4 fejlslutninger i forsvar for kortere kandidatuddannelser

I et debatindlæg i Universitetsavisen argumenterer lektor Niels Agerbirk for, at regeringens udspil om kortere kandidatuddannelser er et »nødvendigt tiltag for at få flere unge til at vælge en mellemlang uddannelse med stor mangel på arbejdskraft.«

Argumentet er, kort fortalt, at kortere kandidatuddannelser vil nudge flere unge i retning mod de, åbenbart, mindre attraktive – en uudtalt præmis – korte og mellemlange uddannelser. Samtidig skal manøvren frigøre midler til disse uddannelser og andre akutte formål.

Der er flere argumenter mod Agerbirks holdning, som allerede er kendte i den offentlige debat. Alligevel finder jeg behov for at gentage og samle dem her under fire overskrifter.

Læs også: Kortere kandidatuddannelser er et nødvendigt tiltag

1. Vi har brug for flere akademikere

For det første har vi ikke brug for færre akademikere. Tværtimod kommer vi til at mangle titusindvis af universitetsuddannede kandidater inden for en lang række felter lige fra læger og civilingeniører til tysklærere og dataloger.

Det argumenterer rektor på Københavns Universitet Henrik C. Wegener for eksempel for i en kronik i Berlingske fra 6. november.

2. Den arbejdsløse akademiker er en myte

Det vil være en katastrofe for de uddannelser, der bliver reduceret til B-uddannelser.

For det andet er det ikke korrekt, at akademikere har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet: En myte, som især humanister bliver skudt i skoene. Agerbirk problematiserer, at flere unge søger »mod universitetsuddannelser, hvor beskæftigelsen ikke er i top.« Men den gennemsnitlige dimittendledighed for nyuddannede kandidater på tværs af alle hovedområder er i dag ca. 13 procent. Den generelle ledighed blandt akademikere er ca. 3,6 procent og hastigt faldende.

Humanister er i øvrigt ikke mere ledige end andre hovedområder. Ser man alene på aldersgrupperne over 40 år, så har kandidater med en humanistisk uddannelse en ledighed, der svarer til den generelle ledighed. Det viser, at humanister godt nok er længere om at komme i beskæftigelse end andre grupper, men de ender med at have samme lave grad af arbejdsløshed.

En analyse fra DM har tilmed vist, at antallet af humanistiske kandidater i beskæftigelse steg med 17.000 personer fra 2007–2019. I samme periode steg ledigheden kun med 1.600 personer. En stor del af disse humanister er havnet i det private erhvervsliv. Det betyder altså, at universiteterne har produceret et meget stort antal humanister, som arbejdsmarkedet har haft brug for uanset dimittendledighed – en fantastisk succeshistorie, som ikke bliver fremhævet nok af hverken universiteter eller ansvarlige politikere.

3. Kortere uddannelser bliver en udgift – ikke en besparelse

For det tredje vil forslaget sandsynligvis ikke føre til de besparelser på de offentlige finanser, som Agerbirk forudser. Han hævder, at vi ikke bare kan tildele flere offentlige midler til alle uddannelsesinstitutioner, »fordi vi ikke har råd. Vi skal også bruge midler til en lang række akutte formål.« Men med kortere universitetsuddannelser bliver der faktisk færre midler at gøre godt med. Det Økonomiske Råd vurderer, at forslaget om kortere kandidatuddannelser vil koste os et årligt fald i BNP på 7–14 mia. kr. Hvert år!

De humanistiske uddannelser, der især står for skud, er i øvrigt en god samfundsinvestering, fordi de relativt hurtigt betaler uddannelsesomkostningerne tilbage. I gennemsnit tager det, ifølge førnævnte DM-analyse, 3,4 år for en kandidat med en humanistisk uddannelse at betale udgifterne til sin uddannelse tilbage.

4. B-uddannelser vil svække tilknytningen til arbejdsmarkedet

For det fjerde vil kortere uddannelser formentlig kun svække kandidaternes tilknytning til arbejdsmarkedet. Agerbirk opfordrer til at »afveje mulighederne i en kortere men mere erhvervsrettet kandidat.« Det er oplagt, at der skal skabes rum til mere samarbejde med arbejdsmarkedet undervejs i studierne, og mig bekendt er studier over hele landet da også i fuld gang med denne øvelse, hvis de ikke allerede har en høj grad af samarbejde.

Mere praktik, flere projekter lavet med en potentiel fremtidig arbejdsgiver, integration af digitalisering og den grønne omstilling hører allerede til hverdagen på landets universiteter. Men det bliver en svær – hvis ikke decideret umulig – opgave, hvis uddannelsen samtidig forkortes. Hvornår skal kernefagligheden i øvrigt prioriteres?

Jeg frygter, at de forkortede uddannelser vil blive en slags B-uddannelser, som ikke kvalificerer fuldt ud til de udfordringer, et omskifteligt arbejdsmarked kræver. I den omtalte kronik i Berlingske påpeger KUs rektor, helt korrekt, at »Længere uddannelse giver traditionelt længere ”holdbarhed” i arbejdsmarkedet, med mindre behov for hyppig op-eller omkvalificering. Universiteterne uddanner ikke kun til det første job; vi uddanner til de første 20 job.« Omvendt givere kortere uddannelse traditionelt mindre holdbarhed. Dette forhold vil kortere kandidatuddannelser naturligvis også blive ramt af.

Regeringens forslag er perspektivløst, og det vil ikke løse udfordringerne på arbejdsmarkedet eller i samfundet generelt. Det vil være en katastrofe for de uddannelser, der bliver reduceret til B-uddannelser, fordi nogle mener, at udbudsreformer og uddannelsesproblemer på korte og mellemlange uddannelser kun kan løses ved at gøre universiteterne mindre, kandidaterne færre og gennemførselstiden kortere.