Man kan ikke fyre folket

I forbindelse med diskussion af beføjelser for de nye institutråd fremsætter ikke-ledende medarbejdere ofte det ønske, at flere beslutninger træffes af medarbejdere i fællesskab.

Standard-reaktionen fra ledelsen er gerne: »jamen det er mig, der har ansvaret« – og diskussionen forstummer. Meningen med udsagnet er formentlig, at den der har ansvaret også er den der enerådigt beslutter, evt. ved af indstille til højere magter, der så oftest følger indstillingen.

Men hvorfor er det egentlig at ansvar og beslutning følges ad? Fundamentet for det repræsentative demokrati er netop en adskillelse af den lovgivende og den udøvende magt. Den udøvende magt forvalter de love, der er besluttet af folkets repræsentanter, men behøver ikke selv at være blandt disse repræsentanter. De kan drages til ansvar for udøvelsen/udførelsen af loven, f.eks. ved at blive afskediget. De har ansvaret, men er principielt adskilt fra den lovgivende magt.

På universitetet er der naturligvis universitetsloven og en urskov af bekendtgørelser m.m. som følger det repræsentative demokrati. Men den beslutningsmagt som tildeles i forbindelse med nedsættelse af bedømmelsesudvalg, beslutning om opslag af stillinger, valg af dem der tilbydes stillinger, udformning af strategiplaner m.m. er uindskrænket ledelsens. Fordi de har ansvaret? Næ, fordi der ikke er tale om et demokrati.

Det er naturligvis universitetsloven m.m. der tildeler institutledelsen denne beslutningsmagt. Men der er intet, der forhindrer institutledelsen i reelt at overlade en del af beslutningerne til en reel demokratisk proces. Selvfølgelig har de ansvaret – ligesom en minister m.m. – men hvis de mener at en given demokratisk beslutning strider mod et juridisk grundlag, så er det i sig selv noget, der kan afklares.

Det ville klæde systemet hvis man i højere grad end nu ikke blot åbnede for indsigt i betingelserne for beslutninger, men også for en reel demokratisk proces.