Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Anne ved ikke, hvem der har stalket og chikaneret hende: »Jeg føler, jeg har bind for øjnene«

Udsat — I flere måneder sms’ede og ringede en mand til Anne og delte sine seksuelle fantasier om, hvad han og Annes mandlige kolleger på Københavns Universitet gjorde ved hende. Og det stoppede ikke der.

»Jeg har hele tiden insisteret på, at jeg er faglig. Jeg er menneske, før jeg er kvinde. Hvis jeg står frem med det her, klæber det til mit navn, og jeg er bange for, at det vil nedkalde flere forbandelser.«

Sådan siger mennesket foran mig, for jeg har spurgt hende, om hun vil fortælle sin historie, og det vil hun gerne, men jeg må ikke skrive hendes navn. Jeg må ikke skrive, hvilken del af Københavns Universitet hun arbejder på. Jeg må ikke skrive, hvordan hun ser ud.

Så her er et navn, som ikke er hendes: Anne. Det kalder vi hende i denne artikel.

Anne arbejder på Københavns Universitet, blandt andet som underviser, og hun skrev en mail til mig inden sommerferien. Jeg havde netop skrevet en kort nyhed på Uniavisens hjemmeside om, at 86 ansatte havde oplyst i den seneste arbejdspladsvurdering, den såkaldte APV, der foretages hvert tredje år, at de inden for det seneste år havde været udsat for seksuel chikane. Anne skrev til mig, at hun var en af de 86. At hun, i de fem år hun har arbejdet på universitetet, har oplevet tre tilfælde af, hvad rapporten kalder ’uønsket seksuel opmærksomhed’.

Det måtte jeg gerne skrive, men »helst uden mit navn, for jeg synes faktisk, det er pinligt, selv om intet af det er min skyld,« afsluttede hun mailen.

Stalkeren færdes på campus

I december 2014 var Anne lige begyndt på sit nye job på Københavns Universitet. På en – for hende i hvert fald – helt tilfældig dag modtog hun nogle sms’er fra et nummer, hun ikke kendte.

»Beskederne er dybt seksuelle fra begyndelsen,« siger hun, »og jeg svarer: nej tak, er du sød at lade være med at kontakte mig.«

Men det fortsatte. Hun blev ved med at sige fra. Nummeret begyndte at ringe. Hun kunne ikke genkende mandestemmen i den anden ende af røret. Han ringede, når hun stod og lavede morgenmad til sine børn, han ringede, når hun lå i sengen med sin mand om aftenen, han ringede, når hun var i bad.

Jeg ved ikke, hvem manden er, jeg kan ikke kende hans stemme i telefonen. Jeg begynder at gå og lytte efter den på gangene. Jeg lytter til mine kollegers stemmer, til de studerendes.
*Anne, ansat på Københavns Universitet

»Det er overalt, og i de situationer, hvor jeg normalt følte mig tryg, føler jeg mig ikke længere tryg. Til sidst begynder jeg at ryste, bare jeg modtager en sms.«

I begyndelsen vidste Anne ikke, at var er en forbindelse til Københavns Universitet, men på et tidspunkt begyndte manden at flette Annes arbejdsplads ind i de seksuelle fantasier. Han skrev, hvad han forestillede sig, at hendes mandlige kollegaer gjorde ved hende.

»Jeg ved ikke, hvem manden er, jeg kan ikke kende hans stemme i telefonen. Jeg begynder at gå og lytte efter den på gangene. Jeg lytter til mine kollegers stemmer, til de studerendes, og jeg håber inderligt, at det ikke har noget med mit arbejde at gøre, for jeg er så glad for mit job.«

På sin fødselsdag i september 2015 mistede hun håbet om, at stalkeren kom udefra. Hun havde nogle store runde øreringe på, som han beskrev i en seksuel fantasi, han sendte på dagen. Hun havde ikke købt ind på vejen, og hun var ikke stoppet på tanken.

»Han lader mig vide, at han har set mig den dag. Jeg får en fornemmelse af, at han er tættere på, end jeg har anet, og jeg kan ikke mere. Min fødselsdag er ødelagt, jeg sidder og tuder ved mit skrivebord, og jeg føler, at jeg er faldet igennem.«

Anne havde på dette tidspunkt talt med sin tillidsperson om stalkingen, og nu gik hun også til sin leder. Hun var så påvirket, at det gik ud over hendes indsats på jobbet. Derefter tog hun kontakt til Dansk Stalking Center og til politiet.

100.000 stalkes årligt

Justitsministeriet foretog i 2018 en befolkningsundersøgelse, der konkluderede, at op mod 100.000 danskere hvert år oplever stalking. Stalkerne kan inddeles i tre forskellige typer; cirka en tredjedel er en tidligere nær relation, for eksempel en tidligere partner eller et familiemedlem, cirka en tredjedel er en bekendt, for eksempel en nabo eller en kollega, og cirka en tredjedel er en fremmed.

Helle Hundahl er psykolog og souschef i Dansk Stalking Center, der tilbyder rådgivning til personer, der er udsat for stalking, og behandling af udøvende stalkere.

Hun siger, at det særlige ved stalking er, at det ofte er en underlig blanding af noget, der virker helt almindeligt: en henvendelse – det kan være sms’er, telefonopkald, at få tilsendt blomster, at møde personen konstant, uanset hvor man går hen – og noget truende, fordi der kommer så mange henvendelser i træk, så det begynder at blive ubehageligt. Den umiddelbare almindelighed kan gøre det svært for de udsatte at møde forståelse i omverdenen.

Man er aldrig sikker. Derfor afføder stalking reaktioner som hos personer, der har været i krig, altså PTSD.
Helle Hundahl, psykolog ved Dansk Stalkingcenter

»Folk tænker måske: Hvor slemt kan det være at modtage nogle sms’er? Det er slemt. At blive stalket giver en utryghed, som er mere omfattende, end man tror,« siger Helle Hundahl:

»Det foregår i alle ens livsområder, blandt andet på grund af internettet og mobiltelefoner, så man har ikke fred nogen steder. Man er aldrig sikker. Derfor afføder stalking reaktioner som hos personer, der har været i krig, altså PTSD.«

Da Anne talte med Dansk Stalking Center, opdagede hun, at hun ikke burde have svaret sin stalker, at hun ikke burde have sagt fra gang på gang.

»Jeg har altid fået at vide som kvinde, at jeg skal sige klart fra. Og til. Så jeg troede, det handlede om at være klar i spyttet. Det gjorde det ikke,« siger hun.

Anne skiftede sit 15 år gamle telefonnummer ud med et hemmeligt, hun fik hemmelig adresse, hun blev slettet fra universitetets interne telefonsystem Lync og fra Københavns Universitets andre databaser. Stalkingen stoppede, men »jeg føler, han vinder,« siger Anne.

Ignorer stalkeren, men gem beskederne

I 2016 var første gang, Anne krydsede boksen ‘uønsket seksuel opmærksomhed’ af i APV’en. I år gjorde hun det igen.

09.31: Hej meget inspirerende foredrag forleden!!!
09.37: Har lyst til mere
09.49: Ved hvilken frækkert du er i sengen…
09.52: Dine bryster er så lækre
09.56: Du er så fræk til undervisning

En onsdag formiddag i efteråret 2018 modtog Anne den række beskeder på WhatsApp. Få dage inden havde hun holdt en åben forelæsning på universitetet. Hun skyder på, at 60-70 mennesker var til forelæsningen, og hun synes, hun fik set alles ansigter. Der var et billede af en mand på WhatsApp-profilen, men ham så hun ikke til forelæsningen, så hun tror ikke, personen, der skrev, er manden på billedet. Der var også et telefonnummer tilknyttet profilen, men det var til et taletidskort.

»Jeg mærker angsten, min krop reagerer sådan: fuck, nu ruller det igen.«

Efter sin kontakt med Dansk Stalking Center i 2015 vidste Anne, at hun skulle lade være med at svare på beskederne, og det virkede – beskederne stoppede efter en uge.

Helle Hundahl fra Dansk Stalking Center bekræfter, at det er vigtigt at undgå kontakt. Er der tale om en fremmed, bør man undlade at svare eller sige klart fra en enkelt gang, er der tale om en, man kender, skal man svare én gang.

»Man skal sige: Jeg vil ikke have kontakt med dig. Og kun én gang,« siger Helle Hundahl.

»Der er flere grunde til, at man ikke skal blive ved. Dels er det lovgivningsmæssigt ikke stalking, hvis der er en dialog frem og tilbage, uanset hvad den indeholder. Dels ved vi noget om, hvad der driver stalking, og det kan være et ønske om kontakt, selv om det er negativ kontakt. ‘Nu skal du holde op’ og ‘lad mig være’ føles også som kontakt, og det kan nære stalkerens besættelse.«

Helle Hundahl siger også, at det er meget vigtigt at dokumentere al kontakt fra stalkeren, selv om det kan være svært at gemme uønskede beskeder. Hvis man på et tidspunkt vil anmelde stalkingen til politiet, skal man nemlig kunne vise et mønster af gentagne henvendelser.

En falsk datingprofil

I december loggede Annes eksmand og far til deres fælles børn på hjemmesiden Scor.dk. En profil med et billede af Anne og detaljer om hendes fritidsinteresser dukkede op. Eksmanden ved, at Anne er gift, og da profilteksten også var fuld af stavefejl (Anne staver korrekt), tog han kontakt til Scor.dk og meldte profilen som falsk.

I profilteksten stod blandt andet: »Jeg søger en sød yngre fyr til sjov og leg. Er ikke til bæ,SM og den slags, men ganske almindelig god gedin sex.«

»Jeg aner ikke, hvor længe profilen har ligget der, og jeg ved ikke, hvad den har været brugt til,« siger Anne.

Profilbilledet af hende var fotograferet fra siden, hun kiggede ikke ind i kameraet. Billedet var ikke Annes, det var ikke et gammelt facebookbillede eller hendes medarbejderbillede. Billedet var taget på Københavns Universitet. Hun kunne genkende rummet i baggrunden, et lokale, der både bliver brugt til møder med kollegaer og til undervisning. Hun kunne se, at personen må have stået maksimalt et par meter fra hende, da det blev taget.

»Den, der har lavet profilen, har været under to meter fra mig,« siger Anne. »Hvis bare det var en eller anden skør kule, men det er en, der har været så tæt på mig, og det er på mit arbejde, igen. Det stresser mig helt vildt. Jeg ved ikke, om det er en studerende, der er vred efter en eksamen, eller en kollega.«

Profilen blev fjernet fra Scor.dk, men Anne ved ikke, om der er blevet oprettet en ny, eller om der ligger falske profiler med hendes navn og billede andre steder på internettet. Hun forsøgte at lave en række søgninger for at se, om hun dukkede op flere uønskede steder. Hun overvejede også at skrive ud på Facebook, at hun var blevet misbrugt på nettet, men hun havde »ikke lyst til at være hende, der blev chikaneret. Jeg vil ikke have den historie.« Hun var desuden i kontakt med politiet.

»Jeg føler, jeg er til grin. At jeg er udstillet uden at have en chance for at forklare mig. Jeg har voksne børn, tænk, hvis de finder mig på sådan en side. Det var svært nok at skulle gå hjem til min mand og forklare ham, at nu lå jeg der.«

Anne skammer sig. Hun synes, det er pinligt, at hun oplever disse ting. Hun føler ikke, at hun lykkes som underviser, når der er nogen, der ikke kan se hendes faglighed for hendes køn – på trods af, at hun, som hun selv udtrykker det, »har skruet helt ned for den knap, kvinder kan skrue på.« Hun går i store sweatre, hun siger, hun har tænkt sig om, selv om hun ikke synes, det bør være nødvendigt.

Ofre for stalking føler skam

»Næsten alle vender blikket mod sig selv,« siger Helle Hundahl fra Dansk Stalking Center. Hun møder skammen hos stort sit alle stalkingudsatte.

»Stalking er stadig meget tabubelagt, og den manglende forståelse fra omverdenen – en kommentar som: du burde da føle dig smigret, eller: måske skal du gå mindre udfordrende klædt – kan være med at pege på den udsatte. Det er victim blaming, ligesom vi ofte har set det i voldtægtssager.«

Det er vildt, hvad man kan blive udsat for som kvindelig underviser. Hvor sårbar man er. Jeg har brug for, at folk ved, hvad der foregår.
*Anne, ansat på Københavns Universitet

Helle Hundahl siger, at det gør, at mange ofre for stalking ikke har lyst til at fortælle om stalkingen. Nogle isolerer sig, fordi de er flove, men også fordi de er bange for, at stalkingen breder sig til deres netværk. Andre oplever, at deres omgangskreds selv forsvinder, fordi folk bliver bange, og til sidst er de alene.

»Det er enormt vigtigt, at man får rådgivning, så man ved, at ens reaktion er normal, og så man kan handle,« siger Helle Hundahl, »for noget af det, der skaber den mest voldsomme PTSD er, når man har følt sig handlingslammet. Det er meget skadeligt for mennesker.«

Anne ved stadig ikke, hvem der har stået bag de tre tilfælde af ‘uønsket seksuel opmærksomhed’. Hverken stalkingen i 2015, beskederne sidste efterår eller den falske datingprofil. Hun tror selv, at der er tale om tre forskellige mænd. Hun ved i princippet ikke, om de to sidste er mænd. »Jeg føler, jeg har bind for øjnene,« siger hun.

»Jeg har tænkt over, hvorfor jeg skrev til dig,« siger hun. Hun har været ked af det, mens hun fortalte sin historie på den måde, hvor man får tårer i øjnene, men stopper dem. »Og jeg tror, det er, fordi jeg synes, det er vildt, hvad man kan blive udsat for som kvindelig underviser. Hvor sårbar man er. Jeg har brug for, at folk ved, hvad der foregår.«

Redaktionen er bekendt med Annes rigtige identitet og ansættelsessted på Københavns Universitet. Annes fortælling er bekræftet af de to tillidspersoner, der var informeret i Annes sag, ligesom vi har set screenshots af WhatsApp-beskeder og datingprofilen på Scor.dk.

LÆS OGSÅ: 86 ansatte på Københavns Universitet har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed det seneste år

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste