Jeg vil altid føle mig som en, der er gået forkert

Jeg var 15 år gammel, da jeg afsluttede 9. klasse. Egentlig kunne jeg være begyndt i gymnasiet med det samme. Men det gjorde jeg ikke, for jeg troede ikke, det ville nytte noget alligevel. Først adskillige år senere fik jeg mod på at tage en VUC, der gav mig adgang til universitetet med en blå hue.

Jeg er vokset op med en alenemor, der har været på bistand lige så længe, jeg har eksisteret. Min baggrund er blandt dem, vi kalder ’uden for arbejdsstyrken’ eller mere direkte: underklassen. Derfor havde jeg ingen fornemmelse af, at jeg faktisk kunne blive til noget.

Jeg føler mig ikke udenfor – jeg er det

Ti år senere studerer jeg nu på 2. semester af statskundskab. Midt i min læsning om indekskonstruktion faldt jeg over et debatindlæg i Uniavisen af Vibeke Koushede og Khalil Abdeddaim. Begge er medlemmer af Trivselskommissionen, og deres indlæg foreslog en række indsatser på KU for at forbedre fællesskabet og trivslen.

Jeg er enig i, at trivslen på KU skal forbedres. Dog mener jeg, at de to skribenter har overset en vigtig faktor for mistrivsel. Ja, mistrivsel kan komme af, at nogen føler sig udenfor – midlertidigt – »fordi de har mistet overblikket,« som der står i indlægget. Men det kan også komme af noget, som er langt mere strukturelt. Der er mennesker, som er udenfor på grund omstændigheder, de ikke kan styre.

Jeg ved det, fordi jeg er en af dem. Jeg er det, jeg kalder en privilegeret taber. En privilegeret taber, der har brudt med min sociale arv, men stadig føler mig udenfor i kulden. Det blev jeg meget bevidst om, da jeg startede på universitetet. For virkeligheden er, at jeg med min opvækst i underklassen, et helt andet samfundslag end størstedelen af mine medstuderende, altid vil føle mig som en, der er gået forkert.

Skiferier og Salomon-sko

De to kommissionsmedlemmer skriver, at KU vil søsætte såkaldte ’belonging-interventioner’, som går ud på at normalisere oplevelsen af ikke at føle sig hjemme på universitetet. Det er en falliterklæring, at man på den måde flytter ansvaret over på individet med en fortælling om, at følelsen af at være udenfor er normal og midlertidig og altså noget, som den enkelte skal lære at være i. I stedet for at lære de ressourcestærke at inkludere de mindre ressourcestærke, giver man sidstnævnte et lynkursus i at normalisere deres egen følelse af at være udenfor. Det hjælper ikke på det strukturelle problem.

Jeg er vokset op med at sige ’hvad fanden tror du, du laver, dit fucking pikhoved?’

Sproget er en afgørende faktor for, om man er inkluderet i fællesskabet. Af den grund er jeg langt bagud i forhold til de fleste andre i det sociale fællesskab. Da jeg begyndte på KU, var der mange ord og vendinger, jeg slet ikke kendte.

Tag et almindeligt udtryk som ’at bekende kulør’ – en vending, der var fuldkommen fremmed for mig. Den eneste kulør, man skulle kende til i mit barndomshjem, var farverne på de pengesedler, som blev tjent sort. På universitetet ville man måske sige ’hov hov’, hvis nogen springer over i toiletkøen. Jeg er vokset op med at sige ’hvad fanden tror du, du laver, dit fucking pikhoved?’. Så det skal jeg også lige tage mig selv i nogle gange.

Fællesskabet på universitetet er bygget op om nogle bestemte normer, som man enten forstår eller ikke er en del af. Ingen af mine erfaringer passer rigtig til kulturen på CSS – så jeg er hurtigt ude af snakken, når den falder på skiferier, Salomon-sko og shoppingture med mor.

Hvor er mit ’afgørende’ netværk?

Realiteten er, at mønsterbrydere er udenfor, uanset hvordan man så lærer dem at fortolke den følelse. Som mønsterbryder tilpasser jeg mig den akademiske kultur, men jeg er hele tiden på overarbejde. For det er ikke en kultur, jeg har fået ind med modermælken. Og selvom det ikke er ondt ment, at mine medstuderende ryster på hovedet, når jeg spørger ’hvad er forskellen mellem en bachelor og en kandidat?’ – så gør det mig pinligt bevidst om, hvor udenfor jeg er.

Når man ikke får en fod indenfor i fællesskabet til at starte med, kan det have store konsekvenser for ens fremtid, hvilket en lyn-intervention ikke kan ændre meget på. Som Elisabeth Karpf Andreasen skriver i sit debatindlæg i Politiken med titlen »Det er mig en gåde, at jeg og 271 andre unge fortsat tror, at vi faktisk er vigtige,« er statskundskabere dybt afhængige af deres netværk, når de skal søge job efter studierne.

Men hvad fanden gør vi så, som knapt nok kan falde i hak på universitetet? Den tanke har fået mig til at overveje, om jeg bare skulle acceptere, at jeg er gået forkert, og lukke døren i på det kapitel.

Danmarks mest ulige uddannelse

At indføre ’belonging-interventioner’ kan måske hjælpe den gængse studerende på KU. Men hvad med os, der ikke er gængse? Løsningen er ikke enkel, for problemet er komplekst. Det begynder allerede med, hvem der får børn med hvem, og med hvilke uddannelser i bagagen, blandt andet. Men så lad os starte et mindre sted.

Den tanke har fået mig til at overveje, om jeg bare skulle acceptere, at jeg er gået forkert, og lukke døren i på det kapitel

På nogle uddannelser, heraf flere af uddannelserne på CSS, er kulturen simpelthen for smal – eller sagt på anden måde, stort set alle er børn af akademikere. Vibeke Koushede og Khalil Abdeddaim pointerer rigtigt nok, at KU’s studerende generelt er meget forskellige – men lige på CSS er diversiteten i social baggrund minimal. Et studie fra VIVE viser blandt andet, at Statskundskab på KU er suverænt den mest ulige uddannelse i Danmark.

Dette er en meget reel udfordring for de studerende, der ikke er i overtal. Dem fra baggrunde, som er uden for normen, hvad end det så er klasse, race, køn eller handikap. For når kulturen er så smal som på CSS, gør det, at vi hægtes endnu hurtigere af socialt.

De to skribenter opfordrer os til at åbne fællesskabet op, specielt for dem der synes, at fællesskabet er svært, hvilket jeg støtter op om. Men det kræver, at vi først åbner op for nysgerrigheden for vores medstuderende.

Ikke nok med »et bedre sprog for trivsel«

Lad os tale mere sammen på tværs af forskelle, om det så er socialklasse eller noget andet. Lad os tale, lytte og spørge mere ind til hinanden. Hvis vi vil skabe reelt inkluderende studiemiljøer, skal der mere til end »et bedre sprog for trivsel« – vi er nødt til at kigge på fællesskabet mere dybdegående.

Når vi tager for givet, at alle forstår den samme referenceramme, skaber det eksklusion. Men ved at tale mere sammen, kan fællesskabet måske blive mere inkluderende for os, som ikke kan de kulturelle koder fra begyndelsen, men gerne vil forsøge at være med, så godt vi kan.