.), så jeg skal helst ikke lave det samme hver dag. Og jeg har ingen anelse om, hvad der skal ske, når jeg tænder computeren om morgen. Jeg har selvfølgelig altid en stak sager, jeg skal igennem, men der dukker ofte uforudsete ting op. Det kan være en mail fra et institut, der prøver at få en studerende til eksamen, men tilmeldingen vil ikke gå i godkendt. Så er det os, der skal finde på noget. Vores afdeling hedder DASK, jeg kan aldrig huske, hvad det står for. Vent … Datastruktur og -kvalitet. Og det kan godt være, at der kun er to hænder på tastaturet, men alle spørgsmål om, hvordan vi griber tingene an, løser vi i fællesskab i vores meget nære team, hvor vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden.

Jeg ser kun de studerende, hvis de er gået forkert. Det er dejligt at have direkte kontakt med studerende, men det passer bedre til mig at arbejde på min pind uden afbrydelser. Bortset fra en enkelt opgave, hvor jeg har studenterkontakt. Det er mig, der står for at lave juridisk kønsskifte for de studerende. Opgaven lå i DASK, og den tog jeg med glæde. Og jeg har prøvet at gøre det lidt nemmere for de studerende ved at lave et skema til dem, der har brug for det. Det drejer sig jo om ret få personer, men for dem, der er, betyder det utrolig meget. Det er fandeme lækkert, når jeg kan skrive til de studerende: Nu er dit CPR-nummer og dit navn korrekt i universitetets systemer. Og så elsker jeg at indsnuse stemningen ude i aulaen, når semesteret går i gang, og det summer af liv.

Jeg var 40 år gammel, da jeg fandt ud af, at man kan være nonbinær (definere sig som andet end mand eller kvinde, red.). Jeg har aldrig følt mig tilpas som det køn, jeg var blevet tildelt, og jeg tænkte, at jeg var dårlig til at være pige. Jeg havde heller ikke lyst til at skifte binært køn, for jeg følte mig heller ikke som dreng. Det var fantastisk, da jeg fandt ud af, at man ikke behøver vælge.

Vi dannede et LGBTQIA+-medarbejdernetværk for kønnede minoriteter på Københavns Universitet i 2019 for med et åbent brev at sige fra over for en mediedebat, der kritiserede os for politisk aktivisme. Efter corona har der ikke rigtig været nogen aktivitet i netværket, men det kan der måske komme igen, for det er rart at vide, at der er folk, der deler nogle oplevelser og erfaringer med dig. Det er ikke sikkert, at alle er så heldige med deres arbejdssted, som jeg er. Mine kollegaer og chefer er intet mindre end fantastiske.

Jeg elsker at opleve ting, der sparker hul i mine fordomme. Alle har fordomme, også jeg, men forskellen er, om man har blik for sine egne, eller om man ruller sig i dem som en hund, der har fundet en død måge. Jeg har lært hjemmefra, at man skal se sine fordomme i øjnene, og så skal man hele tiden prøve at gøre det bedre. Jeg aner aldrig, hvordan folk reagerer på mig, for jeg kommer i sammenhænge med mennesker, hvor jeg tænker, at min kønsidentitet ikke vil fylde noget, men hvor det viser sig, at jeg tog fejl. Og andre steder kan jeg blive meget overrasket over, hvem der siger ja, ja du kører bare.

Jeg er bachelor i nederlandsk, det smukkeste sprog i verden. Jeg elsker det! Jeg elsker sprog i det hele taget, og da jeg var færdig med gymnasiet, ville jeg gerne lære endnu et. Min veninde hev en side om nederlandsk ud af en håndbog om, hvad man kunne læse på universitetet, som hun sendte til mig med ordene så ved vi, hvad du skal læse. Og ja, sådan blev det. Jeg fik et arbejde, jeg godt kunne lide, så jeg stoppede efter bacheloren. Og nu har de nedlagt lortet. Senere tog jeg så en etårig HH, fordi jeg tænkte, at det ville være fedt at kunne noget økonomi. Det fik jeg aldrig brug for, men min underviser i erhvervsøkonomi holdt stærkt på, at jeg skulle være revisor, fordi han kunne se, hvor tiltrukket jeg er af orden.

Mange af mine kollegaer på kontoret er akademikere. Jeg har arbejdet sammen med en arkæolog, og i dag er der folk med uddannelser i religion, hebraisk, filmvidenskab, retorik, alt muligt. Det er en god ting ved de humanistiske uddannelser – og det er ikke en kritik af andre uddannelser – at du lærer, hvordan man griber verden an, hvordan man griber opgaver an, og du har forhåbentlig lært noget om, hvordan man samarbejder, så du er interessant på arbejdsmarkedet ud over, at du er god til nederlandsk, tyrkisk eller engelsk. Mange er startet herude som studentermedhjælpere og har fundet ud af, at universitetet er en fed arbejdsplads, ikke kun et fedt sted at læse.

Jeg holder fødselsdag to gange om året. Den dag, jeg blev født og den dag, jeg snød døden. I 1999 var jeg ved at tage motorcykelkørekort, da jeg blev kørt ned af en fyr, der syntes, at det var i orden at køre bil, når man har røget hash. Det er det ikke, hvis nogen skulle være i tvivl. Vi var to, der blev ramt, og jeg kom alvorligt til skade. Ambulancen kom heldigvis hurtigt, og da politiet kom lidt efter, pegede en betjent på min motorcykel, der lå på vejen og spurgte min kørelærer, om liget allerede var blevet hentet. De er altså i live, sagde min kørelærer. Det er løgn, sagde politiet. Da de skulle afhøre mig på hospitalet et par dage senere, fik jeg highfives af betjentene, der fortalte, at de havde skændtes på stationen om, hvem der skulle ud til mig, for de var så imponerede over, at jeg var i live, og alle ville gerne ud og sige godt gået.

Når folk siger, at der er noget, du ikke kan, siger du, det er fint. Og så går du et sted hen og gør det. Jeg gik med krykkestok i 18 år. Jeg kunne ikke bøje benet på grund af arvæv i mit knæ efter det åbne lårbensbrud, men på et tidspunkt besluttede jeg mig for, at jeg ville kunne cykle igen: Jeg fandt en dygtig fysioterapeut, og vi besluttede at gå hele vejen og nedbryde arvævet, så jeg fik større bevægelighed. I dag er jeg helt fri af krykkestokken.

Jeg er stor fan af hverdagsaktivisme. Jeg synes, det er helt fint, når klimaaktivister taper sig fast til asfalten, men jeg kan ikke træffe valg på andres vegne, kun på mine egne. Det er blandt andet derfor, jeg er veganer. Hvad andre gør, må de selv om. Når jeg er synligt LGBT+ med flag på skjorten, er det også en form for hverdagsaktivisme. Da jeg var yngre, var det altid et eller andet dramatisk, hvis man stødte på nogen, der var queer. De var aldrig bare folk. Hvis der var en homoseksuel i en film – og det var altid mænd – kunne du være sikker på, at han døde. Eller fik aids. I dag er det det samme med transkønnede – hvis der er nogen med i en serie eller film, handler det om, at de er transkønnede. I stedet for at de bare er der og er mennesker. Det er sådan noget, man modgår ved at være hverdagsaktivist. Eller bare være der. Så normaliseres det. Der er andre fortællinger om transkønnede, end at det er svært.

Folk må gøre, hvad de vil, bare de ikke skræmmer hestene. Masser af transkønnede lever helt gennemsnitlige liv, hvor agendaen handler om indkøbslister, eller at de skal male badeværelset. Man får tit at vide som LGBT+, at det fylder så meget, og at det er det eneste, man snakker om. Men det er fordi, andre ikke tænker over, hvor meget de selv skilter med deres køn og romantiske præferencer. Hvis min heteroseksuelle kollega har et billede af sin familie på sit skrivebord, er der ikke nogen, der løfter et bryn. Hvis min lesbiske kollega har et billede af sin kone og sit barn, er det pludselig et politisk statement. Det skal vi væk fra, og det kommer vi først i kraft af en repræsentation, der viser, at vi lever helt normale liv.

Når jeg har fri, læser jeg, hører musik og spiller computer. Især har jeg spillet meget The Elder Scrolls og Diablo. Åh, Diablo. Jeg håber, at de får ryddet op i firmaet, inden det nye Diablospil udkommer, for de er blevet taget i at have et råddent arbejdsmiljø over for kvinder og minoriteter, og så skal de ikke have mine penge. Jeg har også opsagt min Netflix på grund af en comic special, jeg fandt transfobisk. Det er min slags aktivisme, men det er ikke sådan, at jeg synes, at du er et dårligt menneske, hvis du abonnerer på Netflix. De har også meget LGBT-venligt indhold, der befinder sig på den rigtige side af historien.

Jeg har altid sagt, at når jeg går på pension, flytter jeg ind på universitetet. Jeg har ikke fortrudt mit studievalg, men der er masser af ting, jeg har lyst til at læse. Det er også blevet til en diplomuddannelse i offentlig forvaltning og administration, og så er jeg sådan en, der lærer sprog for sjov. Jeg læser stadig tysk, nederlandsk og engelsk ud over dansk. Jeg forstår det meste franske, og så er jeg ved at lære italiensk, og jeg kender nogle italienere, der meget venligt ikke ler, når jeg taler italiensk til dem.

Jeg er gået i gang med at prøve at lære navajo online, men det er fanme svært, både sproget i sig selv med alle dets toner, og fordi der er meget få mennesker, der taler det. Men jeg gik i gang, fordi det gik op for mig, at jeg kun kan europæiske sprog. Det skal være løgn, tænkte jeg, og gik fuld wacko og valgte et sprog, der er udrydningstruet. Men det er megainteressant, også rent lingvistisk, fordi det er så anderledes end de andre sprog, jeg taler.