Her er vejen til en stressfri ungdom

Jeg har studeret i lidt over fire år på humaniora. Her har jeg på nært hold oplevet, hvordan man kan skabe et stress-frit studiemiljø. Jeg læser engelsk med tilvalg på retorik og dansk – og alle tre steder har jeg set det, man kunne kalde Humanioras tretrinsmodel, gøre underværker for studerendes mentale helbred.

Jeg ved ikke, hvem der fandt på tretrinsmodellen, eller hvornår den første gang blev taget i brug. Men den har været her i al min tid på KUA. Her er modellens tre trin:

1. Lad os mødes på midten (L)

Det første punkt må være inspireret af den nuværende regering. Hvad er det, Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen siger om kriserne? De skal løses på midten!

Hvis de studerende afleverer for sent, dumper eksamen eller bare bliver væk fra undervisningen, så må man jo møde dem på midten. Det gør man ved at stille færrest mulige krav, så det bliver nemt og afstressende for de studerende at være der.

Lad mig give nogle eksempler.

Jeg husker flere af mine undervisere på bacheloren rådgive om, at hvis vi ikke kunne svare på de spørgsmål, vi fik til den mundtlige eksamen, kunne vi bare sige: »Jeg kan godt se din pointe, men jeg synes det er mere relevant at tale om xyz…« Så kunne vi føre samtalen over på det eller de emner, vi tilfældigvis vidste noget om – uden at svare på underviserens svære spørgsmål. Og det altså med undervisernes velsignelse.

Jeg har haft undervisere, som har sagt, at hvis vi ikke lige fik afleveret opgaverne til tiden, kunne vi bare sende dem en besked, når vi endelig fik afleveret. Så var det fint.

Jeg oplevede det vildeste på et kandidatfag i efteråret. I en mail fra vores underviser – som vi modtog, efter hele holdet havde afleveret en synopsis – stod der følgende:

»As in any academic work, you must list and apply secondary sources. […] For those of you who haven’t done so, I will re-read your synopsis if you resend it today.«

Ja, for man skal da endelig ikke dumpe opgaver uden kildehenvisninger og litteraturlister på kandidatniveau. Krav og forventninger er sgu så gammeldags. Det skaber stress – mens mangel på krav og forventninger sænker blodtrykket og øger livsglæden.

Så er man også sikker på, at alle de studerende, der er begravet i Facebook, tøjshopping og kvartvejslivskrise i undervisningstiden, nok skal bestå – og tjene taxameterpengene hjem.

2. Admiralens Vise – eller ’gæt-hvad-læreren-tænker-didaktik’ (A)

Måske har du hørt Jørgen Reenberg synge Admiralens Vise. Sangen opfordrer til altid at sige det, cheferne vil høre – hvis man vil ende med kors og bånd og stjerner på. Man skal lade de ivrige stå til søs og selv bare følge med strømmen.

Det er meget relevant på universitetet. I starten af min studietid havde jeg mange selvstændige og kritiske holdninger. Jeg troede, det var meningen med at gå på universitetet. Jeg var tit uenig med underviserne. Det gik ud over mine karakterer, og underviserne talte nedladende til mig.

Da mine egne tanker efterhånden er så små og få, ender jeg snart med kors, cand.mag. og stjerner på

Det er også meget stressende at tænke selvstændigt. Så skal man vide noget, forberede sig og have en holdning. Fy for satan.

På tredje semester begyndte jeg derfor at sige det, læreren gerne ville høre. Så slap jeg for alt det bøvl med at tænke selv. Siden da er min stress kun gået ned, og mine karakterer op – og nu klapper underviserne i deres små hænder.

Da mine egne tanker efterhånden er så små og få, ender jeg snart med kors, cand.mag. og stjerner på.

Prøv det selv: Ånd ind, helt ned i maven, hold vejret i fire sekunder og sig så, hvad læreren tænker, på en lang udånding. Er det ikke beroligende?

Kan eventuelt udføres med guidet meditation i ørerne.

3. Læring for ingenting (L)

Så nåede vi til det sidste punkt i tretrinsmodellen (eller LAL-modellen, som det også kan forkortes til – Lad os mødes på midten, Admiralens vise-didaktik, Læring for ingenting).

LAL-modellens sidste punkt hænger sammen med en erkendelse, jeg har fået for nylig: Der er ingen mening og intet formål med undervisningen på Humaniora. Sådan har det i hvert fald været i de talrige fag jeg har haft på både engelsk, dansk og retorik.

Enten bruger underviserne al tiden på at give et resumé af det, som man skulle have læst hjemmefra – til ære for de studerende, der mangler at læse ’lektier’. Hvorfor skulle jeg så læse 200 sider hjemme, når underviseren alligevel bare (gen)fortæller mig, hvad der står? Det kalder jeg for resumé-baseret undervisning.

Eller også er undervisningen rodet og flyvsk, som om underviserne mangler at forberede sig og reflektere over, hvad de vil. Jeg er vitterlig i tvivl, om mange af mine undervisere selv forstår det, de underviser i.

Jeg har for eksempel haft undervisere, der ikke anede, hvad de bøger, vi læste, egentlig handlede om. Eller i hvert fald har de sagt ting à la: »Jeg tror, forfatteren her mener X og Y, og at bogen måske skal forstås sådan, men jeg er ikke sikker.«

Når underviseren er lost, bliver man endnu mere forvirret som studerende.

Her skal man dog være særligt varsom, hvis man vil bevare KUA som et 5-stjernet detox- og afstresningscenter. For der ville opstå ragnarok, hvis underviserne selv forstod det, de underviste i, og lavede god undervisning. De studerende ville forstå verdens rette sammenhæng – og ligesom Ødipus ville de være tvunget til at stikke øjnene ud. De ville nemlig indse, at de havde levet i et stort, epistemisk mørke hidtil.

Læg dertil, at KUA er verdens største øgruppe. Hver underviser udgør sit eget ørige med særskilte love, sprog og kultur. Det ene semester får man ros og en pæn karakter for sin opgave, det næste får man kritik og en lav karakter af en anden underviser, som har en anderledes smag.

Og så er der eksamenerne. Her vil jeg særligt fremhæve min ene mundtlige og skriftlige stedprøve på kandidaten – glimrende eksempler på LAL-modellen i praksis. Lige inden den skriftlige stedprøve stod jeg i en klynge med en del studerende fra faget. Vi talte om, at kun én af os havde læst de fleste af bøgerne på pensum (ikke mig) ­– og kun én (mig) havde brugt de sidste to uger på at læse op.

Det grinede vi meget af.

En uge efter kom så den mundtlige eksamen. Jeg mødte en kammerat, som havde været inde til eksamen tidligere på dagen. Hen så glad ud (jeg bruger kønsneutralt pronomen for at anonymisere personens identitet – men jeg ved ikke, om det er til nogen hjælp. På KUA er der nemlig så mange, der identificerer sig som de/dem eller andet, at man efterhånden skiller sig ud, hvis man føler sig som mand eller kvinde).

»Gik det godt?« spurgte jeg.

»Ja, det gik fint,« sagde hen og spurgte mig så, hvilket spørgsmål jeg havde valgt til den skriftlige eksamen.

Jeg sagde, at jeg havde valgt nummer 1. For spørgsmålet handlede om den eneste bog på pensum, jeg havde læst – ud af de 8, vi skulle have læst.

Det var lige før, det blev en konkurrence om, hvem der var dårligst forberedt

»Jeg valgte spørgsmål 2,« sagde hen, »men jeg havde ikke engang læst bogen, som spørgsmålet handlede om«.

Det var lige før, det blev en konkurrence om, hvem der var dårligst forberedt, à la Monty Pythons ikoniske sketch Four Yorkshire Men, hvor fire mænd kommer op at toppes over, hvem der har haft den mest rædselsfulde opvækst.

Nogle vil måske sige, jamen, studerer du ikke på universitetet for din egen skyld? Hvorfor forbereder du dig ikke og sørger for at blive klogere uden at gå op i, om de andre studerende (og undervisere) er forberedte?

Men hvis universitetet bare handler om at suge viden til sig på egen hånd, er der ingen grund til at have et universitet. Så kunne man lige så godt lukke butikken og bare læse derhjemme – hvilket jeg i øvrigt har gjort i mange år med stort intellektuelt udbytte. Jeg har i hvert fald lært mere af at læse selvvalgt materiale i min fritid, end jeg har lært på universitetet. Jeg valgte at studere, fordi jeg gerne ville diskutere og reflektere over tekster sammen med dygtige, velforberedte undervisere og studerende.

Nå, men så blev det min tur til den mundtlige eksamen. Det var så hyggeligt. Underviserne var meget søde og venlige. Først spurgte de ind til min opgave fra den skriftlige eksamen en uge tidligere. Jeg skulle vitterlig bare genfortælle, hvad jeg havde skrevet.

Så snakkede vi lidt løst om emnet.

Tiden gik hurtigt.

Pludselig skulle underviserne votere.

Jeg åndede lettet op.

Ingen opdagede, at min viden om kursets bøger var hentet fra Wikipedia-resuméer.

Ingen stillede mig svære spørgsmål.

Ingen stressede mig.

Og, nå ja, så fik jeg sgu 12.

Absurd teater i 10 semestre

Mens Henri Nathansens Indenfor Murene er et teaterstykke i fire akter, har min tid indenfor murene været et grotesk stykke absurd teater i 10 semestre. Ionesco eller Beckett kunne ikke have skrevet det bedre.

Jeg tænker tit tilbage på mit 19-årige jeg, bare en måned inden jeg startede på universitetet. Jeg var så flittig, så videbegærlig og så motiveret.

Men se mig i dag! Takket være LAL-modellen har jeg lært at flyde med strømmen, stemme på det samme som underviseren stemmer på og i det hele taget holde mig langt væk fra det dybe vand.

Så pas på derude på arbejdsmarkedet, for til sommer kommer et nyt kuld humanister opflasket på fem års LAL-model.

Engang i fremtiden vil samfundet hvile på vores skuldre. Vi, de unge, skal løse nutidens og fremtidens kriser og finansiere velfærdsstaten, ligesom generationerne før os.

På mit studie uddanner vi også fremtidens gymnasielærere. De skal undervise kommende generationer, lære dem om verden og inspirere dem til at engagere sig i samfundet.

Til sommer bliver jeg udskrevet fra KU, sengeafsnit E(ngelsk) – og så får jeg fandme kors, cand.mag. og stjerner på.