KU vil gerne have et klimaråd — bare ikke et, der kritiserer ledelsen

Det sidste stykke tid har jeg i sjov sagt til mine venner: Det er imponerende, at KU har lavet et klimaråd, der er så udemokratisk og indholdstomt, at ikke engang en socialdemokrat, som i 3,5 år har skullet stå på mål for Lars Aagaard og SVM-regeringens klimapolitik, kunne se sig selv i det. Men det er nu engang virkeligheden.

I lidt over et halvt år var jeg den ene af to forpersoner i KU’s nye klimaråd, hvor studerende, undervisere og TAP’ere skulle evaluere KU’s klimaindsats og komme med anbefalinger til ledelsen.

I et interview i Uniavisen kaldte jeg os »den grønne vagthund« på universitetet.

Det lød fantastisk. Sådan blev det bare ikke.

Måske skulle mine alarmklokker have ringet, da jeg, efter interviewet udkom, fik en kommentar fra en ansat: Det hed ikke klimarådet men »KU – One Planet Board«, og det var vigtigt at holde fast i for ikke at give folk “en forkert forestilling om, hvad I er sat i verden for«.

Det startede ellers godt.

Jeg stillede op og blev valgt som en af to forpersoner sammen med juralektor Beatriz Martinez Romera. Sammen med to dekaner — Bo Jellesmark Thorsen og Jacob Graff Nielsen— og to konsulenter ansat af KU skulle vi lede det, der på LinkedIn blev kaldt det »nye grønne demokratiske monster«.

Klimarådet, eller KU – One Planet Board, var resultatet af presset fra en stor gruppe studerende anført af Den Grønne Ungdomsbevægelse, som savnede grøn handling fra universitetsledelsen.

I Frit Forum jublede vi også. Vi var i flere år netop gået til valg på oprettelsen af et klimaråd. Det var, syntes jeg, et stort skridt for et universitet, der ellers i alt almindelighed er bange for studenterdemokrati.

Men klimarådet blev hverken grønt eller demokratisk. Tværtimod. Det blev en bureaukratisk syltekrukke for en ledelse, der havde fået nok af de studerendes brok over deres manglende klimahandling.

LÆS OGSÅ: KU udleder flere drivhusgasser end i 2018 – trods løfte om halvering

En syltekrukke med ledelsen som chef

I klimarådet sad der 59 forskere, studerende og TAP’ere. I spidsen stod Beatriz Martinez Romera og jeg, Bo Thorsen, Jacob Graff og to bæredygtighedskonsulenter ansat af KU. Vi skulle lede rådets arbejdet med at lave grønne anbefalinger til ledelsen.

Klimarådet blev hverken grønt eller demokratisk. Tværtimod

Det blev dog hurtigt tydeligt, at klimarådet ingen reelle beføjelser havde. Over rådet sidder en strategigruppe med 16 medlemmer og bestemmer, hvad klimarådet må arbejde med. Strategigruppen er udpeget af KU’s ledelse, og kun to studerende er medlemmer. Hvis klimarådet laver en anbefaling, så er det strategigruppen, der bestemmer, om den skal videre til KU’s ledelse. Hvis anbefalingen bliver godkendt, nedsætter strategigruppen en arbejdsgruppe, som vurderer, om anbefalingen overhoved kan lade sig gøre. Hvis så arbejdsgruppen mener, anbefalingen kan lade sig gøre, så sender de en mail til KU’s bestyrelse, som så kan tage anbefalingen i betragtning.

Jeg oplevede, at vi i forpersonskabet kæmpede indædt imod denne struktur. Vi ville lave ændringer, der gjorde, at vi reelt kunne arbejde og gøre en forskel.

Vi ville holde mere end to møder årligt — det mente resten af klimarådets ledelse ikke var en god ide. Vi ville have vores egne, selvbestemte vedtægter — det blev modarbejdet og skulle godkendes af strategigruppen. Vi ville kunne stemme om forslag og beslutninger — det syntes man oppefra var dumt: »Vi skal jo bare diskutere ting sammen og blive enige.« Vi ville udarbejde anbefalinger og sende dem direkte til ledelsen — det var ikke hensigtsmæssigt, fik vi at vide af de to bæredygtighedskonsulenter og dekanerne. Pludselig skulle klimarådet være et »socialt samlingssted«, hvor events og fællesskab var lige så vigtigt som indhold og grønne anbefalinger til KU’s ledelse.

»Hvad kan du selv gøre?«

På et af de få møder, vi holdt, brugte vi næsten halvdelen af tiden på at diskutere, hvad de studerende selv kunne gøre for at sænke deres klimaaftryk. Mindre brug af AI? Genbrugelige vandflasker?

Som det blev sagt: »Det er jo vildt svært for KU at ændre på de strukturelle ting.«

Fire måneder efter, at klimarådet blev oprettet, var Jacob Graff ude at sige, at KU ikke kommer til at nå sine klimamål. Punktum. KU kommer ikke til at kunne indfri sin egen målsætning om, at halvere klimaaftrykket i 2030. Uniavisen kunne for nyligt fortælle, at bestyrelsen netop nu diskuterer, om de derfor ikke skal sænke ambitionsniveauet. Altså på de reduktionsmål, KU selv har sat og ikke kan leve op til.

De fleste vil intuitivt mene, at det burde være et klimaråds fornemste opgave at kritisere netop dette og komme med anbefalinger til, hvordan vi når reduktionsmålene. Men det var ikke noget, vi skulle beskæftige os med.

Vi skulle heller ikke rigtigt beskæftige os med tværfaglige grønne samarbejder mellem fakulteterne eller med et obligatorisk ECTS-fag i bæredygtighed på alle uddannelser, selv om mange af os havde stærke ønsker om det. For der var allerede nedsat — gæt selv — en arbejdsgruppe under strategigruppen, der tog sig af det.

Klimarådet kunne jo for eksempel arbejde med at gøre alle kantiner kødfrie eller gennemgå universitetets indkøbspolitik, energiforbrug, bygningsmasse, flyrejser og laboratoriernes energiudledninger, som står for 25 % af universitetets udledninger. Men nej.

Kæden hoppede helt af, da en bæredygtighedskonsulent foreslog, at vi alle kunne engagere os i KU’s klimahandledag, for eksempel ved at arrangere fællesspisning med forskellige bælgfrugter.

Den eneste tydelige funktion, klimarådet har, er at greenwashe KU og spilde dygtige menneskers tid

Det lyder da hyggeligt.

Det skaber bare ikke de systemiske forandringer, der er behov for på KU, for at universitetet for eksempel kan nå de reduktionsmål i 2030, som man selv har fastsat.

Har vi overhovedet brug for et klimaråd på KU?

For nylig kom der i forbindelse med klimahandledagen en god grøn nyhed ud på intranettet. Universitetets CO2 udledninger var faldet betydeligt. Skønt!

Uniavisen kunne dog fortælle, at kun 65 %  af flyrejserne var baseret på data fra rejseselskabet, mens de resterende 35 % var baseret på et estimat, hvilket betød, at tallet derfor var forbundet med stor usikkerhed.

I løbet af de otte måneder, jeg var en del af klimarådet, holdt folk op med at komme. Til mit sidste møde i december mødte omkring 15 ud af 59 op. Når jeg talte med dem, var årsagen den samme. De forstod ikke, hvad meningen med klimarådet var. Det gjorde jeg efterhånden heller ikke selv. Den eneste tydelige funktion, klimarådet har, er at greenwashe KU og spilde dygtige menneskers tid.

Jeg har ytret min kritik internt mange gange. Der er intet sket. Da jeg meldte mig ud, skrev jeg, at det var af personlige årsager. Jeg burde have skrevet, at jeg ikke længere kunne forsvare at stå i spidsen for klimarådet.

Her på den anden side har jeg en klar bøn til KU: Sæt klimarådet frit! Hvis KU vil være et grønt fyrtårn, kræver det mere end arbejdsgrupper og klimahandledage. Det kræver et klimaråd, der faktisk må kritisere ledelsen.