Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Bagedystvinder forsker i betændte tænder på KU

PORTRÆT - Et udvekslingsophold i Paris kickstartede Sune Demants passion for rodbehandling og macarons, som var blandt de kager, han bagte og vandt med i finalen af DR’s Store Bagedyst.

De sidste ni onsdage har Sune Demant optrådt som amatørbager i tv-programmet Den Store Bagedyst, og med en servering af mexicanske macarons og en bryllupskage beklædt med glace og blå biller lykkedes det ham onsdag den 9. november at lande titlen som vinder af årets bagedyst.

Sejren kom som en overraskelse for de fleste af Sune Demants kollegaer, som ikke kendte til hans bagetalent. Selv om han elsker at bage, er han sjældent den, der kommer med kage til kollegaerne.

»Jeg har altid et meget stramt program, så den slags ville kræve en del planlægning,« siger Sune Demant, som til daglig er ph.d.-studerende på Tandlægeskolen.

Paris lagde kimen til karriere og kagebagning

Sune Demants ph.d.-projekt handler om inflammationsprocessers betydning for stamcellers evne til at danne tandvæv. Han har med andre ord set nærmere på, hvad der sker, når der er betændelse i en tand, og han har fundet frem til, at betændelsen kan føre til dannelse af nyt væv – fx brusk.

»Tandlægefaget er gammelt og mekanistisk, vi amputerer rask væk. Vi ved godt, at tænder har evnen til at danne ny tand, hvis der kommer et meget stort hul. Men vi har ikke vidst, hvor meget regenerativt potentiale, der faktisk findes i en tand,« siger Sune Demant.

Emnet for ph.d.-projektet er en niche inden for Sune Demants overordnede interessefelt, rodbehandling. Det begyndte han at interessere sig for, da han i 2010 var på et Erasmus-ophold i Paris.

»Det handler om at have hænderne i bolledejen«- Sune Demant om sammenhængen mellem tandlægegerning og kagebagning

»Det var her kimen blev lagt til min professionelle karriere. Jeg begyndte at interessere mig for rodbehandlinger, som der er en stærk tradition for i Frankrig. På den måde var opholdet skelsættende for mig, og det var det nok også med hensyn til kagebagning. For mig startede det hele med macarons. De var supermoderne, da jeg var i Paris, de havde virkelig fået en renæssance, og samtidig kostede de enormt mange penge – måske tyve kroner stykket eller sådan noget. Så jeg tænkte, dem må man kunne bage selv.«

Det skulle netop vise sig at blive macarons – med lime-salt-ganache og mezal-majscreme inspireret af det mexicanske køkken – der førte Sune Demant til sejr i bagedysten.

Hænderne i bolledejen

Spørger man Sune Demant til sammenhængen mellem tandlægefaget og kagebagning, er svaret klart: »det handler om at have hænderne i bolledejen«.

»Jeg har altid brugt hænderne meget, og jeg ville gerne have været guldsmed. Så kom jeg i gymnasiet, og jeg var glad for biologi, og det var også ret svært at finde en læreplads som guldsmed, så jeg begyndte at læse medicin i Odense i stedet,« fortæller han.

»Vi er i gang med specialet med det samme. Det er en slags akademisk håndværk« – Sune Demant om sit fag

Han fandt dog ud af, at medicinstudiet ikke var noget for ham, og han skiftede til tandlægestudiet i København.

»Jeg faldt pladask for det. Læger går først rigtigt i gang med det kirurgiske håndværk, når de er færdige med at studere. Vi er i gang med specialet med det samme. Det er en slags akademisk håndværk.«

Håndværket har han siden praktiseret på en tandlægeklinik i Herlev, hvor han fortsat arbejder, sideløbende med at han skriver sin ph.d.

»Det er en lille smule pinligt, for jeg har været nødt til at udsætte min ph.d. – jeg skulle egentlig have været færdig i starten af 2016. Men så kom der lige en bagedyst i vejen …«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste