Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Årets Life-underviser har en ræv bag øret

FÅR UNDERVISNINGSPRIS PÅ LIFE - Christian Kapel har undervist veterinærstuderende, siden han var ph.d.-studerende i 1991. Nu har de studerende på Biovidenskab tildelt ham prisen ’Den Gyldne Tyr’ for fremragende undervisning. Undervisningen har for lav status, mener han

Har du arbejdet målrettet på at få denne undervisningspris?

»Nej, det har jeg ikke, men jeg har altid kigget med misundelse på dem, som prisen er gået til, for det er en af de ting, du ikke kan positionere dig til ved bare at være med ’de rigtige steder’. Den pris bliver udelukkende givet af de studerende selv og ud fra deres egne begrundelser.«

Blev du overrasket over at vinde?

»Ja, det gjorde jeg, fordi der troppede sådan et hold af studerende op, og vi havde lige haft dialog om forskellige eksamensformer, så jeg tænkte ’åh nej, hvad er nu det her for noget, er det en eksamensklage?’ Men de studerende fortalte, at de havde besluttet, at jeg skulle have Den Gyldne Tyr. Jeg anede jo ikke engang, at jeg var indstillet.«

Hvorfor mener du selv, du har modtaget prisen?

»Jeg tror, jeg har fået den, fordi jeg har prøvet at formulere noget paratvidenstof, der er til at forstå ud fra det, de studerende kender i forvejen. Jeg prøver at appellere til de studerende. Jeg fortæller dem, hvorfor de skal lære om dit og dat, og at det har den og den betydning. Jeg fortæller dem, hvad de kan bruge det til, når de en dag kommer ud herfra. Jeg underviser veterinærer, som skal kunne kigge på sygdomme hos dyr. Behøver de viden om hele dyreriget? Ja, for at forstå, hvor produktionsdyr og hobbydyr, som de jo skal arbejde med, hører til i dyreriget.«

Hvordan motiverede de studerende valget af dig som årets underviser?

»Det, jeg har fået at vide, er i brudstykker, men de studerende har lagt mærke til nærvær og grundighed i min undervisning, og det er jeg superglad for. Så handler det også om at formidle stof til dem, så de føler, at de kan forstå det. Og da prisen blev overrakt, blev det nævnt, at de studerende følte, at hvis de havde siddet og læst, og det ikke hang sammen, så kom det til at hænge sammen, når man kom til mine forelæsninger. Det er faktisk det, mine forelæsninger går ud på.«

Hvorfor er din undervisning vigtig – med dine egne ord?

»Jeg synes, der er et tiltagende og også forkert fokus på, at et universitet kun går ud på specialviden. Al basal undervisning er vigtig. Vi skal bare huske på, at hvis vi kun får uddannet studerende i specialviden og ikke giver dem bredden, så mister vi også chancen for at give dem muligheden for at se, at der er andre veje end den, de lige har valgt at gå. Og det synes jeg er skadeligt.

I de her år er der et meget stort pres på grundfagene, hvor der skal spares og spares og spares, og alle peger i retning af at spare på grundfagene. Jeg tror, det er ødelæggende. Derfor er det allervigtigste, jeg kan gøre, at formidle stoffet, så den almindelige studerende får mest muligt ud af det.«

Hvordan ser du selv på rollen som underviser?

»Undervisningen har generelt for lav status. Det er vigtigt at forstå, også på ledelsesplan, at hvis man ikke finder nogle bedre måder at måle undervisning på i forhold til den enkelte underviser, så bliver der ikke nogen karrieremæssig udfordring. Der mangler en god incitamentsstruktur i at undervise.«

Føler du, at du også får anerkendelse fra ledelsen på KU for din gode undervisningsindsats?

»Jeg føler, at vi er i gang med en proces hvor man begynder at tage det alvorligt, at det undervisningsmæssige skal have betydning. Men jeg vil sige, at der er et stykke vej endnu. Jeg var også glad for, at rektor deltog i fakultetets årsfest den 8. marts 2010, og det var positivt, at han på sin blog havde lagt mærke til, at de studerende uddeler sådan en pris som Den Gyldne Tyr.«

Hvordan formidler man ’levende zoologi’?

»Jeg forsøger at gøre zoologien levende ved at bruge nogle eksempler, de studerende nemt kan forholde sig til. I stedet for at sammenligne krybdyrarter i den sydamerikanske jungle, taler vi om slægtskabet mellem hunde og ræve.

Jeg sætter også en ære i at fange de studerendes interesse fra første dag. Det har igen noget at gøre med at få dem til at danne nogle indre billeder, der ligner det, de kender i stedet for at tage nogle eksempler, der ligger fjernt fra de studerende. Og derudover prøver jeg at flette noget humor og noget selvironi ind i undervisningen.«

anfj@adm.ku.dk

Seneste