50 år på KU

50 års jubilæum på samme arbejdsplads kunne lyde som en kedelig omgang, men sådan har det absolut ikke været for 81-årige Preben Haarbye. Tværtimod.

Han har arbejdet som ingeniørassistent næsten alle årene i August Krogh Bygningen i Universitetsparken – og nu på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

»Jeg har oplevet så meget i mit liv, at jeg kunne være død for ti år siden uden at være gået glip af noget,« siger han og smiler.

Sagde nej til DR

Han blev ansat på Københavns Universitet den 1. september 1968, men det var faktisk lidt et tilfælde, at han endte på universitetet. Han havde samtidig søgt en stilling hos Danmarks Radio og på det daværende August Krogh Institut, hvor der var 153 ansøgere til stillingen.

Der stod i opslaget, at de foretrak en elektronikmekaniker, da de ville begynde at bruge elmotorer til at drive instrumenterne, som de brugte til forsøg. Da han ikke havde hørt fra DR, takkede Preben Haarbye ja til jobbet på August Krogh, men så dumpede der et brev ind fra Statsradiofonien, hvor de også tilbød ham stillingen.

Han takkede pænt nej tak til DR, men de svarede, at stillingen var hans, hvis han fortrød inden for et år.

Det var han dog lige ved at gøre, da han så forholdene, som universitetet kunne tilbyde. August Krogh Bygningen stod først klar i 1970, så de første par år blev han installeret i en lejlighed på Blegdamsvej.

Han husker, at han blev forbløffet, da han fandt ud af, at forskerne stadig brugte snorretræk og tandhjul i forbindelse med deres forsøgsopstillinger.

»Der var intet. Igen maskiner og ingen opgaver, og jeg måtte bruge køkkenet til værksted. Jeg tænkte, at jeg havde begået en kæmpefejl. Det var slet ikke noget for mig, og det var lige før, at jeg sagde op,« siger Preben Haarbye.

Når de for eksempel skulle måle udåndingsluft, foregik det i en metalkasse med en slange koblet til og nogle tandhjul, der åbnede og lukkede en lem, når man trak i en snor.

Langsomt fik han indkøbt maskiner og fik overbevist forskerne om, at der var smartere måder at lave deres forsøg på.

Går på arbejde, fordi det er sjovt

Men så var han også solgt, da to opgaver i hans stilling aldrig er ens.

Jeg går ikke på arbejde for at tjene penge, men fordi det er sjovt

Preben Haarbye, ingeniørassistent på KU

»Jeg går ikke på arbejde for at tjene penge, men fordi det er sjovt. Jeg bliver udfordret hele tiden, og der er altid noget nyt at lære,« siger jubilaren.

Forskerne banker normalt på hans dør, fordi de står og mangler et apparat i forbindelse med deres forskning, men han siger ikke ja til alle opgaver. Det skal være udfordrende, nyt og spændende, så måleinstrumenter, som kan købes hjem billigere, siger han nej til at lave.

»Jeg vil kun lave nye ting, der udfordrer mig. Du kan ikke bede mig lave noget, jeg ikke kan. Det er et spørgsmål, om jeg vil. Men jeg har aldrig måttet opgive at bygge et måleinstrument i 50 år,« siger han stolt.

Han har bygget hundredevis af apparater gennem årene til fx at måle hjerteaktiviteten, belastningen og udstrækningen af rygsøjlen ved løft.

Elsker at bygge ting

Han stod i lære som elektromekaniker fra 1954 til 1958, og var med til at reparere de første tv-apparater, der kom til Danmark.

Familien ville oprindeligt immigrere til Canada, men forældrene kunne ikke falde til, og efter et år tog de tilbage til Danmark, hvor han arbejdede i et par elektronikvirksomheder, inden han fik jobbet på KU.

Preben Haarbye er ikke just typen, der render af pladsen, så det er også blevet til snart 58 års ægteskab, 3 døtre, 7 børnebørn og 3 oldebørn og yderligere 2 af de sidstnævnte er på vej.

Han kan slet ikke lade være med at opfinde og bygge ting, så når han har fri, hjælper han børnene og børnebørnene med at løse praktiske opgaver, og der er også blevet tid til at opbygge sit eget elektronikfirma, som han stadig driver.

»Det siger mig ikke noget at sidde på en bænk og lave ingenting. Alle mine venner er enten døde eller syge og dårlige, men min hjerne fejler ikke noget, så jeg foretrækker at holde mig i gang,« siger han.

Han har dog en aftale med sin kone, Else, om, at han ikke arbejder efter klokken 18, og at de spiser morgenmad sammen klokken 7 hver dag og snakker til klokken 8, inden han kører.

Blev opsagt på grund af alder

Faktisk er det et held, at han nu kan fejre 50 år på KU, da han to gange i løbet af årene har været millimeter fra at stoppe. Da han fyldte 70 år, blev han som statsansat automatisk opsagt, da loven krævede det på daværende tidspunkt.

Instituttet holdt en stor afskedsreception med mere end 100 gæster, men i sidste øjeblik fik de dispensation fra ministeriet, så han kunne fortsætte på kontrakt.

Året efter blev loven lavet om, så man ikke længere automatisk skal opsiges, når man fylder 70 år, og så blev han fastsat igen.

Tilbød at sige op

I 2016 under den store fyringsrunde på KU tilbød han at sige op for at hjælpe hans yngre kolleger, der stod til at miste deres levebrød.

»De kunne jo være mine børnebørn, så jeg syntes, at det var synd for de unge mennesker, men instituttet ville ikke af med mig,« siger han.

Løsningen blev, at han gik på nedsat tid, men frygten for dagen, hvor han endelig går på pension lurer stadig.

Måleinstrumenterne han fremstiller er nemlig ofte dyre, og de kan ikke bare købes hjem, fordi de bygges specielt til formålet. Og da opgaverne er så forskellige, er det heller ikke lige til at lære en ny op, der kan tage over.

»Vi joker lidt med det, men når de siger: »Preben nu holder du ikke bare op, vel?« Så plejer jeg at svare, at jeg smutter, når jeg bliver 90. I virkeligheden har jeg ikke tænkt mig at gå på pension. Det er sgu for kedeligt,« siger 50 års-jubilaren.