Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Anja C. Andersen: »Jeg samler på folk, som inspirerer mig«

Forbilleder — Der er stadig væsentligt færre kvinder i toppen af dansk forskning, end der er mænd. Historisk set er uligheden endnu mere markant. Alligevel rummer videnskabshistorien kvinder, der måske kan ændre fremtiden, hvis vi lærer dem at kende. Anja C. Andersen fortæller, hvordan Jocelyn Bell Burnell banede en vej ind i astrofysikken.

Oppe under loftet på Geologisk Museum har Anja C. Andersen indrettet sit kontor med bogreoler fyldt med avanceret matematik og fysik. Rundt omkring står nipsgenstande, som alle kredser om videnskab, rumfart eller himmelrummet. Fra loftet hænger en lille rumraket og dingler, på reolen sidder en krammebamse formet som rumsonden Rosetta, og over for hendes skrivebord står en dukke af Albert Einstein. Den husker hende dagligt på at tænke sig godt og grundigt om.

Einstein er et af mange forskningsforbilleder for Anja C. Andersen. Dem har hun utallige af, og hver og en har fungeret som vejviser igennem hendes professionelle liv. Der er Uffe Gråe Jørgensen, som besøgte hendes lilleskole i Lyngby, da hun gik i 6. klasse. Med sig havde han billeder fra rumsonderne Pioneer og Voyager, som fik hende til at måbe. Det er den direkte årsag til, at hun ville være astronom, fortæller hun.

Senere kom den langsomt talende og altid piberygende Niels Bohr, som forenede mennesker på tværs af nationalitet og kultur i et internationalt forskningsfællesskab. Der er også professor i glaciologi Dorthe Dahl-Jensen, også kaldet Isdronningen, som var den første kvindelige professor i fysik ved Københavns Universitet. Hende kalder Anja C. Andersen for sin lygte, fordi hun helt konkret viste, hvilke skridt man kunne træde for at blive forsker som kvinde.

»Jeg samler på folk, som inspirerer mig, og så finder jeg ud af, hvad jeg kan lære af dem,« siger hun.

Men den måske vigtigste skikkelse for Anja C. Andersen er den irske astrofysiker Jocelyn Bell Burnell.

»Hun var én af de første kvinder i astrofysikken, som fik en glorværdig karriere. Hun blev en slags ledestjerne, fordi hun viste mig, at der var en sti over sumpen. Uden hende havde jeg muligvis opgivet at blive forsker,« siger Anja C. Andersen.

LÆS OGSÅ: Trine Dahl-Jensen vil have flere kvinder i forskning

Små grønne mænd

Jocelyn Bell Burnell er ikke en af de glemte kvinder i forskningshistorien, siger Anja C. Andersen, hun har været til debat siden sin samtid. Det skyldes, at hendes feltarbejde og forskning som ph.d.-studerende var direkte årsag til at hendes vejleder modtog Nobelprisen i fysik i 1974.

I 1960’erne var man så småt begyndt at producere radioteleskoper, som kunne modtage signaler fra Mælkevejen. En stor del af Bells ph.d.-projekt gik ud på at banke høje pæle i en mark og trække wire mellem dem for at skabe en modtager.

»Den lignede et enormt tørrestativ spredt ud over en mark. Efterfølgende måtte hun sidde i et lille skur og fryse, fordi hun skulle skifte datapapir hvert 20. minut. Hun var ekstremt ihærdig og prisværdigt vedholdende.«

I skuret opdagede Bell, at der kom et besynderligt signal, når radioteleskopet passerede et bestemt sted på himlen. Men i stedet for at ignorere det, der lige så godt kunne være teknisk problem, noterede hun signalet med bogstaverne LGM – Little Green Men.

Det signal viste sig at være pulsar fra hurtigroterende neutronstjerner, og det var den opdagelse hendes ph.d.-vejleder Antony Hewish modtog Nobelprisen for i 1974.

»Man kan diskutere, og det gør man stadig, hvad man gør, hvis en ph.d.-studerende laver noget banebrydende. Det var hendes vejleders projekt, og han betalte hendes løn, men det var jo teamwork på smukkeste vis. Hun gjorde alt det, en forsker skal kunne. Hun undrede sig og undersøgte det, og han nævnte hende ikke engang i sin nobelpristale.«

Cowboybukser og fedtet hår

Anja C. Andersen voksede op i et hjem, hvor alt var muligt. Det var bongotrommer og rytmepædagogik på lilleskolen. Det var cowboybukser, islændersweater, fedtet hår og træskostøvler.

»Mine forældre sagde, at drenge og piger kunne det samme. Så når min onkel spurgte, om piger kunne finde ud af fysik, sagde min far, at han var en idiot, og at jeg ikke skulle lytte til ham. Min mors største ønske var, at min bror og jeg, fik den uddannelse, hun aldrig selv kunne tage,« siger Anja C. Andersen.

Men på trods af 70’er-familiens lighedsideal blev hun både i gymnasiet og på universitetet konfronteret med en gammeldags tankegang. Hun mindes dengang hun fortalte sin fysiklærer, at hun ville være astronom. Det kunne han kun fraråde, fordi det altså var meget svært.

Og dengang på andet studieår, hvor hendes forelæser i kvantemekanik fortalte, at kun 25 procent af de studerende i auditoriet havde, hvad der skulle til for at blive fysiker. Og at han endnu havde til gode at se en kvinde blandt dem. Det var i 1985.

»Hver gang jeg fik at vide, at jeg ikke opførte mig som eller lignede en fysikstuderende, blev jeg gjort opmærksom på, at jeg var forkert. Derfor var sådan en som Jocelyn Bell Burnell supervigtig. Hun blev en fiksstjerne som viste, at man ikke kunne være forkert.«

For omkring ti år siden mødte Anja C. Andersen første gang sit forbillede. Hun var inviteret som gæstetaler til en konference i Royal Astronomical Society i London, som Bell dengang var forperson for.

»Hun er den første og eneste kvinde, der har været forperson i den hæderkronede organisation med plus 400 år på bagen. Jeg var enormt starstruck.«

Blå bog

Anja C. Andersen (f. 1965) er professor i astrofysik ved Niels Bohr Institutet. Ved siden af arbejdet som forsker i stjernestøv har hun afholdt foredrag, skrevet bøger om himmelrummet og været medvært på UFO-podcasten ‘Flyvende Tallerken’.

Da Bell studerede sin bachelor på University of Glasgow var de en gruppe kvinder, som fulgtes ind i auditorierne, fortæller Anja C. Andersen. Det gjorde de, fordi de mange unge mænd hujede, stampede og piftede, så snart de trådte ind i lokalet. Kvinderne tog ydmygelsen i samlet flok. Men da Bell begyndte på kandidaten, var de andre kvinder forduftet.

»Hele menageriet lærte hende to ting, har hun fortalt: at kontrollere sin rødmen og at se fuldstændig cool ud i ubehagelige situationer. Hun har stået igennem alt det, fordi hun elskede matematik og fysik. Det kræver mandsmod og hjerte. Den barriere har hun og en masse andre kvinder brudt til fordel for mig, og det er jeg evigt taknemmelig for.«

Til middag hos

Anja C. Andersen mener selv, at hun er væsensforskellig fra Jocelyn Bell Burnell. Bell skubbede til fordomme og rykkede ved ældgamle institutioner, men uden at gøre et stort rabalder ud af det. Hun beviste, at hun kunne forske på højeste niveau, men var aldrig selvhævdende. Og så råbte hun ikke højt om de uretfærdigheder, hun oplevede.

Modsat har Anja C. Andersen været meget eksplicit i ligestillingsdebatten i forskning. Hun har været forperson for Kvinder i Fysik, mødt diverse forskningsministre og har, ifølge hende selv, »råbt højt for flere kvinder i videnskab og været med i et hav af ligestillingsudvalg.«

»Jeg beundrer, at Burnell gik sin helt egen vej i en tid, hvor videnskab ikke var for kvinder. Men jeg er også dybt inspireret af hendes faglighed og hendes måde at arbejde på. Når hun ser noget usædvanligt, bider hun sig fast. Hvis man har et datapunkt, som ikke ligger, hvor det burde, skyldes det 99 ud af 100 gange, at man har lavet en fejl. Et eller andet åndsvagt og lavpraktisk. Men det kendetegner en god forsker, at man aldrig smider data væk,« siger Anja C. Andersen, og nævner i en bibemærkning at Irène Joliot-Curie målte neutronen i et datasæt, uden hun selv opdagede det.

I mellemtiden er Anja C. Andersen selv blevet en rollemodel for aspirerende astronomer. Folkeskoleelever skriver og ringer til hende for at høre, hvad det kræver at læse fysik og matematik. Enkelte har sågar spurgt til lønnen og arbejdsløsheden, fordi deres forældre ikke mente, der var penge i astrofysik. Hun forsøger altid at svare, for man vælger ikke selv at blive en rollemodel, siger hun – det er noget, man må tage på sig.

I maj i år fik Andersen igen mulighed for at møde Jocelyn Bell Burnell. Bell skulle tale til Bloom, en festival om natur og videnskab, og Anja C. Andersen skyndte sig at sende en middagsinvitation.

Det blev til fire dage i København, hvor Anja C. Andersen viste byen frem. Programmet til festivalen blev ændret, så de to fysikere skulle have en samtale fra scenen, og en aften spiste de middag sammen, hvor Anja C. Andersen havde inviteret sine studerende.

»Af en eller anden grund meldte alle de unge mænd afbud, mens samtlige kvinder droppede alt for at møde Jocelyn. Vi endte med at være 12 kvinder og min bedre halvdel som den eneste mand. Han serverede mad og kaffe,« siger Anja C. Andersen.

»Jocelyn Bell Burnell gik grueligt meget igennem på ph.d.-studierne, hun fik ikke nobelprisen, men det er gået hende rigtig godt alligevel. Hun er blevet hædret og anerkendt, hun har vundet priser og vigtigst af alt: hun har fået lov til at forske. Hun viste mig, at man kan være et rart og venligt menneske og samtidig tilpas målrettet og ustoppelig.«

I forbindelse med kulturfestivalen Golden Days kan du opleve Anja C. Andersen og andre kvindelige forskere fortælle om deres kvindelige forbilleder fra forskningshistorien under titlen Min Dronning. Arrangementerne er gratis og foregår på Café Europa.

Annonce

Seneste