Han bærer mørkt jakkesæt, skjorte, nydelige sko, en tilforladelig sixpence balancerer på hovedet. Og så - lad os straks trække vejret og lede efter en høflig omskrivning - gennemknepper han sin uddannelsesinstitution. Dette er det simple plot i en markedsføringsvideo, som to studerende i det nordjyske har produceret for Aalborg Universitet (AAU).
Videomagere Dennis Guldbrandsen og Tue Jepsen deltog i en konkurrence med præmier for 15.000 kroner om at producere den mest effektive virale filmede kampagne for AAU, og de løste opgaven til perfektion. Sådan set.
Alene på Youtube er videoen blevet set 35.000 gange, og ophavsmændene oplyser til Universitetsavisen, at de har plantet filmen flere andre steder online. Dermed har de to, efter egne opgørelser, i alt hentet flere end et halvt hundrede tusind klik.
Kunststykket i en viral kampagne består blandt i at foregive, at man ikke selv er videoens overivrige ophavsmand, men blot har fundet den, og nu i al hast og venskabelighed, sender den videre til andre glade jyske knallerthoveder, overalt hvor de måtte findes på planeten uagtet nominel nationalitet. På den måde kan Aalborg Universitet, så at sige, liste sig til omtale.
Men AAU ville hellere have været reklamen foruden. Trods den målbare succes online, valgte man at diskvalificere filmen med henvisning til dens seksuelle indhold. Allan Clausen fra Informationskontoret på AAU oplyser til Universitetsavisen, at reglerne var utvetydige (se faktaboks), og tilføjer, at filmen næppe ville have appelleret til et feminint publikum med AAU som afsender.
Da Universitetsavisen kontaktede Dennis Guldbrandsen og Tue Jepsen, havde AAU ikke informeret dem om, at de var udgået af konkurrencen. De er skuffede over dommernes beslutning.
»Vi synes, det er ærgerligt, at universitetet har valgt at opfatte vores video stødende, selv om vi var forberedte på det,« siger Dennis Guldbrandsen.
»Vi står dog lidt uforstående over for afvisningens grundlag, der fremstår selvmodsigende og absurd i kraft af, at Aalborg Universitet i foråret selv stod som afsendere af en aprilsnar, der røg i radio og tv, hvor de, på et photoshoppet luftfoto, havde dekoreret Østre Havn i Aalborg med et par kvindebryster.«
De ledelsesmæssigt godkendte aalborgensiske bryster kan her ses fra luften.
Dennis Guldbrandsen finder det komisk, at Aalborg Universitet stejler over det seksuelle islæt i den vragede video.
»Det eneste "seksuelle" islæt er en hoftebevægelse, som det absurde musikvalg får til at fremstå komisk og akavet,« siger Dennis Guldbrandsen, som fortsætter det virale arbejde i sine specialestudier i Interaktive Digitale Medier.
I en vis forstand er diskvalificeringen af Jepsen og Guldbrandsen da også meningsløs. Filmen er ubestrideligt offentlig, og den vil for evigt stå som repræsentant for 2009-udgaven af AAU's virale videokonkurrence, på samme måde som Bjarne Riis vil blive husket for Tour de France i 1996, selv om han snød.
Guldbrandsen og Jepsens film er set af tusinder, mens det øvrige konkurrencefelt har trukket nogle hundrede klik - i alt.
Om man bryder sig om videoen eller ej, er et spørgsmål om, i hvilken grad man har smag.
Universitetsavisen har set filmen otte gange, og vi vurderer den som, basalt set, godartet. Den er udtryk for dårlig stil, ja, men den er langt fra uden hjerte. Og der er en ejendommelig værdighed over den skildrede studerende som han metronomisk fokuseret støder sig frem ad AAU's kedsommelige trapper og gange i sin dans til universitetets pris.
Hvad synes læserne? Døm selv.
Fra konkurrencereglerne på Aalborg Universitet:
Det er klart at universitetet ikke ønsker at lægge navn til en film som kan give det dårlig omtale. Derfor skal reklamen selvfølgelig holde sig inden for, hvad der er lovligt. Desuden er en for kraftig brug af virkemidlerne sex og alkohol som udgangspunkt heller ikke ønskelige. Men når det så er sagt, ser universitetet alligevel gerne at filmene har en kant.
ANMELDELSE - Få dig en uddannelse og vær lykkelig. I hvert fald indtil pensionen. Eller lev dit liv i bitterhed. Det er det indledende budskab i guidebogen ”Jeg skal studere”, der er skrevet af Danmarks uddannelsesguru nummer et, Jakob Lange
Immatrikulation 2010 i billeder
De ukuelige KU-løbere
Rødebedefarvede KU-folk i styrtregn - DHL 2010
Ingen krisestemning hos årgang 2010
Billeder fra præsentation af Niels Bohr Science Park
Tvivlens købmænd og klimadebattens sabotører
Billedgalleri: Stor demonstration mod besparelser
Der danses stille i Botanisk Have
Wilson
Forår på Københavns Universitet
Kardinal Salmonello i tilbageblik
Karriereaften for humanister
Konference på KUA om immigration og det ny, radikale højre i Europa
Lokumskunst
Protester mod besparelser fik rektor ud af kontoret
Maltes Spalter 2010
40 rovtæger i skabet
Gymnasielærerdag trak fulde huse
Gæt et close-up MACFEJDE - KU's nye prorektor har fået lov at tage sin Mac med over på de bonede gulve. Derfor har it-afdelingen investeret i to Macbooks og sat nogle folk til at undersøge, hvordan de fungerer, så de kan hjælpe den vildfarne it-bruger i rektoratet.
Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet
Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk