Jeg drømmer om et universitet, hvor middelmådighed er en dyd

Man kan tydeligt mærke det herude på KUA. Læsesalene er fyldte, det kollektive kaffeforbrug er i eksplosiv vækst, og selv sent på aftenen sidder mange af mine medstuderende her stadig med deres udmattede øjne tæt klistret til skærmen.

Vi er atter trådt ind i eksamensperioden: en evig kilde til stress for mange universitetsstuderende, inklusive mig selv.

Ifølge en studielivsundersøgelse lavet af Dansk Magisterforening i 2025 føler 82 procent af alle studerende sig stressede i forbindelse med eksamen. Men eksamen er ikke det eneste, der stresser. Over 50 procent af alle studerende svarer, at de altid eller ofte er stressede i løbet af semesteret.

Det er et vanvittigt tal. Til sammenligning har 29,5 procent af den danske befolkning et højt stressniveau. Som jurastuderende Victoria Dalum tidligere har skrevet i Uniavisen, eksisterer der en udbredt selvoptimeringskultur på universitetet.

Karaktererne skal være høje, pauserne produktive og fritidsinteresser skal helst passe ind på CV’et. Dertil kommer jagten på de prestigefyldte studiejobs, der bliver stadig mere kompromisløs.

LÆS OGSÅ: Hvornår skal du begynde at stresse over studiejob?

Politiken har for nylig rapporteret om, hvordan en jurastuderende på Københavns Universitet i forsøget på at kombinere høje karakterforventninger med en ansøgning til sit drømmejob under et helt semester ofte kun sov én til tre timer om natten.

I samme artikel beretter en medarbejder i Studenterrådgivningen om, hvordan flere studerende i praksis har en arbejdsbyrde, der svarer til to fuldtidsjobs, når man sammenlægger undervisning, gruppearbejde og studiearbejde.

Vi er en del af en studiekultur, der bliver stadig mere karriereorienteret, konkurrencepræget og kompromisløs.

Der er brug for, at vi studerende gentænker vores tilgang til studielivet og de idealer, vi opstiller for os selv. I middelmådigheden kan vi finde et godt alternativ.

LÆS OGSÅ: Ungdomsoprør? Vi har for travlt med at opdatere LinkedIn

Det gode studieliv hviler på en accept af middelmådige præstationer

For nylig lyttede jeg til et ældre afsnit af DR-podcasten Brinkmanns Briks, hvor Svend Brinkmann interviewer forfatter og adfærdsekspert Morten Münster. Ifølge Münster er middelmådighed opskriften på det gode liv. Han peger på, at når vi stopper selvoptimeringsræset og går efter »godt nok« i stedet for »det bedste hele tiden«, viser forskning, at vi bliver mere lykkelige. Måske dette også gælder for det gode studieliv?

Jeg kan læse koncentreret op til min mundtlige eksamen og stadig få 7

Münsters forståelse af det gode liv afslører, at der eksisterer noget naivt over vores forventninger til os selv. Rent statistisk er det dybt urealistisk, at vi kontinuerligt sætter næsen op efter de bedste karakterer, det bedste studiejob, de bedste præstationer. Det er et selvmodsigende ideal: Vi forventer det ikke-forventelige af os selv, og vi forventer det konstant.

Det er med andre ord et udtryk for sund realisme, når vi lader os selv være middelmådige. For som Münster påpeger, er vi det i realiteten alle sammen. Det er blot skammen over at være det, som vi skal have fjernet.

LÆS OGSÅ: Studerende i opråb: Lad mig dog få noget erfaring fra det virkelige liv!

Middelmådighed og faglig fordybelse er ikke modsætninger

Idealet om middelmådighed virker måske kontraintuitivt på et universitet, hvor målet er at udvikle »verdensklasse forskning« og uddanne »fremtidens skarpeste hjerner«. Vi er blevet så vant til at tænke i præstationer, at vi har mistet evnen til at vurdere, hvornår vores indsats er tilstrækkelig.

Men middelmådighed står ikke i opposition til at gøre sig umage, anstrenge sig og yde sit bedste, ej heller til at forholde sig nysgerrigt, reflekteret eller kritisk til verden. Tværtimod.

Middelmådighed som ideal gør det muligt for os at tillade, at selv når vi gør os umage, fører det ikke altid til exceptionelle resultater. Jeg kan læse koncentreret op til min mundtlige eksamen og stadig få 7. En forsker kan arbejde seriøst og kreativt og stadig producere informerende, men ikke banebrydende forskning.

Med middelmådigheden som ideal får vi et redskab til at beskytte vores nysgerrighed og faglige glæde. Og evnen til at vurdere, hvornår nok er nok – en dømmekraft, som vi studerende er godt i gang med at miste.

LÆS OGSÅ: Jeg er konservativ og liberal, og jeg siger: Genåbn bederumme

Middelmådighed er et opgør med præstationssamfundet

Grænserne for, hvad vi studerende opfatter som godt nok, rykker sig hele tiden. Jeg tror, at mange studerende kan genkende oplevelsen af, at det ikke længere er godt nok at bestå sine eksaminer, have et studiejob i Matas eller for den sags skyld »bare« studere uden at administrere et job ved siden af. Jeg ved selv, hvordan disse tanker stresser.

Vi skriver opgaver om konkurrencestaten, imens vi selv konkurrerer om karakterer

Med middelmådigheden får vi et redskab til at reflektere kritisk over den samtid, vi er en del af: Den gør os i stand til at udfordre fortællingerne om karriereudvikling og den kulturelle besættelse af det ekstraordinære.

Der er noget åbenlyst ironisk i, at vi på vores studier beskæftiger os med, hvordan man forholder sig kritisk til samfundets strukturer, normer og forestillinger, imens vi tankeløst reproducerer netop disse forhold i vores eget studiemiljø.

Vi skriver opgaver om konkurrencestaten, imens vi selv konkurrerer om karakterer. Vi kritiserer optimeringsparadigmet, imens vi gør alt for at optimere vores eget CV.

LÆS OGSÅ: Kan du stole på studietips fra TikTok?

Måske er netop dette paradoks forklaringen på, hvorfor middelmådighed kan opleves som et provokerende ideal at forfølge: Det minder os om, at vi ikke kun skal kritisere præstationskulturen, men også turde træde ud af den.

Vi kan udleve vores middelmådighed på mange forskellige måder. Den kan bestå i et »nej« til at tage en ekstra arbejdsopgave på studiejobbet, i at holde fri, når vi er blevet trætte, eller i at aflevere en opgave, som vi ikke er helt tilfredse med. Eksamensperioden er et oplagt tidspunkt at begynde.

LÆS OGSÅ: KU vil gerne have et klimaråd — bare ikke et, der kritiserer ledelsen