Alex Vanopslagh: »Jeg kom kun på universitetet, når jeg skulle til eksamen«

Sandheden om min studietid i København er, at jeg ikke var voldsomt aktiv på studiet. Det første semester kom jeg måske til en forelæsning om ugen, og derfra kom jeg kun på universitetet, når jeg skulle til eksamen. Når jeg skulle vælge fag, kiggede jeg selvfølgelig på, hvad der havde interesse, men jeg tænkte helt klart også på, hvad der ikke var for krævende.

Det er jo ikke noget, man skal prale af, at man ikke var særlig flittig, men jeg prioriterede noget andet. Jeg var formand for Liberal Alliances Ungdom det meste af studietiden, og i slutningen fik jeg job som lobbyist. Alt mit fokus var på at lave noget politisk og på at få et job efter studiet. At være studerende var ikke noget, der fyldte i min identitet. Det var mere sådan ’nå ja, og så læser jeg også statskundskab’. Jeg så det mere som noget papir, der bare lige skulle i orden.

Egentlig ville jeg have været journalist. Så jeg tog til optagelsesprøven i foråret 2011 og klarede den udmærket, men ikke helt godt nok. Jeg blev indkaldt til en samtale på Journalisthøjskolen, hvor jeg skulle bevise mig selv og havde tid som den sidste om lørdagen. Så jeg tog toget fra Herning til Aarhus – og derfra skulle jeg bare med bus nummer 17 ud mod Journalisthøjskolen. Men jeg endte sgu med at tage den i retning af Brabrand i stedet. Da jeg ringede til dem og sagde ’jeg står i Brabrand, men jeg kan være der om en halv time’, svarede de bare, at der havde været mange andre igennem den dag, og at det var ’too bad’.

Det første semester kom jeg måske til en forelæsning om ugen, og derfra kom jeg kun på universitetet, når jeg skulle til eksamen.

Alex Vanopslagh

Hvis man ikke er fynbo og alligevel læser på SDU, så er det jo, fordi man ikke har fået gode nok karakterer. Det var politik, der interesserede mig, og statskundskab virkede oplagt. Men karaktererne rakte ikke til at komme ind på KU, og så måtte jeg i stedet søge på SDU. I 2014 kom jeg ind på KU, hvor jeg startede på kandidaten. Jeg var blevet formand for Liberal Alliances Ungdom i foråret og tænkte, at det var i København, at min jobmæssige fremtid lå.  Jeg var allerede dengang opstillet herovre, så alt i alt gav det rigtig god mening at flytte hertil. Jeg er vokset op i Struer i Vestjylland, og det var fedt at komme til storbyen, hvor det politiske miljø også bare er større. Jeg fik brugt en del timer på Togas Vinstue.

Jeg kan tale hovedet af de fleste, så jeg valgte ofte fag med mundtlige eksamener. Når man ikke har dukket op til forelæsningerne eller læst pensum hen ad året, bliver man god til at læse til eksamen. Hvis der er noget, jeg har lært af at læse statskundskab – og det synes jeg er en meget værdifuld ting – så er det at få det væsentlige ud af en tekst så hurtigt som muligt. Jeg tog faktisk hele pensum, og så læste jeg abstract, metode og konklusion i teksterne. På den måde formåede jeg ligesom at hutle mig gennem studiet uden at dukke op.

Hvis jeg skal give et råd, der ikke nødvendigvis er originalt, så er det, at det på de fleste arbejdspladser er vigtigere, hvad du har stående på CV’et, end hvad der står i karakterbogen. Jeg har aldrig skullet vise min karakterbog, men jeg har mange gange skullet vise mit CV. Jeg valgte studie ud fra interesse og ikke så meget ud fra, hvad jeg ville lave senere hen. Jeg har så været så privilegeret og heldig, at jeg er endt med at tjene til dagen og vejen for noget, jeg er passioneret for, og som jeg samtidig finder meningsfuldt. Men det tror jeg er mere held end forstand. Man kan også ofte vælge studie ud fra passion og interesse, men så ende ud et sted, hvor det måske ikke var det smarteste karrieremæssigt. Hvis man kan, skal man måske være bevidst om, hvad man skal lave senere hen. Men det er klart, at det ikke skal hænge en langt ud af halsen.

Hvis man sammenligner at blive student med at aflevere speciale, så er det virkelig en flad oplevelse. Jeg tror, at jeg fik et bolsje på vej ud – og det var ligesom det. Jeg kom ind og afleverede specialet i administrationen, og så sagde de ’hvad så, hvad skal du så nu?’, og jeg fortalte, at jeg skulle på arbejde. De virkede kede af at høre, at jeg skulle på arbejde med det samme. Mange andre skulle først til at søge et nu, sagde de. Jeg tror måske, at det siger lidt om, at der ikke er så mange, der har blik for arbejdet efter studiet.

Jeg havde en enkelt forelæsning, da jeg startede, hvor jeg syntes, at en underviser var forfærdeligt venstreorienteret. Generelt syntes jeg dog, at det var gode undervisere uden politisk slagside. Men jeg mener faktisk, at Henrik Dahl forsøgte at rejse en væsentlig debat om forskningsfriheden. Det er bekymrende, hvis vi ender med at være et sted i Danmark, hvor en identitetsbevægelse får for meget magt, så universiteterne ikke længere bliver et sted for fri og kritisk tænkning og forskning. Jeg ved ikke, hvordan det er på Københavns Universitet i dag. Om det er et lille mindretal, der går meget op i, at forfatterne i pensum skal være kvinder og ikke må være hvide. Men tendensen er klar i andre lande, og jeg ville være ked af det, hvis det gik ind og ødelagde hele essensen af, hvad et universitet er. Et universitet er jo ikke et safe space. Det er et sted, hvor der kan være fri og kritisk forskning, tænkning og debat.

Læs også En lodtrækning fik Bente Klarlund Pedersen til at vælge medicinstudiet.