En enkelt forelæsning ændrede alt for Bente Klarlund Pedersen

Da jeg skulle ind på universitetet i 1975, trak jeg lod mellem tre fag: Medicin, historie og samfundsfag. Alle tre var lige tiltrækkende for mig dengang, og det blev så medicin. I dag ville jeg ikke vælge om, for jeg kan ikke komme i tanker om noget andet fag, hvor man kan blive til så mange forskellige ting.

Derefter forskede jeg uafbrudt ved siden af mine studier. Jeg arbejdede dag og nat, og jeg tog et halvt års orlov kun for at kunne forske, selv om det var meget mærkeligt for sådan en som mig at tage orlov. Jeg havde lært hjemmefra, at man tager sine eksamener til tiden, og man bliver ikke forsinket. Men jeg fik et scholarstipendium og lærte en masse teknikker, blandt andet hvordan jeg skulle præsentere mine forskningsresultater. Jeg var også med til at udvikle western blotting-metoden inden for naturvidenskaben, og jeg kom til USA. Jeg var 22 år, da jeg mødte lektor Bodil Norrild, et møde, der blev skelsættende for mig. Inden da havde jeg set universitetet som en slags fortsættelse af gymnasiet. Efter foredraget blev forskningen min identitet.

Min største fejltagelse på universitetet var, at jeg knoklede utrolig meget for at undgå at optage studielån.

Bente Klarlund Pedersen

Forskerverdenen åbnede sig først op for mig på mit fjerde studieår. Det var i 1979 og kom meget pludseligt i forbindelse med en time lang forelæsning af lektor Bodil Norrild, der fortalte om en mulig sammenhæng mellem herpesvirus og cancer. Dengang virkede det helt vildt for mig, at et virus måske kan forårsage cancer. Bodil Norrild sagde til os efter sin forelæsning, at hvis nogen kunne tænke sig at komme til at forske, skulle de kontakte hende. Det gjorde jeg, men inden da havde jeg ikke haft nogen som helst idé om, man kunne blive forsker. For mig er det helt klart den vigtigste ting, der skete, mens jeg læste medicin.

Den vigtigste debat at tage på universitetet i dag er den om, at akademikere er forpligtede til at blande sig i samfundet. Min opfattelse er, at både universitetsledelsen og universitetets ansatte er alt for lidt udfarende, når det gælder de store samfundsproblemer. Når man er så ressourcestærk, som man er, når man bliver optaget på et universitet, har man også en pligt til at interessere sig for omverdenen og byde ind med, hvad man kan. Jeg engagerer mig selv i debatter om ulighed i sundhed i et forsøg på at påvirke politikerne i retning af, at flere kan leve sundt. Der er nogle af mine forfattervenner, der godt kan blive irriterede på mig, når jeg bliver ved med at holde fast i, at der er større problemer i verden end dem, der har med identitetspolitik og wokeness at gøre. Ude i verden sulter mennesker ihjel, og i Danmark er der ti års forskel i levetid alene på baggrund af vores uddannelsesniveau. Der er store problemer i forhold til nogle af de ting, vi ellers diskuterer. Men det er vel en fare, der er i elitære miljøer, at man lukker sig om sig selv.

Min første dag på Københavns Universitet husker jeg, at jeg tænkte: Her er jo slet ikke plads til mig! Vi var tæt pakkede og måtte sidde på trapperne. Så mange var vi. Der var endnu ikke nogen adgangsbegrænsning, og mange studenter havde hørt, at den kunne komme til næste år. Derfor havde de skyndt sig at søge ind. Jeg og min mand, der også er læge, husker begge, at 90 procent af de medicinstuderende dumpede det første år i både deres første, anden og tredje eksamensforsøg – og endte med at ryge helt ud af Medicin ved KU. Dengang tog vi det som en selvfølge, at sådan var det bare.

Min største fejltagelse på universitetet var, at jeg knoklede utroligt meget for at undgå at tage studielån. Det betød, at de første år af min studietid blev hårde. Dengang kunne jeg ikke få SU, før jeg fyldte 23. Jeg kan huske, jeg cyklede afsted weekend efter weekend for at arbejde på plejehjem, bare for at tjene penge nok. Det er ikke sådan, at jeg fortryder min beslutning om at ville undgå studielån. Men jeg kunne godt have haft det mere sjovt, hvis jeg havde gjort det, for medicinstudiet er i sig selv ret krævende. Med tiden blev min verden dog større, efterhånden som mine forskningsprojekter gjorde, at jeg kom til at se nogle muligheder i mit fag. Jeg begyndte at forstå, at i det lange løb er det mindre vigtigt, om man optager et studielån, mens man studerer.

Sidste gang, jeg græd, var det taknemmelighedstårer. Jeg blev rørt, da jeg for nylig modtog Gyldendal-prisen og i den anledning skulle jeg holde en takketale. Jeg havde forberedt, at jeg til sidst ville tale om den ærefrygt, som jeg ellers oplever i naturen og i kunsten. Men i stedet blev jeg grebet af en ærefrygt over, at jeg fik den her pris, som indskriver mig i rækken af mine forfatterhelte. Det er forunderligt, at jeg som hardcore biomediciner kan komme på samme liste som Susanne Brøgger, K.E. Løgstrup, Tove Ditlevsen og mange andre, jeg beundrer. Og pludselig, da jeg stod der, kunne jeg ikke tale færdigt og begyndte at få tårer i øjnene af taknemmelighed.

Læs også Jan Gintberg: »Jeg ramte kompetencemuren med 180 kilometer i timen«