Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Anja C. Andersen: »Vi er i et samfund, hvor det bare er en lille smule federe at være mand«

Feminisme — »Så fiks det dog,« tænker Anja C. Andersen tit. Hun ser fremskridt i universitetets indsats for ligestilling, men hun er »mega frustreret« over, hvor langsomt det går.

8. marts er for mig et tveægget sværd. Det er super fedt, at man kan bruge dagen som et termometer, hvor vi kan vurdere, hvor langt vi er fra vores mål om ligestilling, og hvad vi skal gøre for at nå dem.

Men jeg synes også, dagen er lidt deprimerende. Lige præcis den 8. marts kan aviser og kulturinstitutioner pludselig finde rigeligt med kvindelige journalister, kunstnere, erhvervsledere, eller hvad det måtte være. Så er det, som om de sætter et lille flueben: ’Nu har vi promoveret kvinder, og så kan vi godt falde tilbage og gøre, som vi plejer’ … Men nu har I jo lige vist mig, at I kunne gøre det anderledes, så bliv dog for pokker ved med det!

Jeg betragter mig selv som feminist. Faktisk bliver jeg altid overrasket, når folk siger, at de ikke er feminister, for det er alligevel ret hardcore at være imod lige rettigheder for mænd og kvinder.

Debatten er blevet meget bedre i de 20+ år, jeg har blandet mig i den. Tidligere var den meget personlig. Jeg har diskuteret med mænd, der følte sig personligt ramt og sagde: ’Jeg slår ikke min kone, og jeg henter mine børn to gange om ugen,’ hvor man tænkte: Tillykke med det! Det er ikke det, vi diskuterer. Det handler ikke om dig og mig. Det handler om strukturerne! I dag synes jeg, folk er gode til at holde debatten på et mindre personligt og mere akademisk niveau, hvor vi vender tallene og har en fælles forståelse af, at det er et komplekst problem.

På universitetet er der nogle ting, der går forrygende, og så er der ting, der går virkelig, virkelig trægt. Det er godt, at vi er begyndt at tage problemet seriøst, men jeg er også mega frustreret og mega irriteret over, at det går så langsomt. Jeg kan nogle gange have det sådan: Jamen, så fiks det dog! Det er ikke særlig svært. Hvis man gerne vil have flere kvinder på universitetet, skal man ansætte flere kvinder. Det er ikke en kompliceret ligning.

Vi befinder os bare i et samfund og i en kultur, hvor det at være en mand er en lille smule federe. Det er ikke sådan, at der sidder horder inde på universiteterne og tænker: Nu skal vi barrikadere dørene for kvinder, så de ikke kommer ind. Der er ikke aktiv modstand mod at ansætte kvinder. Men der er en ubevidst bias, som vi alle sammen ligger under for.

Konkurrencen om at komme fra ph.d.-niveau til fastansættelse på universitetet passer bedre til mænd end kvinder. De er måske bedre til at sælge sig selv end kvinder – eller også er de lidt mindre selvreflekterede. Mænd er lidt mere modige, har lidt mere kant … der er ikke grænser for, hvad mænd er, som tæller positivt. Mens kvinder er lidt mere forsigtige og oftere møder en skepsis: Har hun det, der skal til?

Jeg var overrasket over, hvor mange mennesker der var skeptiske, da jeg som gymnasieelev sagde, at jeg gerne ville læse fysik og astronomi på universitetet: Er det ikke svært? Er du dygtig nok til det? Er det nu noget for piger?

Da jeg var startet på studiet, var der en underviser, der skældte mig og en medstuderende ud under nogle laboratorieøvelser: »Ej, sådan nogle piger som jer, I egner jer slet ikke til at læse fysik,« sagde han. Vi stod bare der og kiggede os over skulderen og tænkte: Er det os, han taler til? Jeg håber, det har ændret sig for de kvinder, der læser fysik i dag. Nu er jeg en af underviserne, og der er nok en tendens til, at man synes, det hele er blevet rimeligt og retfærdigt, når man selv sidder på den anden side af det grønne klæde.

Jeg tror i hvert fald, det er meget vigtigt at lave inkluderende studiemiljøer for alle, uanset køn. For hvis man som studerende bliver udsat for mere kritik end ros og får at vide, at man burde lave noget andet, så skal man være ualmindeligt hårdhudet for at tænke, at jeg skal da bare fortsætte i den her branche.

Annonce

Seneste