Det er bare et ord, et undseeligt og ukendt et af slagsen – men ord har en betydning og historie, der kan lære os om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

’Madder’ er ordet (på dansk: krap, red.). Det er engelsk, og refererer til en slægt af staudeplanter, hvis rødder man især i middelalderen og renæssancen brugte til at fremstille rød farve. For Mikkel Nørtoft, 33 år og nyuddannet kandidat i indoeuropæisk, gemte ordet på en gåde. For ’madder’s indoeuropæiske rødder (*modH-r) har en betydning, der ikke rigtigt passer med det, det beskriver.

»Det mærkelige er, at en plante, som farver rød og har gule og hvide blomster, har et navn, der går tilbage til det indoeuropæiske ord for blå,« siger Mikkel Nørtoft.

Han stødte på mysteriet i forbindelse med sin praktik på KU’s Center for Tekstilforskning, og hans undersøgelse af det kom – som det meste af hans studietid – til at blande flere forskningsdiscipliner.

Indoeuropæisk for begyndere

I dag taler over tre milliarder mennesker indoeuropæiske sprog. Dansk er indoeuropæisk. Det samme er tysk, engelsk, fransk, italiensk, græsk, russisk, osv. Man kan føre nutidens sprog tilbage til en række ursprog: Urgermansk, som senere blev til bl.a. tysk, engelsk og de skandinaviske sprog, opstod omkring 500 f.Kr., mens anatolisk har omkring 1.500 år mere på bagen – men går man endnu længere tilbage i tiden, er der et hul i vores viden.

»Efterhånden er der nogen konsensus om, at indoeuropæerne oprindeligt har været på stepperne nord for Sortehavet og kom til Vesteuropa omkring 3.000 f.Kr. Men hvad skete der herefter? Hvordan fik de spredt sig ud til nærmest hele Europa, og hvordan udviklede det oprindelige indoeuropæiske ursprog sig til de sindssygt mange sprog, der findes senere hen?«

De spørgsmål undersøger studerende og forskere på Indoeuropæisk, et af KU’s mindste studier, der hører under Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Det Humanistiske Fakultet. Deres jagtmarker er især sproglige kilder og etymologien – men ikke udelukkende. I Mikkels tilfælde med krapplanten gik han til andre discipliner for at finde et svar:

»Det endte med, at jeg kiggede på arkæobotanikken og på farveteknikker og farveanalyser af arkæologiske tekstiler for at se, hvilke farvestoffer, der er blevet brugt. Hvad er tendensen, før mange – især i mere industrialiserede områder – går over til at bruge denne kultiverede krapplante?«

Ved at pløje sig igennem arkæologiens fund af plantemateriale i forskellige udgravninger kunne Mikkel Nørtoft udvide feltet til andre planter, der kan farve rød med rødderne. Han fandt en familie af vilde planter, som blandt andet indeholder en plante kaldet sminkerod, der blev brugt af både romere og grækere til at fremstille sminke.

»Hele denne her familie ser ud til at have gode røde farvestoffer, som også kan blive til blå i nogle sammenhænge, alt efter PH-værdien. Og nogle af planterne i den familie har meget karakteristiske blå blomster. Så jeg tænkte: Måske er der her en kobling.«

Næste skridt var at undersøge, om disse vilde planter fandtes på de stepper, det indoeuropæiske folk kom fra.

»Nu er stepperne ikke det område, der er allerbedst beskrevet, men nogle af planterne finder man. Det ældste, jeg fandt, var, at der 1.800 år f.Kr. fandtes specielt den ene af planterne, som har meget blå blomster – og røde rødder.«

Det er ikke et endeligt bevis, en rygende plantepistol, der uden tvivl forklarer, hvorfor den røde krapplante har et navn, der betyder ’blå’ – men Mikkels teori er opsigtsvækkende nok til at blive publiceret i Archaeological Textiles Review her til efteråret.

Kløfter og brobygning

Den tværfaglige tilgang har præget hele Mikkels studietid. Han begyndte på KU i 2011, efter han havde brugt en stor del af sine 20’ere på at være musikproducer med eget studie på Njalsgade. På universitetet gik han snart i gang med at binde tråde mellem sine sprogstudier og arkæologien.

»Det begyndte efter første år. Jeg tænkte: ’Hold kæft, hvor er der mange indoeuropæiske sprog, og hvor er det svært at få overblik over deres udvikling’. En geografisk inddeling ville hjælpe, så jeg prøvede at kortlægge sprogenes udvikling over tid – men fandt det her kæmpe 2.500 års hul fra det oprindelige ursprog, der blev talt på sletterne, og frem til de næste ursprog.«

I stedet tyede Mikkel til arkæologien for at få overblikket.

»Jeg tænkte: Hvis arkæologien kan give information om, hvor forskellige typer af folk var hvornår, så kan lingvister bruge det. Og så gik jeg i gang med at lave kort.«

Mikkel Nørtoft begyndte møjsommeligt at støvsuge arkæologiske og genetiske kilder og plotte kulstof 14-dateringer af mennesker fundet i grave ind på et digitalt kort. Selv om kortprojektet viste sig at være for omfattende til at kunne færdiggøres ved siden af studierne, så begyndte det at give ham det fornødne overblik over indoeuropæernes vandringer gennem Europa fra 3.000 f.Kr. og frem til vor tidsregning.

»Dybest set har der længe været en kløft mellem arkæologi og indoeuropæisk, og jeg prøver virkelig at bygge bro alt det, jeg overhovedet kan.«

Forfængelige bronzealderkrigere

Under sin kandidat byggede Mikkel videre på den arkæologiske komponent med et kombineret praktikophold på Nationalmuseet og KU’s Center for Tekstilforskning – og da Uniavisen taler med ham kort før sommerferien, er han ved at lægge sidste hånd på sit speciale: En undersøgelse af bronzealderkrigernes barberings- og soigneringsgrej – både ud fra arkæologiske fund og sproglige kilder.

»Bronzealderkrigere ser ud til at have været meget velsoignerede og glade for at barbere sig. I mange grave finder man rageknive, pincetter og noget, der ligner tatoveringsnåle. De ting prøver jeg at finde ordene for og se, hvor gamle ordene er – og om de kan spores helt tilbage til indoeuropæisk,« siger Mikkel Nørtoft.

Hans resultater kan sige noget om, hvorvidt skønhedsregimet var noget, de oprindelige indoeuropæere praktiserede, eller om det kom til senere.

»Indtil videre tegner det til, at skønhedsidealet kom til senere. Men mange af de andre aspekter, man forbinder med de her krigertyper fra bronzealderen – heroisk mod og udødeligt ry, altså helteaspekter vi også ser i Homers tekster, og som tit beskrives af arkæologer – de aspekter ser ud til at være ret gamle og kan rekonstrueres rigtig pænt helt tilbage til det indoeuropæiske ursprog. Skønhedsidealet er så et lag ekstra, der er kommet på senere.«

Selv om specialet nu er afleveret, er Mikkel Nørtoft ikke færdig med at forske. Han starter 1. september i en stilling på Indoeuropæisk, hvor han skal videreudvikle og færdiggøre det digitale kort over indoeuropæernes migrationer, han begyndte på i studietiden. På længere sigt er målet at få en ph.d., hvor han kan dykke endnu dybere ned i krydsfeltet mellem lingvistik, arkæologi, botanik, dna-analyse og de discipliner, han ellers kan rage til sig i forsøget på at løse små mysterier, der kan kaste lys over, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.