Hun skal arbejde på Saxo-Instituttet til september, men sidder fast i Jerusalem

Natten til fredag 13. juni fik vi besked om, at Israel havde angrebet Iran. Alle hernede har apps på telefonen, som advarer, når der kommer missilangreb, og jeg blev vækket af notifikationerne. Det er ikke i sig selv unormalt, for der er ofte mindre angreb, for eksempel et missil fra Yemen. Så går man kortvarigt i beskyttelsesrum, og så går livet ellers videre.

Det her var anderledes. Fredag morgen stod tiden stille. Vi vidste jo godt, at der ville komme et gengældelsesangreb mod Israel, og så blev det meldt ud, at der var 100 missiler på vej fra Iran. Jeg bor alene, men jeg ringede og skrev meget med mine venner her. Jeg kan en smule hebraisk, men ikke meget, så jeg er stadig afhængig af, at de israelske nyhedstjenester får opdateret deres artikler på engelsk.

Lige nu fylder det mest, at jeg ikke ved, hvordan jeg kommer hjem

Clara Marie Westergaard

Fredag morgen gik jeg ud og handlede lidt vand, frugt, snacks og ting på dåse. Supermarkederne lukker fredag eftermiddag, fordi der er shabbath lørdag, så der er nogle ting, man skal nå, inden butikkerne lukker. Der var mange i supermarkedet, der gik lidt prepper-stemning i den. Da jeg kom hjem, begyndte Israel at skyde droner ned. Jeg tog hjem til nogle venner, for ingen af os ville være alene. Vi gik en tur, vi ventede bare. Vi havde allesammen en fornemmelse af, at det her ville blive stort, og det ville vi ikke være alene i.

De første dage var vi mange timer i sikkerhedsrum hver dag, så der sov jeg ikke så meget. Her en uge senere har jeg for første gang fået seks sammenhængende timers søvn. Men jeg er heldig, jeg kan godt være i det. Jeg kender folk, som er i konstant panik, som ikke kan sove og har mareridt. Lige nu fylder det mest, at jeg ikke ved, hvordan jeg kommer hjem.

LÆS OGSÅ: 1.300 israelske akademikere i opråb til lederne af Israels universiteter

Jeg begynder i en stilling i Danmark til september og skulle alligevel flyve hjem til august, men mine flybilletter er blevet aflyst. Og jeg vil egentlig gerne hjem så hurtigt som muligt. Der er intet, der binder mig her, og jeg får alligevel ikke arbejdet.

Ambassaden har ikke været til megen hjælp, men jeg har en god rejseforsikring, som måske kan få mig ud gennem Egypten. Uvisheden er stressende. Jeg ved ikke, om det er sikrest at blive her i Jerusalem og vente på, at luftrummet åbner igen, eller at tage turen på landevejene til Egypten. Lige nu har jeg i det mindste en hverdag her, selvom det er ubehageligt. Når alarmerne lyder, går jeg ned i mit lokale sikkerhedsrum.

I går var jeg oppe på mit kontor på universitetet for at hente nogle af mine ting. Det kan godt være, jeg lige pludselig skal rykke hurtigt, og så er det rart at have dem herhjemme.

Hebrew University ligger på toppen af et bjerg uden for Østjerusalem, og mit kontorfællesskab ligger lige ved siden af en botanisk have. Det er meget smukt.

LÆS OGSÅ: KU i grænsedilemma om israelsk universitet

Jeg forsker i arabisk-islamisk idéhistorie og filosofi, og især hvordan græsk filosofi bliver modtaget i den arabiske verden, så det har været et spændende sted at være. Nationalbiblioteket har en masse originale manuskripter, og det har givet mig anledning til at lære hebraisk.

Men meget har ændret sig.

Forsker i ‘enhjørningestilling’ 

Jeg søgte den stilling, jeg sidder i nu, to uger før terrorangrebet 7. oktober. Det var ikke fordi, palæstinenserne blev behandlet godt af Israel før det, men verden så alligevel anderledes ud dengang. Jeg måtte udskyde min start på universitetet med et halvt år, fordi Udenrigsministeriet frarådede al rejse herned. Min stilling er gennem det tyskfinansierede Martin Buber Society of Fellows og er egentlig lidt en ‘enhjørningestilling’, en ret unik stilling i forskningsverdenen, fordi man har op til fire års fuld frihed uden undervisningspligt eller administrativt arbejde.

Mens jeg ventede på, at jeg kunne rejse til Jerusalem, blev jeg mere og mere i tvivl, om det var det rigtige at tage afsted, og jeg havde gode snakke med både venner og kolleger. Mit forskningsfelt er ikke moderne Mellemøsten, men når en konflikt fylder så meget i en region, man beskæftiger sig med, er det jo interessant at komme tæt på.

Dem, der tilhører venstrefløjen, ved godt, at de har tabt

Clara Marie Westergaard

Min stilling er finansieret af den tyske stat og altså ikke koblet til israelske midler, og det har været vigtigt for mig. I det halve år, jeg gik og ventede, søgte jeg dog også andre stillinger, og jeg fik en postdoc på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Jeg skal starte i til september. Al den tid, jeg har været hernede, har jeg vidst, jeg skulle hjem til Danmark igen, og det har været rart.

Da Netanyahu for nogle måneder siden meldte ud, at nu gik Israel efter at besætte Gaza på den lange bane i stedet for bare at få gidslerne hjem, var der noget, der ændrede sig for mig. Det blev svært at være her, og jeg burede mig ret meget inde de første par uger. Mange af mine israelske kollegaer har været ret bekymrede og deprimerede.

Jerusalem er ærlig, Tel Aviv er verdensfjern

Jeg går ikke ind for en akademisk boykot. Det kan være nødvendigt i nogle tilfælde, men man risikerer at udelukke hele forskningsfelter og de forskere, der beskæftiger sig med de områder.

Derudover mener jeg, at det ofte er inde fra universitetet, der også kan opstå en form for modstand. Ved Martin Buber Society of Fellows er langt de fleste af mine kollegaer modstandere af det, der foregår, og flere af dem forsker også i den aktuelle situation. Samtidig har jeg ikke en oplevelse af, at den kritiske forskning er udsat for politisk pres.

Da jeg begyndte hernede, var der våbenhvile, men den brød ret hurtigt sammen. Det har betydet, at jeg har holdt mig meget til Jerusalem. Jeg er for eksempel ikke rejst ind i Vestbredden, fordi jeg tænkte, at jeg i forvejen var her på et tidspunkt med mange uroligheder. Jeg bryder mig heller ikke rigtig om at tage til Tel Aviv. Mange tager dertil for havet og festlighederne, det er en meget eskapistisk by. For mig fremstår Tel Aviv meget verdensfjern. Jerusalem med alle dens religiøse og politiske segmenter er lidt mere ærlig.

LÆS OGSÅ: Rektor i stort interview: Derfor vil KU ikke lave akademisk boykot af Israel

Efter terrorangrebet 7. oktober, var der mange på Vestbredden, der mistede deres arbejde og indtægt. Nogle kvinder startede et foretagende, hvor de sælger grøntsager og palæstinensiske retter i Jerusalem gennem et pick up point. Det har jeg benyttet mig meget af. Forleden skrev jeg til ham, der koordinerer det, at jeg måske skulle forlade landet og derfor ikke kunne købe fra dem mere. Han fortalte, at det også er helt vildt hos dem. Hans landsby blev totalt raseret af israelsk militær dagen inden. Alt det, der foregår på Vestbredden, bliver lidt glemt lige nu, fordi fokus er på Israel og Iran.

Der er mange af mine kollegaer på universitetet, der går og tænker over, hvad akademikernes rolle er i alt det her. Desværre er stemningen også præget af en vis form for træthed, og dem, der tilhører venstrefløjen, ved godt, at de har tabt.