Ansatte: Psykologiuddannelsen på Københavns Universitet er ikke ensrettet

En stor gruppe studerende ved Institut for Psykologi har i den seneste tid råbt ledelse og ansatte op. Budskabet fra de studerende er, at psykologistudiet er blevet ensrettet, at fokus næsten udelukkende er på kvantitative metoder, at humanistiske og samfundsvidenskabelige perspektiver er blevet underlagt de naturvidenskabelige, og at faget har undergået en uheldig internationalisering og at teorien underprioriteres.

Af alle disse årsager vil fremtidens kandidater, ifølge de studerende, stå svagere rustet til at praktisere med en psykologfaglighed, der kan imødegå den kompleksitet, som den menneskelige psyke rummer.

Som undervisere og forskere ved Institut for Psykologi er vi glade for, at vi har engagerede studerende, der siger fra, når de oplever, at deres uddannelse går i en uheldig retning.

Der er imidlertid mange af de centrale påstande, som savner nuancering, hvilket desværre har ledt til et fortegnet billede af psykologiuddannelsen i København. I det følgende vil vi gerne fortælle, hvorfor vi synes, at den psykologuddannelse, som vi udbyder i dag, både er bred og i høj grad kvalificerende til det arbejdsliv, der følger efter studiet.

LÆS OGSÅ: Psykologostuderende har sendt 11 krav til ledelsen. Læs dem her.

Psykologien er i sin moderne udformning en bredt favnende videnskab, som kombinerer elementer spændende fra humaniora over samfundsvidenskab til sundheds- og naturvidenskab. I tråd med dette har ansatte på Institut for Psykologi forsknings- og undervisningssamarbejder på kryds og tværs med næsten alle fakulteter på Københavns Universitet.

Vi har en institutstrategi, der eksplicit placerer denne tværfaglighed i centrum af fagets identitet, og der er generel enighed blandt de ansatte om, at psykologiens kompleksitet kun kan forstås ved at kombinere vidt forskellige faglige perspektiver og metoder. Er denne centrale værdi for instituttet og uddannelsen så ved at gå tabt, som det nu hævdes?

Vigtigt at stå stærkt på det internationale

Her er det vigtigt at løfte blikket fra den lokale kontekst og se på det større billede i den internationale psykologi.

På tværs af stort set alle dele af faget har der nu i årtier været en bevægelse mod at inddrage mere empiri i forskningen, både af kvantitativ og kvalitativ art, og i samarbejde med mange andre videnskabelige discipliner. Det er ikke det samme som at teoretiske aspekter er mindre vigtige, men at teorierne i højere grad kvalificeres i et løbende samspil med empirisk forskning.

Denne udvikling er instituttet i de senere år for alvor blevet en del af, blandt andet ved at ansætte forskere og undervisere fra verden omkring os i meget større omfang end det var tilfældet tidligere.

Udviklingen er blevet kritiseret som »amerikanisering« og »nypositivisme«, men den internationale psykologi er mangfoldig og på ingen måder rent amerikansk eller kvantitativ – og både instituttets danske og internationale ansatte bedriver mangefacetteret forskning og undervisning med udgangspunkt i en bred vifte af kritiske, metodiske og videnskabsteoretiske ståsteder.

Også på ph.d.-niveau er den metodiske bredde til stede: generelt arbejder cirka en tredjedel af vores interne ph.d.-studerende med kvalitativ metodik, og inden for socialpsykologi, et fag der står i centrum for den verserende debat, gælder det for størstedelen af de nuværende ph.d.-studerende.

I vores nye bacheloruddannelse er kvalitativ metode et obligatorisk fag for alle studerende, ligesom der er andre initiativer i gang til at styrke disse dele af uddannelsen. Den kvalitative forskning har således en vigtig plads på Institut for Psykologi, ligesom den har det internationalt.

Forskere skal have international kaliber

En anden kritik, der er blevet fremført, er at instituttet har prioriteret ansættelser efter international anerkendelse af forskningen og ikke praksisrelevans. Det er ganske rigtigt centralt, at instituttets ansatte producerer forskning af en kaliber, der kan publiceres internationalt i respekterede tidsskrifter, men det er ikke den eneste merit, der lægges vægt på i rekruttering og fastholdelse.

For eksempel er der inden for den kliniske psykologi ansat både professorer og lektorer, hvis kliniske praksis og samfundsmæssige impact vejer mindst lige så tungt som deres internationale publikationer. Denne bredde af kriterier er en del af KU’s nye meritstrategi, som netop skal få universitetet og herunder Institut for Psykologi til at ansætte ud fra en bredere palet af kompetencer.

På samme måde er kvalifikationer inden for både undervisning, efter-/videreuddannelse, samfundsmæssig impact og international forskning skrevet ind i instituttets strategi som centrale meritkriterier.

Denne vægtning af praksis er også slået igennem de senere år ved etablering af forskellige kliniske centre på instituttet, som netop styrker uddannelsens relevans ved at inkludere en egentlig psykologisk praksis i undervisningen.

Dette har tidligere været nævnt som en mangelvare blandt studerende, men vi har nu et bredt udbud af praksisnære hold specielt på kandidatuddannelsen. Ser vi for eksempel på de udbudte praksishold i klinisk psykologi, spænder de over mange retninger og teorier: fra tilknytningsbaserede og eksistentielle perspektiver til kognitive teorier inkluderende tredje bølge med ACT, mindfulness og metakognitiv terapi.

Dette er netop med til at sikre, at vi på instituttet i højere grad end tidligere forbereder vores studerende til praksis. Også vores aftagerpanel melder, at instituttet er inde i en god udvikling.

Selv om mange ting således går i den rigtige retning, er der stadig meget at gøre ved psykologiuddannelsen på Københavns Universitet. Uddannelsen såvel som faget generelt er i konstant udvikling, og for et stort maskineri, som en universitetsuddannelse med omkring 1500 studerende er, tager det tid at tilpasse sig et skiftende forskningslandskab og det samfund, der skal have gavn af vores kandidater.

Som undervisere lytter vi gerne til studerendes perspektiver, og vi håber, at de også vil lytte til vores. Vi bliver givetvis ikke enige om alting, og heller ikke internt blandt de ansatte vil der være enighed om alle uddannelsens elementer – heldigvis. Lad os holde dørene åbne for de vigtige diskussioner, og lad det ske på et solidt fagligt grundlag.

Ud over forfatterne er indlægget støttet af:
Paul Maurice Conway (lektor), Jesper Dammeyer (lektor), Marie Louise Reinholdt-Dunne (lektor), Susanne Harder (professor MSO), Søren Kyllingsbæk (professor), Guido Makransky (lektor), Charlotte Bjerre Meilstrup (postdoc), Kamilla Miskowiak (professor), Jan Nielsen (lektor), Line Nielsen (postdoc), Stig Poulsen (professor), Katrine Røhder (adjunkt), Crystal Marie Shackleford (postdoc), Timothy Charles Skinner (professor), Johanne Smith-Nielsen (lektor), Victoria Southgate (professor), Dea Siggaard Stenbæk (lektor), Mette Væver (professor), Monika Anna Walczak, (postdoc), Katrine Wendelboe (postdoc), Ingo Zettler (professor).