Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Studerende mod Besættelsen tager fuldt ansvar for Lars Løkke-optrin

Protest — Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen blev afbrudt, råbt ad og buhet ud, da han gæstede Københavns Universitet for at tale om EU. »Man kan ikke forvente, at folk er tilfredse med kun at skrive debatindlæg,« siger talsperson fra Studerende mod Besættelsen om optrinnet.

»Kald det, hvad det er! Et fucking folkemord!«

Vrede studerende i partisantertørklæder og med fremstrakte Palæstinaflag var tirsdag 28. maj mødt op for at protestere højlydt mod udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der på dagen gæstede KU til et arrangement, som skulle handle om EU efter Europaparlamentsvalget.

Det var dog ikke meget, udenrigsministeren nåede at sige, for han blev flere gange afbrudt af studerende, der råbte ting som: »du har blod på dine hænder,« og »du skal aldrig have et minuts fred.«

Det fremgår af en række videoer, som denne uge har floreret på både sociale medier og i danske medier. Blandt andet på Studerende mod Besættelsens Instagram- og X-profil.

Efter optrinnet mod udenrigsministeren, meddelte KU’s ledelse på mediet X, at de studerendes adfærd under besøget havde været »fuldstændig uacceptabel og uforenelig med vores værdier og ordensregler som universitet.«

Det her var et forsøg på at vise, at vi ikke kan blive ved med at have den samme samtale igen og igen. Der bliver nødt til at komme handling

Ingrid Larsen, talsperson, Studerende mod Besættelsen

Det afholder dog ikke Studerende mod Besættelsen fra at tage fuldt ansvar for optrinnet og de højlydte protester mod udenrigsministeren, siger Ingrid Larsen, som er talsperson for organisationen.

»Lars Løkke siger, at dialog er det vigtigste i et demokrati, og at vi skal værne om den. Men nu har han haft otte måneder til at lytte til sit folk, der har protesteret mod et folkedrab, som har dræbt op mod 40.000 civile,« siger hun og fortsætter:

»Det her var et forsøg på at vise, at vi ikke kan blive ved med at have den samme samtale igen og igen. Der bliver nødt til at komme handling. Tilbage i starten af 2023, udtalte Lars Løkke, at Israel ikke overholder folkeretten. Hvor mange gange skal han gentage det, før han følger op med handling?«

Hun henviser til, at Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med et §20-spørgsmål i 2023 skrev, at »Israel ikke overholder folkeretten i forhold til de besatte områder.«

Konsekvenser for teltlejr?

Foruden optrinnet mod Lars Løkke Rasmussen, har Studerende mod Besættelsen i mere end tre uger demonstreret mod universitetets manglende stillingtagen til krigen mellem Israel og Hamas og universitetets investeringer i virksomheder, der opererer i de ulovlige israelske bosættelser, gennem en teltlejr på CSS.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet trækker investeringer fra besatte områder

KU’s ledelse har hele tiden sagt, at teltlejren på CSS kan få lov til at være der, så længe I demonstrerer fredeligt og ikke chikanerer nogen. Synes I selv, at dette optrin var chikanerende?

»Nej, det synes vi ikke. Det var en kommunikation mellem de tilhørende og Lars Løkke Rasmussen, vi henvendte os ikke til andre i auditoriet. Og hvis folk følte sig utilpasse ved demonstrationsformen, så gik de,« siger Ingrid Larsen.

Skal dette optrin forstås sådan, at Studerende mod Besættelsen har skiftet stil, hvad angår måder at demonstrere på?

»Nej, vi benyttede os bare af et andet værktøj i værktøjskassen. Vi fortsætter derudover med det arbejde, som vi har haft i gang siden 2021, blandt andet researcharbejde, underskriftsindsamlinger, events og demonstrationer,« siger Ingrid Larsen og tilføjer:

Hvis folk følte sig utilpasse ved demonstrationsformen, så gik de

Ingrid Larsen, talsperson, Studerende mod Besættelsen

»Men op mod 40.000 civile tab er for meget. Og man kan ikke forvente, at folk er tilfredse med kun at skrive debatindlæg og stille spørgsmål til ministeren, som alligevel ikke bliver til noget.«

Studerende mod Besættelsen er ikke nervøse for, at optrinnet tidligere på ugen kan få konsekvenser for teltlejren på CSS, siger Ingrid Larsen, der også fortæller, at organisationen ikke aktuelt har protester af lignende karakter på tegnebrættet.

Senest har KU indfriet et af jeres krav og trukket sine investeringer fra virksomheder, der opererer i de ulovlige israelske bosættelser. Hvis det var alt, KU kunne gøre – hvad er så jeres plan herfra? Beholder I teltlejren året ud?

»Det er ikke sikkert. Studerende mod Besættelsen har været i gang med sit arbejde siden 2021, så ligegyldigt om teltlejren er her eller ej, fortsætter vi vores arbejde,« siger Ingrid Larsen.

Uniavisen har spurgt KU’s ledelse, om optrinnet mod Lars Løkke Rasmussen vil få konsekvenser for de studerendes teltlejr på CSS. Rektoratet understreger igen, at »forstyrrelsen var helt uacceptabel og uforenelig med vores værdier og ordensregler som universitet,« men ønsker for nuværende ikke at kommentere optrinnet yderligere. De henviser i stedet til deres udmelding på mediet X.

Seneste