Mønsterbrydere skal ikke føle sig udenfor på KU

»Når man er vokset op med en alenemor på bistandshjælp, er det et lorteråd,« skriver mønsterbryder og studerende Nicoline Forsberg Clausen i Uniavisen. Det ’lorteråd’, hun henviser til, er vores råd til studerende om at huske, at alle andre ikke altid passer bedre ind og har mere tjek på tingene. For det er hendes oplevelse, at akademikerbørnene faktisk har bedre tjek på det meste, skriver hun.

LÆS OGSÅ: Jeg vil altid føle mig som en, der er gået forkert

Det er nogle virkelig gode refleksioner. Vi sætter pris på indsparket i debatten om, hvordan vi fremmer trivslen på KU. Vi har nemlig brug for en mangfoldig gruppe af studerende og medarbejdere, hvis vi skal indfri vores ambitioner om at være til gavn for flere – det bedste sted for de bedste idéer, et innovativt og løsningsorienteret universitet og en livslang læringspartner.

Så hvordan undgår vi, at man føler, at man er gået forkert, når man tilhører en minoritet?

Prisen for gratis uddannelse

Vi er helt enige i, at der er en række strukturelle omstændigheder, der både har betydning for sandsynligheden for at tage en videregående uddannelse, og for hvordan vi trives. Vi ved, at social ulighed ofte starter tidligt i livet, som Nicoline Forsberg Clausen også peger på.

Derfor kan den del være svær at gøre noget ved i universitetsregi. Vi anerkender også, at diversiteten i social baggrund især på de samfundsvidenskabelige uddannelser er begrænset, og at man derfor tilhører en minoritet, hvis man ikke er barn af akademikere.

På en måde kan man sige, at det er omkostningen ved gratis uddannelse og optag på basis af karaktergennemsnit. Man er ikke dømt ude, fordi ens forældre ikke kan betale 400.000 kroner i undervisningsafgift om året. Man har en bedre chance, fordi man kan opnå adgang alene med sine karakterer. Men man kan nemt opleve at blive dømt ude på noget mere subtilt – sociale normer og koder.

Langt mere udbredt, end man tror

Som to, der heller ikke selv er børn af akademikere, genkender vi begge din beskrivelse af indimellem at have følt, at man ikke hører til på universitet – blandt andet fordi man ikke kender koderne eller har det rette sprog. Det er også det, vi finder i Glenn Bechs forfatterskab og hos Thomas Korsgaard: Mødet med den øvre middelklasses ’selvfølgelige former’.

Og ja, man er på overarbejde som minoritet – uanset om det er på grund af socialgruppe, køn, seksualitet, hudfarve, sprog eller andet. Og det overarbejde skal vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at reducere. Det er universitetsledelsen både opmærksom på og optaget af. Og vi tager gerne imod input.

Tak, Nicoline, for at påpege, at det er svært at løfte opgaven alene. Tak for at sige det højt

Vi vil dog gerne holde fast i, at oplevelsen af, at man ikke hører til på universitetet – af den ene eller den anden grund – er langt mere udbredt, end hver enkelt nok går og tror. Og den misforståelse vil vi gerne hjælpe med at mane i jorden, blandt andet gennem forsøg med belonging-interventioner.

Men Nicoline Forsberg Clausen har helt ret, når hun understreger, at en enkeltstående lynintervention selvsagt aldrig hverken kan eller må stå alene.

Bedre introforløb og læsegrupper

Forskning viser, at den sociale belonging-intervention, som vi ønsker at afprøve, har haft særligt god effekt på underrepræsenterede studerende – dog mest, når den øvrige universitetskontekst også giver studerende mulighed for at høre til.

Som Nicoline Forsberg Clausen skriver, er vi derfor nødt til at kigge på fællesskabet mere dybdegående. Det ønsker vi blandt andet at gøre med en såkaldt whole university approach, altså en flerstrenget tilgang, der anerkender, at alle aspekter af universitetslivet kan støtte og fremme mental sundhed og trivsel.

Vi har som eksempel arbejdet en del med introforløbet på tværs af alle uddannelserne på SAMF. Vi har også på forskellig vis arbejdet på at klæde fællesskabet bedre på til at være et inkluderende, bæredygtigt fællesskab. Vi har arbejdet med studiegrupper og med at fremme pædagogiske og didaktiske kompetencer, så vores undervisere bliver bedre til at skabe læringsfællesskaber med høj uddannelseskvalitet, god studietrivsel og psykologisk tryghed.

For undervisningssituationen skal være et sted, hvor alle studerende kan føle sig velkomne og trygge, hvor der er plads til forskellighed, hvor man kan dele modgang og tvivlsspørgsmål, og hvor man ikke føler, at man skal vide det hele på forhånd.

Vi håber, du bliver hos os på KU

Er vi så helt i mål? Helt sikkert ikke. Kan vi blive bedre? Uden tvivl.

Som der står i forordet til Trivselskommissionens afrapportering, så er og bliver trivselsudfordringerne et vildt og sammenfiltret problem. Forudsætninger for at løse udfordringerne er derfor, at vi anerkender kompleksiteten og erkender, at opgaven ikke (alene) lader sig løse oppefra og ned, men vil kræve en kombination af politisk rammesætning, regulering, revitalisering af pædagogikken, styrkede fællesskaber, kulturforandring og karakterdannelse.

Så tak, Nicoline, for at påpege, at det er svært at løfte opgaven alene. Tak for at sige det højt. Tak for at opfordre til, at alle udviser mere nysgerrighed over for hinanden. Den opfordring bakker vi fuldt ud op om.

Og så håber vi i øvrigt, at du forbliver en mønsterbryder og bliver hos os på KU.