At nægte min servicehund adgang til KU er at nægte mig adgang til KU

Uniavisen har tidligere beskrevet sagen om Signe Veggerby og hendes servicehund Mocha. Den journalistiske dækning kan læses her.  

»Du har så meget at byde på, Signe. Du kan blive lige, hvad du vil!« Sådan sagde min dansklærer engang til mig, da jeg på grund af mine dengang udiagnosticerede funktionsnedsættelser og udfordringer følte mig svag og modløs. Hun sagde, at det er folk som mig, der forandrer verden og kan hjælpe andre.

Det føltes umuligt dengang – hvordan skulle jeg kunne forandre noget som helst eller hjælpe nogen, når jeg knap kunne hjælpe mig selv?

Alligevel var hendes ord med til, at jeg kæmpede mig til en STX-eksamen. Jeg var stolt, da jeg kom ud med et 12-tal i huen og 11,2 i gennemsnit. Jeg kunne faktisk blive lige, hvad jeg ville. Der var på landsplan kun ét studie det år, som jeg med mit snit ikke ville kunne komme ind på via kvote 1. Der så ud til at være ubegrænsede muligheder …

Servicehund muliggjorde universitetet

Aldrig har jeg derfor været så lykkelig, som da jeg startede på Københavns Universitet med mit hjælpemiddel, en servicehund, ved min side. Han er blandt andet trænet til at kunne finde et sæde til mig, hente ting, trykke på knapper, finde hen til udgang/wc/elevator, hjælpe mig med at tage kontakt til fremmede og mine medstuderende, støtte min balance, afbryde OCD-adfærd og mareridt, sænke blodtryk, samt stoppe og forhindre panikanfald.

Jeg var på mit drømmestudie, og det fungerede faktisk!

Jeg var på mit drømmestudie, og det fungerede faktisk! Jeg var ikke hele tiden for syg til at være der, for angst til at tale, i for mange smerter til at kunne gå, og min indlæringsevne var ikke for udfordret af søvnmangel og forvirring.

LÆS OGSÅ: Hunden Mocha forhindrer Signe Veggerbys angstanfald. Men han må ikke komme med hende til undervisning

Desværre viste det sig hurtigt, at Københavns Universitet ikke var så handicapvenlige, som de ellers havde påstået ved min optagelse: De nægtede en person adgang til på grund af dennes hjælpemiddel – nemlig ved at beslutte, at der ikke længere var plads til mig og min servicehund. Mig bekendt er KU dermed det eneste universitet i Danmark, hvor man ikke med største selvfølgelighed tillader fører- og servicehunde.

Jeg var dybt ulykkelig og klagede straks min nød til KU’s rektor, for de ønskede vel ikke at deres handicappede studerende blev behandlet ringere end andre? I mine øjne ville det åbenlyst være et brud på loven om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Rektor fattede imidlertid ikke interesse – det var op til det enkelte fakultet.

Alle klager overhørt

Min sag kører nu på 28. måned, og mit ungdomsliv og mine fremtidsmuligheder forsvinder mellem fingrene på mig, mens jeg venter. Jeg har fat i advokater, Ligebehandlingsnævnet, diverse handicaporganisationer og nu også ombudsmanden. Jeg skal som enkeltperson nemlig kunne bevise, at det er urimeligt, at jeg ikke må tage til for eksempel undervisning, studiebar, fællesaktiviteter og eksamener med mit livsvigtige hjælpemiddel.

LÆS OGSÅ: Kørestolsbruger: Hvornår skal vi snakke om, at hele Frederiksberg Campus er ableistisk?

Selvom der ofte tales om alle de muligheder, ungdommen i dag har, og selvom adgangen til arbejdsmarkedet for personer med handicap også diskuteres flittigt, så er det, som om plus og plus giver minus: Som ung person med handicap har man i hvert fald kun begrænsede muligheder.

Jeg kunne være blevet lige, hvad jeg ville, hvis ikke jeg havde været handicappet. Men nu? Hvis jeg ikke må uddanne mig, så jeg en dag kan få et job? Hvad kommer det så til at gøre ved min fremtidige mulighed for at forsørge mig selv? Ved min livskvalitet?