Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

En app gør hjertet trygt

Dimsen — En KU-datalog har været med til at udvikle et it-system, som eliminerer spildtiden for hjertelæger, der ellers kan opleve at skulle ringe mange gange forgæves til deres hjertepatienter.

Tariq Osman Andersen er datalog, men han har i et par år arbejdet sammen med hjertelæger og deres patienter. Det har han gjort – og gør – ved siden af sin ansættelse på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet som medarbejder i projektet ’SCAUT’,

Det har som sit formål er at gøre det nemmere for læger og patienter at tale sammen om den bedste behandling til et sygt hjerte.

Mange af dem oplever en tryghed ved at kunne få at vide, hvad der foregår, og de fleste vil gerne vide så meget som muligt. Det hjælper vores projekt dem med

Tariq Osman Andersen

Baggrunden er en relativt ny teknologi, der hjælper imod en bestemt type af hjertelidelse. Et hjerte kan pludseligt begynde at slå uhæmmet hurtigt på grund af hjerterytmeforstyrrelser. Hjertet hamrer måske afsted som et maskingevær med 300 pulsslag i minuttet. Et hjertestop kan være lige om hjørnet, og hvad gør man så?

En løsning kan være at indoperere en slags avanceret pacemaker, også kendt som en ICD (Implantable Cardioverter Defibrillator), under huden i området mellem en patients skulder og brystkasse.

En ICD kan både overvåge en patients hjerte og sende data trådløst til telefonnettet via en monitorboks, der står i hjemmet – og derfra videre til et hjertecenter. Her sidder læger og sygeplejersker parate til at rådgive og behandle patienterne. Desuden kan en ICD give patienternes hjerte et stød, så de hurtige og farlige hjerteslag går tilbage til det normale.

Så langt så godt. Men med tiden har der vist sig en udfordring, når det gælder kommunikationen, for hjertelæger og hjertepatienter er nødt til at kunne tale sammen løbende. Problemet opstår, når en hjertepatient skal have en forklaring på noget af det ubehagelige, han eller hun har oplevet med sit hjerte og ikke sidder parat ved telefonen. Så kan hjertelægerne spilde meget tid på at skulle ringe op flere gange til patienten.

Øger patienttilfredsheden

Løsningen på ‘telefon-udfordringen’ har været at lave en app til patienternes mobiltelefoner og en it-platform til hjertelægerne, der kan se patienternes beskeder sammen med alle de data, der strømmer ind fra patientens ICD.

Der er også lagt automatiske advarsler ind i systemet til hjertecentret, hvis en patients hjerte begynder at opføre sig unormalt.

Tariq Osman Andersen

37 år, datalog, ph.d. 2012 fra Københavns Universitet og ansat ved DIKU (Datalogisk Institut ved Københavns Universitet) samme år – kan lide at arbejde tværfagligt og se forskellige faggrupper skabe noget nyt sammen.

På den måde kan lægen skrive til patientens mobil, og patienten kan læse lægens besked ved lejlighed. Og omvendt. Og ifølge Tariq Osman Andersen har de 55 hjertepatienter, der har medvirket under arbejdet med at udvikle SCAUT, været positive til løsningen:

»Mange af dem oplever en tryghed ved at kunne få at vide, hvad der foregår, og de fleste vil gerne vide så meget som muligt. Det hjælper vores projekt dem med,« siger han.

Der kan dog gå lidt tid, inden flere patienter får glæde af systemet. Sundhedssektoren er kendt for at være tilbageholden med at indføre forandringer med ny it, så nu gælder det for Tariq Osman Andersen og de øvrige projektmedarbejdere i SCAUT om at demonstrere for hjertecentrene, at app’en og de tilhørende it-systemer både giver større patienttilfredshed og gør hjertecentrene mere effektive.

Om SCAUT

SCAUT er støttet af Innovationsfonden, og to offentlige institutioner og to private virksomheder er gået med. De offentlige institutioner er DIKU (Datalogisk Institut ved Københavns Universitet) og Rigshospitalet. Virksomhederne er Rehfeldt Medical, der er en københavnsbaseret virksomhed, som arbejder med sundheds-it, samt Medtronic, der er amerikansk og verdens største producent af medicinaludstyr. SCAUT står for: Self-, Collaborative- and AUTo-detection of Signs and symptoms of deterioration.

Seneste