Anmeldelse: Generation gejst

‘Generation’ er et svært begreb. Det har noget at gøre med alder. Men hvad der ellers ligger i det, er et åbent spørgsmål.

Generationsbegrebet er for eksempel klasseblindt. 68’er-generationen var egentlig slet ikke en rigtig generation. Det var et segment af unge, urbane middelklassemennesker i 1960erne, der fik gode uddannelser. Dem i samme generation, der blev hjemme i provinsbyen og blev håndværkere, fik aldrig lov at kalde sig 68ere. Hvad er det så, der forener en generation? Ja, det er ikke godt at vide.

Siden generationen over dem alle, 68’erne, blev gammel og bedrevidende har det været en fast institution i den offentlige debat at klage over, hvordan efterfølgende, yngre generationer har spildt deres tid på at dalre rundt uden at være en ordentlig ‘generation’. Man har talt om ‘MTV-generationen’, ‘Generation fucked-up’ og andre mere eller mindre nedladende betegnelser for at minde yngre mennesker om, hvor bedre alting var i gamle dage; dengang man gjorde oprør mod gamle professorer, var helt vildt politisk aktive og hørte spændende beat-musik, mens man gik i tyrker-snabelsko og havde fjollet hår.

Heldigvis er det ikke alle, der lader sig narre og køber forfaldsmyten om, at alt er gået ned af bakke siden man var ung i 1960erne. Fra tid til anden slår nogen et slag for deres egen generation. Det har Olav Hesseldahl og Christian Lildholdt Jensen fra min egen generation, 80’er-generationen, nu gjort i en antologi med den tidsåndelige titel Gejst. Det er en gratis online, såkaldt generationsantologi, der samler 15 bidrag fra 25 ildsjæle født i 1980erne. Ud over deres alder har disse bidragydere det til fælles, at de alle har gang i et eller andet, der kan siges at være samfundsengagement.

En generation er jo først værdig, hvis den engagerer sig i samfundet. Ellers får den de sædvanlige kedelige betegnelser påklistret af ældre, sure mennesker (som for eksempel staklerne fra ‘Generation nå’).

Generationen, der ikke lærte at sætte tegn

Jeg er selv fra samme generation, født i 1981, og det er forfriskende at holde en bog i hånden, der udelukkende er skrevet af folk på min egen alder, der nu er trådt ud i samfundet, og er begyndt at blive set og lagt mærke til. Vi er jo den mindste generation i nyere tid. P-piller, abort og skilsmisser var i høj kurs, da vi blev født. Vi har derfor en stor risiko for at blive glemt og overset. Det er rart at blive mindet om, at flere allerede er i fuld gang med at gøre et navn af sig selv.

Læser man Hesseldahls og Lildholdt Jensens indledning til antologien, er det desværre ikke følelsen af stolthed over ens generation, der er det første, der rammer én. Man bliver derimod påmindet om en af vor generations store fiaskoer: Vi er håbløse til at sætte kommaer. Nogle ældre, samfundsengagerede mennesker mente nemlig, at de skulle genopfinde kommaet, da vi var små og gik i skole. Det betød alle mulige nye kommaregler, som ingen nogensinde fattede. Mange fra min generation valgte desværre at give helt op.

Hesseldahl og Lildholdt Jensen formår at lave flere kommafejl på en enkelt side, end 68-generationen formentlig gjorde på et helt årti. Det er en dårlig start.

Og den er desværre kendetegnende for antologien, der ikke ser ud til at være blevet ordentligt korrekturlæst og redigeret. Flere bidrag har underlige sætninger, mærkelige formuleringer og kommafejl, der burde være blevet rettet af en årvågen redaktør og korrekturlæser.

Solide, konkrete, ædru

Men det skal selvfølgelig ikke komme an på det. Jeg er villig til at give min generation lang snor. Og bogen har ved gud flere interessante bidrag fra personer, der har gang i spændende projekter. Bogens første bidrag er for eksempel skrevet af de to statskundskabsstuderende Christian Damholt og Uffe Lembo, der fortæller om deres borgerinitiativ Skift Bank Dag.

De har noget på hjerte: De vil gerne have, at folk skifter bank. At man tager sin rolle som kunde alvorligt og bruger den magt, man nu engang har via markedet, til at gøre en forskel. Det er utrolig interessant læsning. Deres bidrag er velskrevet, tilpas idealistisk (uden at blive tosset) og gør én klogere på, hvad der er op og ned i bankernes verden.

Historiker Jens Lei Wendel-Hansen har også et godt og ædrueligt indlæg om, hvorfor vi ikke bør opgive nationen. Det er godt nok lidt konservativt, men det er til gengæld konkret, seriøst og velargumenteret. Det samme kan siges om Rokoko-postens stifter Mikkel Anderssons indlæg, der fortæller om hans eget falske nyhedssatiresite, og hvordan det hænger sammen med en generel krise i journalistikken. Det er også sobert og konkret, og har i øvrigt den bonus at være velskrevet.

Modellen Ida Burchardi har desuden skrevet et fint indlæg, hvor hun fortæller læseren om sit eget bøvl med at stifte en fagforening i modelbranchen. Det har været op ad bakke med spiseforstyrrelser og identitetskriser. Hendes indlæg er lærerigt og giver et sjældent indblik i en branche, man mest kender fra klichéernes rodebunke. Respekt til hende.

Flyvske tanker og irriterende præk

Men der er desværre også en masse retningsløse indlæg, som man ikke ved, hvad man skal gøre af. Man får fornemmelsen af en laissez-faire-tilgang til redigeringen. De bedste indlæg i antologien handler om konkrete, afsondrede problemer, som virkelige mennesker fra min generation har håndteret og engageret sig i, og efterfølgende endda formået at gøre sig læseværdige tanker om.

De dårlige indlæg handler om flyvske, uhåndgribelige problemer, som folk fra min generation har ligget og rodet rundt med uden at gøre sig nogen væsentlige tanker, der er værd at læse om. Her er der bare for mange ukonkrete og utopiske indlæg om klimakrise, fattige mennesker i ulande, økonomiske teori, Danmark som vidensnation og internetaktivisme. Det bliver for svævende og fjernt i for mange af indlæggene. Der har masser af gode intentioner, men alt for mange opfordringer, belæringer og verdensfjerne drømmerier.

Det trækker desværre nedad og gør Gejst til en blandet fornøjelse.

De unge vil også bestemme, hvad en god generation går ud på

Der findes i øvrigt en dårlig tendens i megen litteratur henvendt til generationer, der fortjener at blive nævnt her på falderebet. Det er tendensen til at skrive bredpenslede analyser koblet med opdragende, selvfede opråb om handling og engagement – typisk med nogle udråbstegn hist og her. Det er arven fra 68 igen: Man anlægger det sædvanlige syn på, hvad en god generation er for en størrelse. Det er sådan en, der gør en forskel og sætter spørgsmålstegn ved ting. Og så går man straks i gang med at skælde sin generation ud for ikke at leve op til alle disse klichéer – typisk ved at påpege, at folk ser for meget tv.

Her må man placere den tidligere formand for Nydansk Ungdomsråd og nuværende folketingskandidat for det Radikale Venstre Samira Nawas indlæg. Det er simpelthen en arketype af en generationskliché. Det er alt sammen skrevet i vi-form og nærmest konsekvent i imperativ. Her er et eksempel: »Vi glemmer, at enhver generation har et ansvar at leve op til – i første omgang handler det for os om at tage ansvar for at briste boblerne og lade fordommene udfordre.«

Jamen dog. Vores generation ville jo være fortabt, hvis det ikke var for Samira Nawas kyndige vejledning.

uni-avis@adm.ku.dk