Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Medina tiltrak det største publikum til KU Festival nogensinde

Fællesskab — Trods silende regn troppede 15.000 op til årets KU Festival for at fejre kvindernes indtog på universitetet – og se især én kvinde på scenen.

15.000 studerende og ansatte trodsede det fesne forårsvejr fredag 23. maj og stimlede sammen til dette års KU Festival.

Med hjælp fra 300 frivillige kræfter var Universitetsparken, der normalt huser SCIENCE, forvandlet til et festligt samlingspunkt på tværs af alle fakulteter.

Og mens 9.000 liter kolde fadøl blev langet ud i hobetal, og duften fra madboderne pirrede appetitten, bød festivalens telte også på underholdning for enhver smag med alt fra cidersmagning og talks til karaokefest.

Derudover kunne man i år finde mange fra ledelsen tage del i optrædener – prorektor for uddannelse var konferencier, dekaner debatterede, og universitetsdirektøren gav den som hyggejazzpianist.

Til Science Slam dystede deltagerne om, hvem der på mest underholdende vis kunne formidle deres forskningsprojekt. Publikum valgte vinderen.
billede: Anders Fjelberg
Hos Rainbow Corner kunne man møde KU’s diversitetsteam og få glitter på kinderne eller i håret.
billede: Anders Fjelberg
Der var et stort fremmøde til Uniavisens egen KUiz, hvor der blev dystet i paratviden om KU’s kvinder.
billede: Anders Fjelberg
Studenterrådet løb med både første-, anden- og tredjepladsen ved Uniavisens KUiz
billede: Anders Fjelberg
I år var al mad vegetarisk – med undtagelse af den populære flæskestegssandwich.
billede: Anders Fjelberg

Velkommen til kvinderne

For præcis 150 år siden fik KU sine første kvindelige studerende i de hidtil mandsdominerede forelæsningslokaler. Det jubilæum fejrer KU i år, og det var også temaet for årets festival.

LÆS OGSÅ: Danmarks første kvindelige studerende får en statue på KU

For eksempel havde alle telte og scener navn efter de største KU-kvinder som Inge Lehmann, Nielsine Nielsen og Astrid Friis, ligesom der var inkluderende talks om blandt andet lyst og ligestilling.

»Jeg synes, at det var fedt, vi kunne putte den her fortælling ind i festivalen,« siger Jacob Ørum, der er direktør for Studenterhuset og medarrangør, og fortsætter:

»Og jeg håber, nogen er blevet nysgerrige på det, selvom man måske kan spørge sig selv, hvor meget man klokken et om natten tænker over, at man står foran Lehmann-scenen,« siger han.

Selv om Jacob Ørum fortæller, at der i år har været skruet ned for musikprogrammet og op for debatterne for at skærpe fokus på temaet, holdt det ikke årets musikalske hovednavn fra at trække det hidtil største publikum til festivalen.

Der var lagt op til regndans, da Medina gik på klokken 18 og tog scenen med storm.

»Vi har aldrig haft så mange mennesker foran scenen, som vi havde til Medina. Og de dansede jo regndans helt ned til midten af pladsen,« siger Jacob Ørum og fortæller, at baren tæt på scenen aldrig har solgt så lidt, fordi man simpelthen ikke kunne komme frem til den for alle de dansende publikummer.

Og stod man i skaren af skrålende fans, var man ikke i tvivl om, at samtlige nuværende KU-studerende er vokset op til tonerne af Medina.

»Der er ikke ret mange navne, der kan samle folk, som hun kan. Så det var en booking vi var svært tilfredse med,« siger Jacob Ørum.

Man kan ikke sætte en pris på fællesskab

Festivalen har kostet KU omkring to millioner kroner, når indtjening fra drikkevarer og sponsorater fraregnes. Men det er alle pengene værd, siger Jacob Ørum:

»Da vi lavede festivalen første gang i 2014, var det første gang i over 100 år, at alle fra KU blev inviteret til det samme arrangement. Og det her er den absolut billigste måde at invitere hele KU på,« siger han.

Til daglig ænser studerende og ansatte næppe, hvor mangfoldigt KU faktisk er – eller at KU befolkningsmæssigt er på størrelse med Næstved:

»Festivalen kan samle alle fra humaniora til naturvidenskab, fra Søndre Campus til Frederiksberg og fra førsteårsstuderende til professorer emeritusser på kryds og tværs,« siger Jacob Ørum og peger på, at festivalen stimulerer både nye fællesskaber og forskningsprojekter og tværfaglige romancer.

Vegetarisk flæskestegssandwich på vej

KU har et løbende fokus på at gøre festivalen mere grøn. Sidste år blev oksekød helt afskaffet, og siden er andelen af kød i madboderne blevet minimeret yderligere.

»Vi har ikke helt formået at finde noget, der kan afløse flæskestegssandwichen. Men ellers er der kun fisk eller vegetarisk mad på menuen,« siger Jacob Ørum, der også fortæller, at en af de planlagte fiskeboder aldrig nåede frem.

Også de bløde engangsplastikkrus var nøje udvalgt til fordel for de hårde, genanvendelige plastikkrus. De viser sig nemlig være mere bæredygtige, hvis man bare samler dem sammen til genanvendelse, og det gør arrangørerne. Derudover trækkes al strøm nu også fra KU i stedet for de dieselgeneratorer, der tidligere har været brugt, fortæller Jacob Ørum.

Opryddet og ryddet for regnramte, glade festivalgængere, lignede Nørre Campus sig selv, da de studerende mødte ind til eksamenslæsning mandag morgen 26. maj.

Og hvis du allerede glæder dig til næste år, kan du sætte et stort kryds i kalenderen fredag 8. maj 2026, hvor græsplænen for tolvte gang gøres klar til fest og farver.

Seneste