Da Shila Pourdeylami var lille, fik hun at vide, at hun ikke var velkommen i Danmark. Derfor handler hendes feministiske kamp også om at udrydde racisme

Når jeg hører ordet feminisme, tænker jeg på hvid feminisme. Hvide kvinder. Derfor er det vigtigt for mig at understrege, at jeg er intersektionel feminist. Det betyder, at for mig handler feminisme ikke kun om kvindekampen. Det handler lige så meget om minoritetskampen, om kampen mod tykfobi, homofobi og så videre. Feminisme er en klassekamp og en ligestillingskamp. En kamp mod sexisme og racisme.

Hvorfor er jeg intersektionel feminist? Fordi jeg på egen krop har følt, hvordan samfundet ikke ligestiller mig med andre. Jeg er ikke engang ligestillet med mine hvide, kvindelige medstuderende på Jura. Det føler jeg, fordi jeg altid har skullet retfærdiggøre min tilstedeværelse og min personlighed. Når jeg har råbt for højt og haft en holdning i den offentlige debat, i skolen eller andre steder, er jeg blevet kaldt aggressiv. Jeg tror slet ikke du forstår, hvor mange gange jeg er blevet kaldt aggressiv. Andre gange er folk gået ud fra, at jeg bliver undertrykt, fordi jeg er muslim. Jeg tror, det skyldes blandingen af, at jeg er kvinde og brun. Det hjælper, at jeg har en dansk kæreste. Når vi går på gaden sammen, lader det ikke til, at der er så mange, der tænker over, at jeg har en anden hudfarve. Når jeg går alene, kan jeg faktisk godt føle mig utryg af og til.

Da mine forældre kom til Danmark, var det en anden tid. Min far kom hertil fra Iran i 80’erne for at finde arbejde. Mine forældre fik heldigvis dansk pas med det samme, og det har sparet mig for mange af de kampe, som mine venner og min familie nu går igennem. Et eksempel er min kusine, som har boet her, siden hun var ti år gammel og ikke har fået dansk pas endnu. Under coronapandemien rejste hun til Iran for at besøge sin mand, men blev fanget dernede på grund af restriktioner. Der gik for lang tid, inden hun kunne komme hjem igen, og hun havde ikke permanent opholdstilladelse, så nu har hun fået frataget den. Når hun skal til lægen, skal hun møde ind ved Sandholmlejren. Jeg tænker bare: »Hvad fuck snakker I om, hun har altså boet her, siden hun var ti år gammel!«

Det gør ondt at se, hvor forskelligt danskere behandler hvide og brune flygtninge. Min mor har en frivillig organisation, hvor hun arbejder med syriske flygtninge. Så jeg har haft dansk flygtningepolitik tæt inde på livet i mange år. Jeg har set, hvordan de syriske flygtninge har skullet kæmpe hårdt for at blive anerkendt i det her samfund, men stadig ikke bliver det. Måske har situationen med krigen i Ukraine også lidt sværere ved at røre mig, fordi krig og forfærdelighed altid har spillet en rolle i mit liv. Min far var med i den første golfkrig og har et kæmpe ar på maven derfra. Han taler ikke så meget om det. Men det ville jeg ønske, at han gjorde.

»Folk der er brune og med mørkt hår, må ikke komme ind i børnehuset.« Det var der engang en pige, der sagde til mig i børnehaven. Vi havde et legehus i børnehaven, og jeg kan tydeligt huske en dag, hvor jeg ikke fik lov til at komme ind med den her begrundelse. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg ikke lade være med at tænke ‘shit, hvad er det, du har hørt derhjemme, som har gjort, at du har haft sådan en tanke?’. Det er den slags oplevelser med racisme fra min barndom og mine teenageår, som har gjort mig til intersektionel feminist. Der var også engang i gymnasiet, hvor jeg fik alle mine ting sat uden for døren, fordi jeg »ikke var velkommen,« ifølge en af drengene i klassen. Alle synes, at han var for latterlig, men det er alligevel den slags, der sætter sig i en.

Jeg bruger kvindernes kampdag på at hædre min mor. Det er en tradition for mig at stoppe op og tænke på de kvinder, der har været skelsættende i mit liv. Hun har kæmpet en enorm kamp for at give mig og mine søskende et bedre liv. Så for mig symboliserer 8. marts min mor. Det er en anerkendelse af, at der har været kvinder før mig, som har gjort det nemmere at være kvinde i dag. Min mor kom til Danmark, da hun var 17 år og hverken kendte sproget eller kulturen. Nu har hun lært sproget så godt, at mine søskende og jeg er blevet vildt dårlige til arabisk og persisk.

Jeg har brug for flere brune, kvindelige forbilleder. Første gang jeg tænkte på, at vi har for få kvindelige ledere, var da Helle Thorning blev statsminister. Jeg kan huske, at jeg havde sådan en rigtig wow-følelse i kroppen: en kvindelig statsleder – vildt! Jeg fik øjnene op for, hvor meget det faktisk betyder at have nogen at spejle sig i. Vi mangler stadig nogle grupper på den front. Vi har fået flere kvinder frem, men vi mangler flere minoriteter og flere queer-personer. For mig har debattøren Natasha Al-Hariri betydet meget, fordi hun var den første minoritetsperson, som jeg kiggede på og tænkte ‘fuck, du er sej’. Hun havde læst jura og var mega cool, så jeg tænkte bare ‘det skal jeg også.’

Jurastudiet er meget hvidt. Så på den måde, er det overhovedet ikke diverst. Men der er mange kvinder. Flertallet, faktisk. Desværre kan man allerede på studiet se, hvordan mænd og kvinder tager kønsstereotype valg, når de skal specialisere sig. Mange kvinder lader til at vælge det offentlige som arbejdsplads, når de skal have studiejob og tager de mere bløde valgfag. I Rigspolitiet, hvor jeg er studentermedhjælper, er der nærmest kun kvinder i afdelingen. Imens specialiserer mændene sig inden for ting som selskabsret og bank- og finansret. Jeg tror desværre, at der skal en større kulturændring til for at ændre på den interesseopdeling. Så der er ikke meget, instituttet kan gøre på den front. Til gengæld kunne de godt blive bedre til at kommunikere, hvor man kan henvende sig, hvis man oplever noget grænseoverskridende i undervisningen eller til en fredagsbar. Det tror jeg kunne få flere til at føle sig hørt og taget hånd om.

Læs også Niels Bohr Institutets administrationschef er feminist og vil mobilisere dygtige kvindelige ansøgere