Afgående formand: Der mangler kvinder i HUMrådet

67 procent af de studerende på Det Humanistiske Fakultet er kvinder.

Alligevel har vi et HUMråd, hvor de eneste kvinder, der sidder på valgte poster, er os, der sidder i formandskabet. Og vi går snart af begge to. Det betyder, at hvis der ikke er nye personer, der stiller op, eller hvis ingen af de opstillede er kvinder, vil vi stå i en absurd situation, hvor to tredjedele af de studerende er kvinder, men hvor ingen af de studerendes repræsentanter er det.

Jeg vil gerne opfordre mine kvindelige medstuderende til at dukke op den 24. februar, hvor HUMrådet holder generalforsamling, og stille op til ansvarsposter, så vi ikke ender i den situation.

I november besatte HUMrådet ledelsesgangene i 38 dage, indtil vi fik en samarbejdsaftale, der sikrer studerende og ansatte mere medbestemmelse på fakultetet. Under blokaden sad et flertal af kvinder på nøglepositioner. Vi havde blandt andet to kvindelige talspersoner og forhandlere af aftalen, en kvindelig PR-ansvarlig, en kvindelig eventkoordinator og en kvindelig grafiker – og det er kun et udpluk af de mange kvinder, der havde helt afgørende roller og uden hvem, vi aldrig havde sejret.

LÆS OGSÅ: Blokaden er slut: Ledelsen og de studerende indgår aftale

Det er en ærgerlig tendens, at så mange kvinder spiller en afgørende rolle i græsrodsbevægelser som den, der rejste sig under vores blokade, men at de kun i ringe grad er repræsenteret i vores studenterorganisation, der ellers har som mål at samle alle humaniorastuderende på tværs af fag og årgange.

Mange institutter, alle køn

I al den tid jeg har været aktiv i HUMrådet, har det været et mål at sørge for, at der i bestyrelsen var studerende fra så mange institutter som muligt repræsenteret. Det har betydet, at vi i min tid som formand på ét semester gik fra at have nul institutrepræsentanter i vores bestyrelse til at have tre. I samme periode er vi gået fra at have nul kvinder i bestyrelsen til to.

Den skarpe læser har nok bemærket, at der desuden er sket en stigning i antallet af bestyrelsesmedlemmer fra fire til elleve medlemmer på et år. Eftersom den (lille) stigning i antallet af aktive kvinder i HUMrådet også må tilskrives det generelle løft i antallet af aktive, kan man overveje, hvordan det havde set ud, hvis vi havde fokuseret på at aktivere flere kvinder i arbejdet på samme måde, som vi aktivt arbejdede på at få flere institutter repræsenteret.

Der er stor forskel på de problemstillinger, de studerende møder på forskellige institutter. Det gælder alt fra økonomi over tilrettelæggelsen af undervisningen til indretningen af fredagsbarer. Det er vigtigt at have så mange institutter som muligt repræsenteret i bestyrelsen, så vi kan forstå, hvordan det, der opleves som et problem på et institut, fungerer på de øvrige institutter, og så vi kan lære af hinanden og finde løsninger sammen.

På samme måde er det vigtigt, at der ikke er ét køn, der dominerer. Bestyrelsen risikerer at der opstår blinde vinkler: vigtige perspektiver på verden, som man ikke ser, fordi de ikke har noget at gøre med en selv, men som man nemt ville opdage, hvis bestyrelsen faktisk var reelt repræsentativ for de humaniorastuderende.

Lad mig give et eksempel. På vores seneste bestyrelsesmøde diskuterede vi fordele og ulemper ved obligatorisk fremmøde i undervisningen. Diskussionen var livlig, og der kom mange vigtige pointer på banen. Ét perspektiv forblev dog glemt, indtil min kvindelige næstformand gjorde opmærksom på, at fremmødepligt har en kønsmæssig slagside, fordi mange kvinder oplever så voldsomme menstruationssmerter, at det kan være svært at deltage i undervisningen og dermed leve op til aktivitetskravet.

Moralen er her, at der er væsentlige spørgsmål, som opleves forskelligt på tværs af køn. Diversitet øger sikkerheden for, at alle dimensioner bliver taget med i overvejelserne, når vi udvikler politik. Hvis ikke min næstformand havde været til det møde, er det ikke sikkert, at der var nogen, der var kommet i tanke om den kønsmæssige slagside, som fremmødepligt kan have.

Selvfølgelig har man ikke nødvendigvis samme oplevelse, finder man deler køn, ligesom der internt på fag er studerende, der er uenige. Ikke desto mindre er køn en faktor, der kan have afgørende indflydelse på ens studieliv, og derfor er diversiteten vigtig.

Et bredt erfaringsgrundlag

Jo større repræsentation, jo bredere erfaringsgrundlag. Vi har fx studerende fra Informationsvidenskab, der har dårlige erfaringer med 6-talskravet, mens studerende fra Tysk fortæller, at de oplever det som positivt.

Det kan ikke nytte noget, at alle de studerendes repræsentanter er mænd. Det ville også være absurd, hvis vi kun var repræsenteret af studerende fra Saxo-Instituttet. Det ville give et ensidigt billede af, hvad det vil sige at studere på Det Humanistiske Fakultet.

Det er essentielt for sammensætningen af HUMrådet, at de aktive ikke bare repræsenterer forskellige institutter, men også repræsenterer de 67 procent af Humanioras studerende, der er kvinder. Ikke fordi mænd ikke kan repræsentere kvinder, men fordi der er problemstillinger, som kvinder på baggrund af deres køn er mere opmærksomme på.

Vi er virkelig mange kvinder på Det Humanistiske Fakultet. Endda virkelige mange dygtige kvinder, der har alle de evner, der skal til at lede et fakultetsråd i vækst. Jeg vil stærkt opfordre mine kvindelige medstuderende til at blande sig i studenterpolitik. Vi har alt, der skal til, for at varetage de studerendes interesser – det er på tide, at vi i højere grad også gør det.

Den 24. februar holder HUMrådet generalforsamling. Mit håb er, at vi får en bestyrelse, der ikke kun består af mænd.