Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
ONLINE - Københavns Universitets mest populære kursus nogensinde inviterer de studerende med ned i museumskrypter og ud på Stevns Klint – gennem computerskærmen.
Hvordan opstod grundstofferne? Hvad skete der fra Big Bang til solsystemets oprindelse? Og hvordan opstod der egentlig liv på jorden? 41.000 har tilmeldt sig onlinekurset Origins udbudt af Statens Naturhistoriske Museum for at få svar på dette.
Kurset, der er gratis, udbydes på Coursera, en hjemmeside, hvor universiteter verden over kan dele ud af deres undervisning.
»Man kunne sagtens forestille sig, at det ville blive sådan et pensionistkursus. Men faktisk er størstedelen af de tilmeldte 25 til 35 år, og det glæder mig,« siger kursusansvarlig Henning Haack, meteoritekspert og lektor ved Statens Naturhistoriske Museum.
Kurset Origins har været afholdt som almindeligt valgfag på Science gennem de sidste fem år. Da Coursera så dagens lys i 2012, besluttede KU at hoppe med på vognen og lancerede otte onlinekurser på platformen.
De otte kurser spænder over hele KUs faglige bredde. Der er blandt andet et kursus om Kierkegaard og et om diabetes. Origins er det eneste af de otte kurser, der både udbydes gennem Coursera og som almindeligt KU-kursus. I år undervises 52 KU-studerende fra Science på museet, men forelæsningerne følger de online.
Henning Haack mener, at onlineundervisning er fremtiden, og at universitetets sædvanlige kurser også kunne have gavn af at inddrage onlineelementer, fx videoforelæsninger.
»Løsningen er ikke at erstatte undervisningen med online undervisningen – men derimod erstatte den envejskommunikation, der foregår i auditorierne, med online undervisning. Det vil gøre det muligt at bruge den dyrebare undervisningstid på diskussioner, øvelser med mere,« siger han.
KU har indgået et såkaldt partnerskab med Coursera. Det er nemlig ikke alle forundt at udbyde kurser på onlineportalen, der blev grundlagt af professorer fra Stanford University i Californien. Kun ’førende universiteter’ får lov at være med.
Selv om KU poster penge i kurserne uden nogen umiddelbar returindkomst, kan det gavne universitetet på længere sigt.
Et onlineforum, knyttet til kurset Origins, er af deltagerne blevet døbt ’teacher and course appreciation thread’, og her roses kurset til skyerne. Flere deltagere skriver ligefrem, at de aldrig før har hørt om KU, men nu drømmer om at komme til Danmark, fortæller Henning Haack.
Af de 41.000 tilmeldte, der kommer fra 172 forskellige lande, er cirka en fjerdedel aktive kursusdeltagere og følger videoforelæsningerne, der er optaget i museets samlinger og on location ved fx Stevns Klint. Diskussionsfora fungerer som virtuelle klasseværelser – og der er på nuværende tidspunkt flere end 2.000 posts i kursets arkiver.
»Vi har brugt rigtig meget tid på det her – også mere end jeg regnede med. Det har ført til nogle diskussioner internt på museet af, hvordan forskerne skal prioritere deres tid, hvilket jeg synes er naturligt, at man diskuterer, taget i betragtning at Cousera ikke giver STÅ som ved almindelig undervisning,« siger Henning Haack.
»Men vi er også et museum og har nogle andre forpligtelser til outreach sammenlignet med andre institutter. Blandt museets værdier står der, at vi gerne vil være gavmilde, og det må man sige, at Coursera til fulde lever op til. Når jeg ser, hvor godt vores kursus er blevet modtaget, både internationalt og af vores egne studerende på KU, så er jeg meget glad for, at vi blev inviteret til at levere et kursus. Vi kan godt tillade os at være stolte over det produkt, vi har leveret.«
sofie.hansen@adm.ku.dk