Jeg savner også diversitet på pensum. Ideologisk diversitet

Der bliver for tiden sendt et spørgeskema rundt til de statskundskabsstuderende, som havde faget Politisk Teori 2 i foråret 2023. Et fag, som jeg selv deltog i og var rigtig glad for.

Spørgeskemaet har til formål at undersøge, om de studerende mener, at fagets pensum er tilstrækkeligt diverst. Og tak for at ville til bunds i det! Det er godt med en sådan form for kursusfeedback – et slags talerør til os studerende, så vi kan bidrage med opbyggelige idéer til de mange næste generationer af statskundskabsstuderende. Og desuden en metode, hvormed man kan undgå de antimeritokratiske kønskvoter, som for tiden vinder fodfæste i vestlig akademia.

Selv mener jeg nemlig, at der er plads til forbedring. Kursets pensum er bestemt ikke diverst nok.

Ikke et spørgsmål om gamle, hvide mænd

Spørgeskemaet kommer på baggrund af en diskussion mellem forelæsere og studerende, der udspillede sig i løbet af foråret. Spørgsmålet om, hvorvidt pensum burde ’diversificeres’, kom op flere gange i løbet af forelæsningsrækken. Derfor er det også sundt, at vi nu kan få en akademisk debat ud af det.

Mit indtryk under diskussionerne var nemlig, at mine medstuderende ikke fandt pensum tilstrækkeligt diverst. Sådan har jeg det også selv. Jeg undrede mig dog over, at det for de andre ofte syntes at dreje sig mest om irrelevante – ofte ydre – karakteristika for de udvalgte teoretikere på pensum.

Åh nej! Var der nu igen for mange gamle, hvide mænd på læselisten?

Nu fik vi endelig muligheden for at diskutere pensumdiversiteten med vores forelæsere. Og så lod vi diskussionen handle om køn, alder og sågar hudfarve. Den mulighed kunne vi have brugt bedre.

Det er i mine øjne både forstyrrende og diskriminerende, hvis teoretikerne på pensum skal udvælges på baggrund af, hvordan de ser ud

I stedet burde det jo handle om karakteristika, som er relevante for forståelsen af den politiske teori. Og her er jeg helt med på at slå et slag for diversitet på pensum. For det er der i høj grad behov for.

Hvor er marxismen og konservatismen henne?

Man kan lidt groft dele de fleste gængse politiske teorier, vi lærer om på statskundskab, ind i liberalisme, marxisme og konservatisme – ret groft, vel at mærke. Og liberalismen er afgjort den ideologi, der fylder mest i både Politisk Teori 1 og 2.

Det kan jeg godt forstå, for store dele af den vestlige verdens tankegods hviler nu engang på et liberalt fundament. Lige fra den politiske liberalismes fadder, John Locke, over den økonomiske liberalismes fødsel ved Adam Smith – til Wollstonecrafts liberale feminisme og meget senere til Francis Fukuyamas The End of History, som erklærer historien – forstået som kampen mellem ideologierne – for slut og liberalismen for sejrherre.

Da der desværre ikke er plads til alting på pensum, mener jeg dog, at vi bør tale om proportionerne. For mens liberalismen dækkes fra mange forskellige vinkler, går andre tænkemåder næsten fuldstændig tabt.

Marxismen, som er en helt afgørende kritik af liberalismen og en nødvendig ideologi for at forstå helheden før individet, er marginaliseret til halvanden forelæsning. De marxismeinteresserede kan dog heldigvis glæde sig over, at der er mere, hvor den slags kommer fra, på andet semesters sociologikursus.

Værre står det til for den konservative politiske teoritradition. De studerende møder kun konservatismen ved én enkelt forelæsning. Og så i et grundbogskapitel, hvor man endda skal finde sig i, at den moderne britiske konservatismes grundlægger Edmund Burke bliver sammenlignet med Dolores Umbridge fra Harry Potter.

De studerende møder kun konservatismen ved én enkelt forelæsning

Det må simpelthen kunne gøres bedre. Man kunne med fordel læse noget af arven efter Burke. Her tænker jeg naturligvis på den indtil for få år siden vigtigste nulevende konservative tænker, Roger Scruton. Alternativt kunne man læse Patrick Deneen, som er elsket af både konservative og socialdemokrater, og som er en af tidens varmeste navne inden for den politiske teori. Et af disse navne i bytte for en af de mange liberale tænkere på pensum – se, det ville gøre pensum mere diverst.

Politisk teori til næste generation

Jeg er sikker på, at underviserne har gjort sig nøje overvejelser om udvalget af teoretikerne på pensum. Og de ved unægteligt meget mere om feltet, end jeg gør.

Men pensum forekommer mig alligevel påfaldende ideologisk ensidigt. Den store mængde liberale tænkere på pensum fortrænger navnlig den konservative tradition. Faktisk med det resultat, at konservatismen fylder lige så meget – eller lidt – på pensum som temaerne køn og seksualitet, det antropocæne og sågar islamisk tænkning.

Jeg tror, de næste generationer ville nyde godt af at læse mere om andre ideologiske retninger end liberalismen. Det vil gavne deres udsyn, at pensum ikke blev domineret af en enkelt ideologi.

Især i en tid hvor liberalismen i højere og højere grad bydes op til dans af andre ideologiske og filosofiske alternativer – og hvor meget tyder på, at The End of History’s påstand om, at kampen mellem ideologierne var færdigudkæmpet, var et eklatant fejlskud.