Årets underviser henter inspiration fra skuespillere: »Jeg improviserer ofte«

Cecilie Rubow er autoriteten i rummet, der stiller sig op foran de 75 antropologistuderende og giver et par hurtige instrukser. Men derudover er det faktisk lidt svært at se, hvad der adskiller underviseren fra de studerende. Især hvis man et kort øjeblik lukker øjnene og lytter til den energiske talestrøm fra tavlen:

»Jeg synes, at han har nogle formuleringer, som ikke er så klare,« lyder det fra Cecilie Rubow med henvisning til den antropologiske teoretiker Tim Ingold.

»Altså, hvad snakker manden egentlig om? Han gør jo ting med sproget, der overskrider grænserne mellem videnskab og kunst,« fortsætter hun.

»Jeg har nogle dage, hvor jeg ikke fatter, hvad han siger. Men der er en mening med det. Ingold placerer antropologien mellem kunst og videnskab«.

Hun tager sin strikhue af og slår armene ud. Nærmest afventende. De studerende ånder lettet op. Nogle smågriner endda. Øjenhøjden er total.

Det er blandt andet hendes evne til at komme i øjenhøjde, der er medvirkende til, at 47 studerende fra antropologistudiet har indstillet Cecilie Rubow til Årets Harald, Københavns Universitets undervisningspris.

De studerende skal undre sig over, hvad jeg er for én

Cecilie Rubow

Indstillingen er udført af en stor gruppe af studerende, der startede på Antropologi i 2022. Cecilie Rubow har undervist årgangen på tre ud af fem fag og blev derfor en central figur.

»Hun er en nærværende underviser, som formår at skabe et trygt og åbent rum. Vi opfatter Cecilie Rubow som værende i øjenhøjde med os som studerende, hvilket vi især har mærket, når vi har haft hende som underviser på seminarholdene« kan man eksempelvis læse i indstillingen.

»Hun bruger sig selv i sin undervisning på en måde, der aldrig bliver privat, men som gennem sin menneskelighed blødgør vores møde med ‘den nye verden’ på universitetet,« står der også.

Urenhed er uorden

Dagen efter forelæsningen på ‘Antropologiske Perspektiver 1’ har Uniavisen aftalt at troppe op på Cecilie Rubows kontor på det gamle kommunehospital. Hendes kontor ligner prototypen på et klassisk forskerkontor; bøger fra gulv til loft og det generiske hæve-sænke-bord. Men én ting springer i øjnene og giver en påmindelse om kontorets ophavskvinde: Strikhuen.

Hvad er der med dig og den hue?

»Jamen, jeg elsker at have hue på. Jeg sidder og arbejder med hue på. Jeg sidder tit og skriver med hue på. Det skaber sådan en form for koncentration,« siger hun.

»Nogle gange glemmer jeg at tage den af, når jeg går over i undervisningslokalet. Og så opdager jeg, at jeg stadigvæk har hue på. Det er jo lidt underligt. Faktisk er jeg med tiden begyndt at bruge det aktivt som en metode for, at de studerende skal undre sig over, hvad jeg er for én.«

Sådan kan man sige, at Cecilie Rubow mimer den metode, som antropologer bruger, når en kultur eller et fænomen bliver undersøgt som feltarbejde. Det er på sin vis hendes undervisningsmantra, som hun har praktiseret gennem 27 år.

Cecilie Rubow er ikke interesseret i at få uddannet 70 studerende, der alle har fuldstændig samme kompetencer eller orientering mod verden, siger hun. Hun er interesseret i at uddanne til diversitet. Antropologien er divers. Verden er divers. Og vi har et arbejdsmarked, der netop kræver den diversitet.

Cecilie er humoristisk underspillet

Lova Holm, studerende

Derfor er hun heller ikke bleg for at vende undervisningen på hovedet og eksperimentere og sprænge rammerne en smule. Eller trykke på den indre aktiveringsknap.

»Jeg kan huske en specifik episode, hvor Cecilie kom ind til undervisning, tog sine sko af og smækkede dem op på katederet,« fortæller Gertrud Anker- Møller Damgaard, der er antropologistuderende på tredje semester.

Handlingen skulle tjene som en illustration af en teori om, hvordan urenhed kan være uorden, og sådan blev de studerende akkurat aktiveret. Først undrende og spørgende. Dernæst afklaret.

»Det var en rigtig god gimmick, der gjorde undervisningen mere levende. Hun er bare god til at få teori ført ud i praksis, så det, vi læser om, passer til hverdagen,« tilføjer Gertrud Anker- Møller Damgaard.

Kage er vejen frem

Cecilie Rubow har altid gået i det samme tøj. Til forveksling ligner hun en, der kunne komme direkte fra feltarbejde med de praktisk anlagte bukser med dertilhørende vandresko. Uniformen er naturtro. Og her er ingen fine fornemmelser.

Kan din undervisning ikke blive FOR jovial?

»Jo, det tænker jeg selvfølgelig over. Og jeg tænker hele tiden på, om vi arbejder sammen. Har jeg deres opmærksomhed? Er de velforberedte? Det er alt sammen afgørende,« svarer Cecilie Rubow og fortsætter:

»Og det er klart, at jeg overvejer, hvor langt jeg kan gå. Men jeg har så også opdaget, at jeg kan gå langt. For det er jo de studerende, der bygger autoriteten op. Så længe jeg kan mærke, at de bygger autoritet op til mig, kan jeg godt komme dem i møde. Men det kræver både åbenhed og generøsitet.«

Coronaårene var et skår i glæden på Cecilie Rubows undervisning, fortæller hun. Hun kunne mærke, at et par årgange var blevet påvirket af, at forelæsningerne var reduceret til skærm og virtuelle slides. Studiemiljøet led. Det skulle der rettes op på, så da lektoren fik flere fag under sine vinger, måtte der ske noget nyt.

En kageordning til holdundervisningen var bare et af de tiltag, som hun kastede sig over. Og det bar frugt.

»Det har været så hyggeligt at have Cecilie som underviser på de små hold. Hun opbyggede en helt særlig kontakt til os. Hun startede en kageordning, så man rent faktisk glædede sig til at komme på universitetet en kold eftermiddag,« siger Clara Heilmann, der er tredjesemesterstuderende.

Mission improvisation

Selv om Cecilie Rubow har mange år på bagen som underviser, kan hun stadig gå tilbage til det spæde minde, hvor hun omfavnede gerningen.

Kan du huske din første undervisning?

»Det var lige efter, at jeg selv blev uddannet fra Aarhus Universitet. Jeg havde et kursus, der handlede om ritualer. Jeg var selv optaget af ritualteori og har lavet feltarbejde om ritualer i Danmark.«

Cecilie er bare helt sin egen

Victor Rappenborg Kjærsgaard, studerende

»Jeg kan huske, at der var sådan et øjeblik, hvor jeg fik ekstra energi. En form for kraft, som ikke var esoterisk, men som var sådan: Nu er det mig, der har den. Nu er det mig, der sætter rammen. Nu er det mig, der har forpligtelsen til at få det her til at fungere.«

Et fast sæt af pædagogiske principper har Cecilie Rubow ikke. Hun stræber efter idealer om deltagelse og engagement, og ellers er det mest learning by doing. Når hun ser andre undervise, kan hun godt finde på at kopiere deres teknikker eller samarbejdsformer.

»Undervisning er ikke en meddelelse. Undervisning er en samtale. Jeg får min inspiration mange steder fra, blandt andet fra skuespillere, hvor stoffet sidder i hukommelsen. Jeg er godt forberedt. På den måde kan jeg inkorporere stoffet, og hvis samtalen fungerer, og jeg kan mærke eller høre, at de studerende er med, kan jeg også få nye ideer undervejs, tænke højt. Og jeg improviserer ofte.«

»Det er ikke altid, at jeg har tænkt det helt igennem. Dengang jeg satte skoene på bordet, var det fordi, jeg tilfældigvis havde et ekstra par sko med, og det faldt mig derfor ind, at jeg kunne bruge dem som illustration. Nogle gange kommer jeg måske lidt ud ad en tangent, og jeg kan selv være i tvivl om, hvorvidt mit eksempel holder,« siger Cecilie Rubow.

De studerende er ikke i tvivl: Hendes metode holder hele vejen. Og spørger man en af de studerende, Lova Holm, bør andre undervisere tage ved lære af Cecilie Rubow:

»Cecilie er humoristisk underspillet. For at det skal være god læring, skal vi som studerende føle os trygge. Det er som om, mange andre undervisere underkender den del. Altså, at et auditorium også er et socialt rum. Det burde de virkelig ikke.«

Når forskning møder aktivisme

Uniavisens udsendte peger på en udmærkelse, der hænger på lektorens opslagstavle. Sidste år blev Cecilie Rubow hædret af Dansk Etnografisk Forening for sin evne til at bringe antropologisk viden i spil i samfundsdebatten. Hun modtog formidlingsprisen i kølvandet på udgivelsen af fagbogen Indendørsmenneskets natur. Bogen undersøger, hvordan menneskets indendørs tilværelse har betydning for vores samlede forståelse af naturen og håndteringen af verdens økologiske kriser.

Googler man Cecilie Rubow, kan man hurtigt få indtryk af, at hun er en garvet stemme i den offentlige debat. Det er hun også, istemmer hun. Men prædikatet ‘aktivist’ vil hun nødigt have siddende på sig.

»Det forskningsemne, jeg har befundet mig i siden 2009, er et super vigtigt anliggende, som så mange sektorer og mennesker er interesserede i. På den måde befinder jeg mig i et politiseret felt. Men det gør mig ikke til aktivist som sådan.«

Hun kan godt forstå, at opmærksomheden omkring hende er øget. Hendes tidligere forskning om døden og hverdagens teologi var ikke politiseret i samme grad. Så hver gang hun modtager en invitation fra medierne, vurderer hun og tager grundig stilling til, om det er foreneligt med hendes praksis.

Nogle gange takker hun ja til at indgå i aktivistiske sammenhænge, hvis det er på steder og på måder, hvor hun kan bidrage med sin faglighed – gerne på helt nye måder, der kan udfordre både det faglige og det aktivistiske rum.

De studerende fremhæver Cecilie Rubows aktivistiske side. For eksempel da hun gjorde sig bemærket ved at holde en tale ved Folkets Klimamarch. Eller da hun under kommunalvalgkampen optrådte i en video, hvor hun understregede vigtigheden af den grønne dagsorden.

»Cecilie er bare helt sin egen. Hun er sindssygt inspirerende, når hun bruger egne eksempler fra sin forskning. Hun kan både være komisk og alvorlig. Man kan mærke, at hun brænder for faget, og hun har også noget aktivistisk over sig,« lyder det fra Victor Rappenborg Kjærsgaard, der læser Antropologi på første semester.