Andreas Kønig er 27, nyuddannet og chefredaktør

Mange 27-årige sidder begravet i studierne. Andre spytter jobansøgninger ud under dagpengesystemets åg. Men ikke Andreas Kønig. Han sidder i chefredaktørstolen hos Føljeton. Med sådan en lynkarriere virker det oplagt at sætte ham i bås som en CV-rytter, der er på LinkedIn, når andre scroller memes. Men det stemmer ikke helt.

»Jeg har ikke været ekstremt optaget af mit CV. Jeg har bare været optaget af mit arbejde, fordi jeg synes det er spændende. Det kommer til at lyde som klichéen om, at det nok skal gå fremad, hvis bare man er hårdtarbejdende,« siger Andreas Kønig.

Jeg kunne mærke, da jeg sad ved hæve-sænkebordet, at jeg slet ikke kunne holde ud at være på den side af magten.

Andreas Kønig

I gymnasiet overvejede Andreas Kønig at gå journalistvejen, men han »havde ikke lyst til at være den slags journalist, der kom ind på Journalisthøjskolen og lærte at skrive uden at have andet i bagagen.« I stedet faldt valget på Filosofi på Københavns Universitet af ren og skær interesse.

»På Filosofi fik jeg kolde fødder. Jeg kunne se to muligheder: Enten blev jeg arbejdsløs, eller også blev jeg sådan en, der tog på filosofikonferencer hele tiden – og jeg var bange for, at jeg i hvert fald ikke var et stort nok geni til at blive en af de store filosoffer. Så jeg gjorde som regeringen bad om og startede på Statskundskab på Københavns Universitet.«

Angsten for hæve-sænkebordet

Kursen var lagt på ny – og ikke for sidste gang, skulle det vise sig. Andreas Kønig fik et studiejob i Skat som »embedsmandstype«.

»Jeg kunne mærke, da jeg sad ved hæve-sænkebordet, at jeg slet ikke kunne holde ud at være på den side af magten. Det var for kedeligt, gråt og trist. Så jeg vendte tilbage til mit gamle kald, journalistikken, og jeg indså, at jeg nu havde noget faglig ballast at lave journalistik ud fra.«

Den faglige ballast kommer ham til gode. Meget af den akademiske teori, som Andreas Kønig var sikker på, at han aldrig ville få brug for »i et eller andet røvsygt ministerie«, bruger han på Føljeton. Ofte bladrer han en bog fra studietidens pensum igennem, inden han spytter en artikel ud.

»Ældrerådet« er ikke bekymret

Når unge mennesker får stort ansvar, finder man af og til folk med korslagte arme, gulnede dåbsattester og det obligatoriske kritiske spørgsmål »hvad med erfaringen?« Det er dog ikke noget, som holder den tidligere chefredaktør og medstifter af Føljeton, Oliver Stilling, vågen om natten:

»Det kan da godt være, at de unge mangler noget ledelseserfaring. Men den får de jo hen ad vejen. Så det bekymrer mig ikke. Desuden er der jo nogen at trække på. Vi har ikke nedsat noget ældreråd, men vi kan stadig give nogle råd,« siger han.

For Oliver Stilling er chefposter også en måde at holde på talenter og belønne dem, når Føljeton som lille medie ikke kan give dem en kæmpe løn. Det gælder ikke kun Andreas Kønig som chefredaktør, men også redaktionschef David Dragsted på 25 år og direktør Søren Ipland på 30. »For en midaldrende mand som mig er det da dejligt at tale med nogen, der er yngre end mig selv,« siger Oliver Stilling, som har været glad for at give ledelsesstafetten videre:

»Der er noget utrolig frisættende i at give magt fra sig. Der er ikke noget værre end at holde på den for at holde på den. Vi har lavet Føljeton, fordi vi kan lide oplysning på et højere plan og er rundet af public service-tankegangen – ikke for at vi selv skal have flotte titler.«

Lønnen fejler nu ikke noget, siger Andreas Kønig:

»Jeg tror, at der er nogle naturvidenskabsfolk eller datafolk, der er kommet ud på den anden side og tjener bedre. Jeg har slet ikke brug for at blive sindssygt rig som 27-årig. Det er ikke så længe siden, at jeg har været på SU, så jeg er stadig vant til at leve forholdsvist billigt. Men min løn er fin.«

De unge og de sultne

Medierne er under forandring, og ifølge Andreas Kønig er tiden moden til at få nogle unge ind på redaktionerne. Han siger, at der sidder et »et ungt, sultent hold af journalister derude« – et hold, som »måske i virkeligheden laver et større arbejde end nogle af de ældre journalister, der har været vant til, at der kom drinksvogn ind klokken tolv, og at der var masser af penge til store reportagerejser.«

Andreas Kønig ser det dog ikke som et enten-eller-spørgsmål. »Vi unge vil gerne bringe noget fandenivoldskhed og nytænkning ind i mediebranchen. Men det handler om at få en god vekselvirkning mellem de forskellige generationer. Det synes jeg, at vi har på Føljeton,« siger han og uddyber:

»Jeg har ikke sat mig i stolen som chefredaktør med en komplet arrogance og en ide om, at jeg ved alt om, hvad der foregår i mediebranchen. Jeg er ikke bange for at sige, når jeg i tvivl. Det synes jeg er et ekstremt vigtigt princip, ikke kun for unge, men for alle.«

Poesien i journalistikken

Én ting, den yngre generation har taget på sig fra den ældre på Føljeton, er skrivestilen. »Den tidligere chefredaktør har brugt enormt meget tid på at sparke ind i hovedet på mig, at det vigtigste er, at det, vi skriver, har en grad af poesi i sig,« siger Andreas Kønig.

Derfor efterspørger Føljeton også nogle bestemte typer. »Vi kan godt lide nørdede, gammelkloge typer. Der bliver kommenteret så meget i medierne, men folk med baggrund i fag som filosofi og idehistorie – fag som tit fremstilles som ubrugelige – kan løfte emner op på en helt anden, mere interessant måde,« siger Oliver Stilling.

Det lader til, at Føljeton får lov at holde på Andreas Kønig noget tid endnu. Han siger, at hans karriereplan er den samme som planen for Føljeton. Det er at få mediet til at vokse sig større og bedre – og ideelt set inspirere andre til at skrive journalistik på en filosofisk måde. For ham vil filosofien og journalistikken nemlig grundlæggende det samme: sætte verden i system og søge sandheden.