Politisk teori handler om mere end højre og venstre

I et debatindlæg i Uniavisen kritiserer Mitchel Oliver faget Nutidig politisk teori på Statskundskab for manglende diversitet, fordi faget ikke inkluderer en konservativ tænker på pensum.

LÆS OGSÅ: Dette fag former magthavernes værdier – og drejer dem til venstre

Som fagkoordinator og en af fagets undervisere hilser jeg debatten velkommen. I politisk teori-gruppen er vi åbne over for at revidere pensum, hvis der er gode, faglige argumenter for det.

Og lad mig i øvrigt minde om, at det er muligt at påvirke studiets fagudbud og pensa gennem Studienævnet.

Mitchel Oliver bygger sin kritik af faget Nutidig politisk teori på den antagelse, at manglen på en konservativ tænker er lig med manglende diversitet. Jeg vil gerne anfægte denne antagelse.

Men lad mig først påpege, at vi i det fag på statskundskabsstudiet, hvor vi introducerer de studerende til forskellige ideologier – Politisk teori 2 – naturligvis inkluderer konservatismen (repræsenteret ved Edmund Burke) sammen med blandt andet liberalismen (John Stuart Mill) og socialismen (Karl Marx). Og i Politisk teori 1 dækker vi mange ikke-liberale og ikke-venstreorienteret tænkere, blandt andre Platon, Aristoteles, Machiavelli og Hobbes.

Så det er simpelthen ikke rigtigt, at statskundskabsstudiet »udelader hele den konservative tradition« og kun har venstreliberale på pensum.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er der kun én enkelt forelæsning om konservatismen på Politisk Teori 1 og 2?

De her tænkere er rivende uenige

De teoretikere – Foucault, Rawls, Habermas og Young – vi læser i Nutidig politisk teori, er blandt andet udvalgt netop, fordi de repræsenterer forskellige retninger inden for politisk teori og filosofi.

Den diversitet, som det skaber, svarer ganske rigtigt ikke til den ideologiske uenighed, som vi kender fra den offentlige debat. Men det betyder langt fra, at de er enige eller repræsenterer den ensretning, som Mitchel Oliver frygter.

Foucault og hans tilhængere er dybt kritiske overfor den fornuftstænkning, man finder hos Rawls og Habermas. Og Habermas har fremført en sønderlæmmende kritik af Foucaults genealogi som relativistisk og selvundergravende.

Udover deres forskellighed er fagets fire kernetænkere valgt på grund af deres faglige kvaliteter som politiske teoretikere og deres enorme indflydelse på disciplinen politisk teori. Det skal desuden nævnes, at vi udover hovedværker af Rawls, Foucault, Habermas og Young læser kortere tekster af blandt andet Robert Nozick, Thomas Nagel og Gerald Allan Cohen, der forholder sig kritisk til disse tænkere.

Foucault er også konservativ

At tage universitetets ideal om kritisk refleksion alvorligt betyder ikke nødvendigvis, at universitets debatter skal afspejle den ideologiske spredning, vi finder i det omgivende samfund – sådan som Mitchel Oliver synes at antage.

De faglige uenigheder, som vi underviser i, har ofte en anden karakter. I politisk teori handler de blandt andet om forskellige forståelser af magt, fornuft, viden og demokrati. Disse emner behandles ganske rigtigt også inden for de klassiske ideologier, men det er vigtigt at forstå, at uenighederne går på kryds og tværs og ikke bare handler om højre eller venstre.

Desuden kan jeg love, at jeg og mine kollegaer ikke kun underviser i tekster, vi selv er enige i

For eksempel er en insisteren på fornuftens og menneskets begrænsning, som Mitchel Oliver nævner som et konservativt særkende, også tilstede hos blandt andet Foucault.

Desuden kan jeg love, at jeg og mine kollegaer ikke kun underviser i tekster, vi selv er enige i. Naturligvis vælger vi tekster, vi mener, er værd at læse, men vi vælger dem også, fordi de skaber teoretiske og filosofiske debatter, man kan lære af.

Mitchel Oliver efterspørger tænkere, der er ubelejlige og skaber uenighed. De tænkere, vi har på pensum, er både indbyrdes dybt uenige og på hver deres måde ubelejlige for dominerende skillelinjer i vores samfund.

Men de er det på en anden måde end det, der karakteriserer den offentlige debat. Og det er vel også universitets rolle at udfordre dominerende skillelinjer og udvikle andre typer af uenigheder end dem, der dominerer uden for universitetet, såsom den mellem venstre- og højreorienterede.

I min forståelse er Foucault for eksempel både mere konservativ og mere venstreorienteret end Habermas. Desuden er det, Mitchel Oliver anser for konservative emner, såsom familie, fællesskab og kulturel rodløshed ikke fraværende i vores pensum – de diskuteres af både Rawls, Habermas og Young.

Pas på med at vælge side

Vi skal være varsomme med at se politiske teoretikere som enten venstre- eller højreorienterede. For det skaber en tendens til at tro, at man skal vælge side og kun kan lære noget af tænkere fra ens ’egen side’.

Uenighederne i politisk teori handler ofte om noget andet og mere end de uenigheder, der karakteriserer debatten i resten af samfundet. Desuden overser man, at det interessante ved disse tekster ikke er deres politiske positioner, men deres indsigter i den menneskelige natur, magtens kendetegn samt fornuftens betydning og grænser.

LÆS OGSÅ: Statskundskab forsvarer sig mod beskyldning om »woke indoktrinering«

De store tænkere i den politiske idehistorie og nutidig politisk teori er store, netop fordi de kan så meget andet og mere end blot at placere sig ideologisk.

Lad mig slutte af med at bemærke tre meget lidt konservative aspekter ved Mitchel Olivers indlæg: Det udfordrer traditionelle autoriteter (mig!), ønsker mere diversitet og priser det, »der vokser frem af folkedybet«.

Det er bestemt værd for politiske teoretikere at forstå denne ’konservatisme’, som på mange måder ligger Burkes klassiske konservatisme fjernt. Men dette passer ikke ind i formålet med Nutidig politisk teori, som er at forstå og kritisk diskutere de tænkere, der har haft størst indflydelse inden for disciplinen de sidste 50 år.

Måske kan vi få plads på til den nye konservatisme på et andet valgfag i politisk teori. Tak for at bringe dét perspektiv til bordet.