Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
MANDTAL – Og det skete i de dage, nærmere betegnet i starten af januar, at der udgik en befaling fra regeringen om, at statens flagstænger skulle tælles. Også på KU.
Som fortalt i DR og Berlingske har alle statslige institutioner inden 11. januar skullet indberette, hvor mange flagstænger, de flager fra på officielle flagdage.
Ordren omfatter også Københavns Universitet.
Her bekræfter Campus Service over for Uniavisen, at man har talt universitetets flagstænger og sendt et Excel-ark med resultatet retur til Uddannelsesministeriet, hvor man sammenfatter den tilgængelige flagstangsviden på uddannelsesområdet til, ja til hvad?
E-mailen fra Uddannelsesministeriet indeholder ingen begrundelse for optællingen, og den ansvarlige fuldmægtig i Uddannelsesministeriet henviser Uniavisen til Finansministeriet, da vi beder om en forklaring på den pludselige interesse for Uddannelsesdanmarks flagstænger.
Finansministeriet er allerede blevet kontaktet af andre medier, uden resultat, men Uniavisen prøver selvfølgelig, og tirsdag morgen kan Finansministeriet bekræfte, at det virkelig er hemmeligt, hvorfor staten vil have styr på flagstængerne.
»Det er en undersøgelse af praksis for statens flagning,« er alt, hvad kommunikationschef Heidi Birgitte Nielsen vil sige. Hun har sagt det samme til flere medier, siger hun. Nogle af dem har endda begæret aktindsigt i beslutningen, og det tygger juristerne i ministeriet så på i øjeblikket.
Ifølge kommunikationschefen koordinerer Finansministeriet optællingen, fordi ministeriet, der jo styrer statens budgetter, har kontakten til alle de øvrige ministerier via nogle medarbejdere, der kaldes paragrafredaktører, fordi de har styr på en paragraf i Finansloven (Finansloven for 2016 indeholder dog ikke nogen tekst om flagning).
Hemmelighedskræmmeriet om den store optælling er helt bevidst, bekræfter Heidi Birgitte Nielsen:
Det er ikke fordi, du ikke ved, hvorfor flagstængerne skal tælles, det er fordi, du ikke vil sige det?
»Ja, det er rigtigt.«
Uniavisen har også spurgt Kongehusets kommunikationsafdeling, om de kongelige mon har med optællingen af officielle flagstænger at gøre, fordi regler for flagning traditionelt har været et kongeligt privilegium, men Kongehuset skyder prompte sagen videre:
»Tak for den venlige henvendelse af dags dato vedrørende indberetning af flagstænger. Vi har desværre ikke mulighed for at hjælpe, men henviser i stedet til Justitsministeriet,« skriver Kongehusets kommunikationsafdelings praktikant, som venligt inkluderer et link til Justitsministeriets hjemmeside om flagning, hvoraf det blandt andet fremgår, at statens institutioner flager med splitflag, ikke de almindelige stutflag.
Justitsministeriet vil gerne hjælpe! Med et forslag om at kontakte Finansministeriet – hvor kommunikationschefen ikke vil sige noget.
I mellemtiden kan man spekulere.
»Mit gæt er, at man forbereder en flaglov. Den nugældende er fra 1748,« spekulerer lektor i historie på KU Jes Fabricius Møller, som har skrevet en artikel om de historiske forudsætninger for danske lystsejleres brug af splitflag (med samme titel) til Marinehistorisk Tidsskrifts udgave fra august 2015.
»To flaglovskommissioner har siden skrevet betænkninger forgæves,« oplyser Jes Fabricius Møller, der mener, at optællingen kan give mening, hvis man vil have en ny lovgivning om flag på plads: »Jeg forestiller mig, at man rutinemæssigt søger at kortlægge udgifterne ved revision af enhver lovgivning.«
Det fremgår af Jes Fabricius Møllers artikel, at flagning i 1748 udelukkende foregik til søs, men at flaget i løbet af 18-tallet ændrede karakter og blev et folkeligt symbol, hvis brug staten gerne ville regulere, også på land.
Reglerne og traditionen er blandt andet, at det kun er staten, der flager med splitflag – et flag med to spidse haler – mens private flagentusiaster må nøjes med et rektangulært stutflag – med mindre, de har en lystyacht, hvor splitflag med et gult YF i hjørnet er det korrekte.
»Flagdagene er et andet godt gæt. Der bliver jo flaget for hver eneste prins og prinsesse, og dem er der jo efterhånden nogle stykker af – selv om der på netop dette felt er en rationaliseringsgevinst ved at få tvillinger: to fødselsdage = en flagdag,« tilføjer Jes Fabricius Møller.
(I Danmark flages der først for prinser og prinsesser, når de er myndige, men der er alligevel 17 officielle flagdage i 2016).
På KU har campussupportchef Carl-Christian Munk-Nielsen levet op til sin optællingspligt, selv om han ikke har fået nogen begrundelse for sin opgave.
Han fortæller, at det uanset ikke har været vanskeligt at levere svaret:
»Det har ganske simpelt været at sende en mail ud til de fire driftschefer, som hver har meldt tilbage, hvor mange flag der bliver hejst på deres campus. Det har absolut ikke krævet noget tidsmæssigt.«
Finansministeriet Excel-ark, som blev sendt ud til de statslige institutioner i starten af januar.
Liberal Alliances uddannelsespolitiske ordfører Henrik Dahl har over for DR kaldt flagtællingsinitiativet »en kandidat til årets mest åndssvage stykke bureaukrati«.
I forbindelse med regeringens nedskæringer på universitetsområdet har KU foreslået at spare nogle af pengene ved at mindske bureaukratiet.
»Vi er langt over grænsen for reguleringer, analyser og afrapporteringer. Hvis vi skal fastholde forskningens og uddannelsernes kvalitet, er det afgørende, at staten løsner sin bureaukratiske detailstyring af universiteterne,« skrev rektor Ralf Hemmingsen i en pressemeddelelse tilbage i september 2015.
Der er ni flagstænger på Københavns Universitet.
dennis.christiansen@adm.ku.dk
chz@adm.ku.dk