Nej tak til mere styring: Bæredygtighed bør ikke indskrives i Universitetsloven

Studenterrådet ønsker at indskrive ‘bæredygtighed’ i universitetsloven. Det er et prisværdigt ønske, og der er ingen tvivl om, at mange går op i den grønne omstilling med stor ansvarsfølelse og dedikation.

Men hvad er nytten af at indskrive bæredygtighed og klima i universitetsloven? Kommer det til at sænke de globale temperaturer? Eller øge biodiversiteten?

Disse lettere polemiserende, retoriske spørgsmål kan naturligvis affejes som stråmænd, for det er jo ikke indskrivningen i sig selv, der er vigtig, men at universitet har en fælles retning og overordnet mål.

Det er netop her, at Studenterrådet skriver sig ind i en bredere retorik, hvor man tror, at topstyring er vejen frem for at løse de problemer, verden står over for, på universiteterne.

Dette følger samme bekymrende tendens som forsknings- og uddannelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S) indvarslede i efteråret, da regeringen ønskede at styre forskningsmidlerne mere for at sikre, at de bidrog til den grønne omstilling.

Igen: Det er et prisværdigt mål, men konsekvensen er, at det formindsker forskningsfriheden. Netop dette påpegede ni medlemmer af Det Unge Akademi i Dagbladet Information, som reaktion på ministerens udmelding, idet de blandt andet skrev:

»At vi som samfund skal prioritere håndteringen af klimakrisen, kan ingen være uenig i, men skal vi virkelig bruge forskningsmidler til at støtte implementeringen af den allerede eksisterende klimateknologi?«

Center for Olie og Gas kan bidrage med løsninger

Det er vigtigt for universiteternes forsatte udvikling, at der er respekt for grundforskningen og forståelse for, at man politisk kan have svært med at forudse, hvilke kriser der i fremtiden netop er brug for viden om.

For se bare på coronakrisen, hvor et virvar af fagligheder er blevet inddraget politisk. Epidemiologerne har nærmest skolet befolkningen i virusvarianternes forskellige navne, de samfundsvidenskabelige forskere har tilført viden om menneskelig adfærd, og sådan kunne man blive ved.

Få havde kunnet regne ud, at disse kompetencer vil blive afgørende (udover grundforskerne og Bill Gates), og havde vi haft adgang til en tidsmaskine, havde vi sagt til Danmark anno 2019 at man skulle investere meget mere i forskning i SARS-vira.

Men det kan vi netop ikke – hvorfor forskningen skal være fri, for vi kender ikke den næste krise, og hvilke fagligheder, der skal sættes i spil for at løse den. Det kan være, at viden om kunstig intelligens, atombomber eller rumrejser, bliver det, der er afgørende i næste krise. Vi ved det ikke, og derfor skal vi undgå politisk styring af forskning, hvilket er årsagen til, det er en dårlig idé at indskrive bæredygtighed i universitetsloven.

Den styringsglade retorik forstærkes i studenterrådets ønske om at lukke Center for Olie og Gas.

Den styringsglade retorik forstærkes i studenterrådets ønske om at lukke Center for Olie og Gas. Ikke nok med, at det er bekymrende, at en politisk holdning bruges som argument for at lukke et forskningscenter, men det pågældende center kan jo netop nedbringe CO₂-udslip, hvis det eksempelvis effektiviserer brugen af benzin til biler.

Sammenfattende bør universitetet være en fri institution, hvor et bestemt politisk mål ikke skal bruges til at styre ovenfra, hvordan der skal forskes, undervises eller tales.

Forskningsfriheden er en norm, vi bør værne. Den er truet af regeringens anslåede linje, og man kan derfor håbe, at studenterorganisationer ikke legitimerer denne dagsorden ved fortsat at argumentere for, at et bestemt politisk mål skal indskrives i universitetsloven.