Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

1 - 0 til studiemiljøet

Prorektor Lykke Friis har været katalysator bag forbedringerne af studiemiljøet det seneste år. Der er langt fra sket nok, mener hun, og vil afsætte flere millioner de kommende år for at gøre det en bedre oplevelse at læse på Københavns Universitet (KU)

Prorektor Lykke Friis viser stolt sit nyeste klenodie frem på sit kontor. En fodbold signeret af den tyske fodboldlegende Franz Beckenbauer har fået hæderspladsen i vindueskarmen. Beckenbauer fik øgenavnet ‘der Kaiser’ fordi han var anføreren, den ubestridte leder og manden der styrede spillet på banen. Han vandt verdensmesterskabet både som spiller og træner og det tyske mesterskab flere med sit hold Bayern München. I stil med at ‘kejseren’ tog teten på banen har Lykke Friis påtaget sig anførerhvervet i kampen for at forbedre det elendige studiemiljø der findes mange steder på KU. 6,5 millioner kroner har Københavns Universitets Uddannelsesstrategiske Råd (KUUR) med hende i spidsen sikret til at forbedre de studerendes muligheder for at finde en plads hvor de kan kaste sig over bøgerne, når de ikke er til forelæsninger eller holdtimer. Man vurderede oprindeligt, at der kunne etableres 1000 selvstudiepladser med trådløst internet for den pose penge, men faktisk kommer man op på 1489 pladser i år når de nye pladser på Københavns Universitets Bibliotek Nord står klar. »Det er lidt af en solstrålehistorie,« siger Lykke Friis, der dog langt fra mener, at det langsigtede mål er nået trods de åbenlyse forbedringer af forholdene.

Flere penge på vej
Hun understreger derfor, at bevillingen ikke må blive en enlig svale, og vil kæmpe for at der bliver afsat et nogenlunde tilsvarende antal millioner på budgettet de kommende år. Yderligere bevillinger skal dog endelig godkendes af bestyrelsen efter indstilling fra KUUR, hvor de studerende er repræsenteret. »Vi tager løbende temperaturen blandt de studerende, men jeg går ud fra at de fortsat vil pege på længere åbningstider, flere selvstudiepladser og trådløst net som de vigtigste indsatsområder,« siger prorektor. Hun mener, at man skal satse på at komme ned på 4,5 studerende per studieplads, som på Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer (LIFE), for at forholdene er acceptable. Det svarer nogenlunde til at det gamle KU samlet skal have 7000 selvstudiepladser eller cirka 2000 pladser yderligere efter alle de nye pladser der bliver skabt i år står parat. »Det er urealistisk at forestille sig en studieplads til hver studerende, så LIFE må være pejlemærket i første omgang,« siger Lykke Friis.

Hold fast
Lykke Friis erkender, at det bliver mindre smertefrit og dyrere at skabe flere selvstudiepladser de kommende år. De umiddelbare muligheder er nemlig ved at være udtømte, så det vil kræve ombygninger, og det skal også passes ind med campusplanens krav til at KU skal bruge mindre plads for at bringe huslejeudgifterne ned. Netop derfor mener hun også, at det er helt afgørende at både ledelsen og de studerende holder fast i at studiemiljøet har topprioritet og kæmper for det. »Ledelsen skal sige, at det her er vigtigt og selv gå ud og se på forholdene, og de studerende skal presse på og give os de grelle eksempler på hvor slemt det står til,« siger Lykke Friis. Hun har selv været ude og smage på maden i kantinerne og siddet i møblerne i forbindelse med arbejdet med rapporten ‘Mærk suset’ om studiemiljøet som hun lavede i samarbejde med Studenterrådet.

Studiemiljø langt mere
Der har således indtil nu været mest fokus på at forbedre de fysiske rammer for de studerende, men ifølge prorektor handler et godt studiemiljø ikke kun om læsepladser, boldbaner, cafemiljø, steder at sidde udenfor og adgang til internet. Lykke Friis har langt bredere syn på studiemiljø og flere planer for at forbedre det på KU, så de studerende bliver tilbudt en stor samlet pakke med tilbud, lige fra de starter, til efter de er færdige med deres studier. Dybest set handler det om at skabe en fælles identitet på KU og en følelse af at være sammen om et større fælles projekt der også rækker udover studietiden. »De studerende skal føle at de er KU’ere. Det handler ikke om at de ikke længere skal føle sig knyttet til deres fakultet eller institut, men hvis det skal være rigtigt sjovt at læse på KU, skal de studerende blande sig på kryds og tværs. Ambitionen er at skabe et tværgående studiemiljø, og forudsætningen er at der findes en fælles identitet hvis de studerende skal kigge over havelågen,« siger hun. Det kræver flere fællesarrangementer, uformelle sociale mødesteder hvor de studerende kan blande sig på kryds og tværs fra forskellige studieretninger.
Konkret har man allerede skabt en internetplatform hvor alle, der læser på KU, kan lægge deres profil ud og finde andre med samme interesser som dem selv. Der er oprettet en alumneforening, en ny mentorordning og en fælles jobbørs. Lykke Friis har altså med Studenterrådet som vigtig medspiller vundet første halvleg i kampen for et bedre studiemiljø, men kun tiden kan vise om hun også i samarbejde med de studerende vinder den endelige sejr.

Seneste