Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Skovskolen: 30.000 træer er døden nær

Tørke — Den tørkeramte sommer har været hård ved KU's grønne oaser. Skovskolen er ramt af trædød, og i Botanisk Have er flere træer gået i efterårsdvale.

Landets træer lider efter den tørre sommer. I Skovskolen, der er KUs 17 hektar store skovområde i Gribskov, er naturen mærket af sommerens ekstraordinært varme klima.

Skovskolen undervises studerende på KU’s skov- og naturfaglige uddannelser som fx skov- og landskabsingeniør eller natur- og kulturvejleder.

Tørke i Danmark

Dansk Skovforening skønner, at op imod fem millioner af de mindste træer, som blev plantet i foråret allerede er døde.

De yngre træer (2-10 år) skal kæmpe for at komme igennem tørken.

I Gribskov er 30.-40.000 nyplantede træer formentlig døde som følge af sommerens tørke.

I foråret plantede skolepraktikanter fra Skov- & Naturteknikkeruddannelsen 30-40.000 små træer i Gribskov for Naturstyrelsen, hvoraf størstedelen er bukket under for det varme vejr.

»Det ser ikke ud som om, de overlever. De helt nye træer har ikke kunnet klare sig hen over sommeren. Vi har ikke mulighed for at sætte vandingsanlæg op på så stort et areal, så forudsætningen er, at de skal klare sig på naturens præmisser. Så det bliver nok lidt af en udskrivning for Skovstyrelsen, når de skal skiftes ud,« forklarer Christian Søborg, der er skov- og landbrugsingeniør og skolepraktik-koordinator på Skovskolen og har sin daglige gang i området.

Træer og buske bliver stressede

På Skovskolen er træerne plantet som skovbrug – det vil sige at naturen passer sig selv, og der er ikke gartnere til fx at vande.

Vi kan se, at nogle træer er blevet stressede af det varme vejr. Flere af dem er allerede er begyndt at smide bladene

Christian Søborg, koordinator på Skovskolen

»Hvis vi har plantet nogle særlige planter, så sætter vi selvfølgelig vandingsposer på. Men vi kan se at nogle træer er blevet stressede af det varme vejr. Flere af dem er allerede er begyndt at smide bladene. Men jeg dømmer ikke noget dødt endnu, for selv om de har tabt bladene, kan de nå at komme igen næste forår,« siger Christian Søborg.

Også i Botanisk Have i København kan man se resultatet af sommerens tre måneder lange tørkeperiode.

Mens planterne indendørs bliver vandet af sprinklere hver dag, har havens udendørs gartnere måtte sætte intervallerne en del op i løbet af sommeren, så de udendørs sprinklerne har vandet hver anden-tredje dag i stedet for hver femte til syvende dag. De forskellige områder bliver vandet  med forskellige intervaller efter behov.

To timers vanding om dagen

»Udendørsarealerne har været hårdt ramt. Hver sprinkler vander i to timer hver dag, og vi har ret mange sprinklere i alt. Men vi har kun prioriteret at vande ekstra i vores højprioritetsområder som fx stenhøjen, staudekvarteret, rhododendron og palmehusbedene,« siger drifts- og teamleder i Botanisk Have Tonni Eilersen.

Hvad har tørken betydet for de planter og træer, der ikke er højprioritet?
»Der er flere planter, der ikke har udviklet sig normalt på grund af varmen og tørken. Planter og blomster er blevet mindre, og blomstringen er kommet meget tidligere og har varet i kortere tid i år. Men vi har også haft planter, der desværre er døde, selv om de har fået nok vand. Vi ved ikke hvorfor, men tre måneders ekstrem varme med et meget højt UV-tal, er et vejrfænomen som planterne i Danmark ikke vant til. Vi tænker, at de er døde af for meget varme og sol,« siger Tonni Eilersen.

»De træer og planter, vi ikke har vandet ekstra meget, er gået i en form for efterårstilstand for at beskytte sig selv. Det er en måde, træerne og buske beskytter sig selv på. Men de dør heldigvis ikke, for de fleste af vores træer er store og har et stort netværk af rødder dybe rødder.«

»Vi bliver ikke træløse«

Vivian Kvist Johannsen er seniorforsker på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) på Københavns Universitet. IGN har netop afleveret et notat til Miljøstyrelsen om, hvordan de vurderer skaderne efter sommerens tørke.

Mange træer har været på standby i år, men vi bliver ikke træløse i Danmark

Vivian Kvist Johannsen, seniorforsker, IGN

Hun forklarer, at træernes reaktion på stress er, at holde bladenes spalteåbninger lukkede for at spare på vandet. Men det betyder, at CO2-optaget og fotosyntesen hæmmes. De har været i alarmberedskab.

»Træerne har lukket for fotosyntesen, så de er ikke rigtigt vokset i år. Generelt har lidt ældre træer et større rodnet, og mange ældre træer har været igennem flere årtiers svingninger i klima. Men de er udfordret til grænsen af, hvad de kan klare. Det store spørgsmål er, om knopperne med blade og nåle er klar til udspring næste år.«

Det varme vejr har også betydet, at bl.a. mange fyrretræer har tabt deres nåle, og at løvtræernes blade er blevet gule eller brune i kanten. Træerne vil desuden være mere udsatte for insektangreb. Men de ældre træer i naturen skal nok overleve, beroliger Vivian Kvist Johansen.

»Varmen har også påvirket træernes frøsætning, så der formentligt ikke kommer så mange nye, selvsåede træer næste år. De små træer, der har et lille rodnet har svært ved at overleve. Mange træer har været på standby i år, men vi bliver ikke træløse i Danmark.«

Seneste