Bibliotekaren, der studerede jura i Italien og endte i sit drømmejob på Søndre Campus

Religion betyder meget mere for mig, efter jeg er flyttet til Danmark. Som de fleste italienere er jeg opvokset som katolik. Men det var bare en rutine, ligesom folkekirken er for mange danskere. Da jeg flyttede til Danmark, blev jeg pludselig en minoritet, for der er meget få katolikker i Danmark. Så blev det en identitetssag for mig, og pludselig betød religion mere for mig, fordi jeg begyndte at forbinde det med noget personligt og hjemligt. Så jeg startede med at gå til gudstjenester på italiensk i Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade. I dag går jeg i en dansk katolsk kirke hver søndag.

Jeg arbejdede som fuldmægtig på et advokatkontor i Italien, da jeg mødte min danske kone. Vi flyttede til Danmark i 2007, hvor jeg startede til danskundervisning på Ballerup Sprogcenter og blev siden ansat på Det Juridiske Fakultetsbibliotek. Min kone og jeg var enige om, at det var en dårlig strategi at have engelsk som fælles sprog. Så vi lavede en aftale om, at hun talte dansk, og jeg talte italiensk. Derfor taler vores søn dansk og forstår italiensk. Jeg har desværre en dårlig vane med også at tale dansk derhjemme. Jeg ville gerne snakke mere italiensk med ham, men jeg glemmer det næsten altid.

I går fyldte jeg 50, så jeg holdt fri fra arbejde. Jeg fejrede det med min familie på en frokostrestaurant, og tjeneren gav mig menukortet på italiensk, fordi hun hørte mig tale italiensk. Men jeg forstod slet ikke den italienske oversættelse af de danske frokostretter. Hvad hedder leverpostej og Christiansøsild på italiensk? Så jeg endte med at få et menukort på dansk.

På KUnet står der, at jeg er førstebibliotekar, men den betegnelse bruger vi ikke længere. Nu er min titel specialkonsulent, og de fleste af mine kollegaer er informationsspecialister. Vi har stadig den oprindelige funktion som bibliotekar; at hjælpe folk med at finde vej i labyrinten af informationer, men i dag er labyrinten elektronisk. Fx vejleder jeg ofte jurastuderende i informationssøgning, når de skal skrive bachelorprojekt, for der er det første gang, de selv skal søge litteratur. Jeg havde en studerende, der skulle skrive om grundloven, og så viste jeg hende forarbejderne til grundloven, som vi har i fysisk form her på biblioteket. Det var hun meget glad for at se, for de studerende er ikke så vant til at arbejde med papirkilder. Jeg laver også samlingspleje og sørger for, at bøgerne kører videre til deres destinationer, når folk reserverer dem. Samlingspleje skal sikre, at bøgerne er på deres plads, og at alt er i skønneste orden.

Selv om jeg ikke drømte om at blive bibliotekar, har det faktisk vist sig at være lidt af et drømmejob. Jeg har altid haft en passion for bøger, og så er jeg meget glad for mine gode kollegaer. Her er et godt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden. Og så er det altid en stor glæde, når man har tilfredse studerende, som har fået den hjælp, de ønskede. Det bedste ved jobbet er nok den følelse, det giver mig, når jeg har haft en god vejledning eller har hjulpet nogen ved skranken. Den menneskelige kontakt og direkte anerkendelse gør, at man med det samme oplever, at ens indsats har konsekvenser for andre. Det er også grunden til, at jeg ikke ville kunne arbejde i magasinerne, som nogle af mine kollegaer gør. De har ikke direkte kontakt med folk, fordi de varetager en anden type opgaver.

»Jeg står på skuldrene af giganter«, sagde Isaac Newton. Og det er den følelse, jeg får, når jeg læser. Bogen som genstand har betydning for mig, fordi den forbinder os til vores fortid. Der, hvor vi som samfund er nu, er vi kun, fordi der er blevet bygget en hel masse før os. Jeg tror, at vi i vores tid godt kan lide at afskære os fra vores rødder, men jeg tænker, at bøgerne har en vigtig funktion, fordi de minder os om, hvor vi kommer fra. Især papirbøger. For når du tager en bog frem, har den samme form, som den har haft de sidste mange hundrede år. Formatet er det samme, og det fungerer stadig.

Jeg har en læseklub med to gymnasievenner i Italien via WhatsApp. Og det er faktisk sjovt, for med læseklubben kombinerer vi moderne teknologi og sociale medier med gamle bøger fra 1500-tallet. Vi er i gang med at læse Det befriede Jerusalem, som er et episk digt af den italienske forfatter Torquato Tasso. På chatten i WhatsApp udveksler vi vores meninger om bogen. Vi er lige kommet til kapitel syv, og min ven har skrevet, at han synes, kapitlet starter godt. Jeg læser også e-bøger på Kindle. Det er faktisk meget praktisk, fx når man skal på ferie.

Engang blev jeg både inviteret til KU’s julefrokost og til Det Kongelige Biblioteks julefrokost. Men det var også for meget med to julefrokoster. I dag bliver jeg kun inviteret til KB’s. Dog har jeg stadig både et KU- og et KB-adgangskort. Universitetsbibliotekets sammenlægning med Det Kgl. Bibliotek har været en lang proces. Biblioteket blev grundlagt i 1482 men fik først en samlet betegnelse i 1797. Siden er det blevet reorganiseret et hav af gange, og afdelingerne har skiftet navn endnu flere. En af de seneste ændringer var i 2005, hvor universitetsbiblioteket fusionerede med Det Kgl. Bibliotek og blev til Københavns Universitetsbibliotek, KUB, som vi kender det i dag. Sammenlægningen gjorde, at vi gik fra mindre biblioteker til større samlinger – en centralisering for at optimere ressourcerne. Og det er meget fornuftigt, både hvad angår de fysiske samlinger og licensaftalerne, hvor vi sammen står stærkere over for de store udgivere.

At biblioteksafdelingerne blev større, har desværre øget afstanden mellem forskningsmiljøerne og de biblioteksansatte. Når man færdes på den samme gang og deler kaffemaskine, er det lidt lettere lige at spørge om noget. Jeg deler ikke længere kontor med Jura, så vi går glip af den daglige kontakt, hvor man udveksler oplysninger, erfaringer og behov. Forskerne er ikke lige så tilbøjelige til at dukke op og spørge os om noget, fordi der er en fysisk afstand. I gamle dage kunne jeg have en direkte forbindelse til en person, som jeg vidste kunne svare på noget bestemt. Fx kender jeg studievejleder Karen Riskær Jørgensen, som Uniavisen tidligere har skrevet om. Nu skal jeg spekulere mere over, hvem jeg præcis skal spørge for at få svar. Det er en uundgåelig konsekvens af centraliseringen.

En af de mest specielle bøger, jeg har hørt om, er bombebogen. Det er en bog fra 1522, som befandt sig på Universitetsbiblioteket på loftet af Trinitatis Kirke. Bombebogen hedder i virkeligheden Fredens forsvarer, og det er en meget vigtig politisk traktat. Forfatteren, Marsilius fra Padua, var fra Italien, og han var en af middelalderens største filosoffer. Men da København blev bombet af englænderne i 1807, gik en granat gennem taget på Trinitatis Kirke og gennem bogen, hvori den efterlod et stort, flot hul. Det er jo ironisk, at netop en bog om at forsvare fred skulle rammes af en kanonkugle. I dag er bogen bevaret i Bibliotekssalen i Rundetaarn på etagen over Trinitatis Kirke.

Mit yndlingssted på KU er det store atrium i KUA 2. Det er et stort rum, som typisk er fyldt med folk, men lige præcis i eksamensperioderne i januar og juni er der helt tomt og meget, meget stille. Så sætter jeg mig ved siden af springvandet tidligt om morgenen med en kop kaffe. Det er virkelig afslappende.

Jeg synes, det er meget fascinerende, at man i et sekulært samfund som det danske, stadig kan læse teologi på universitetet. Hvis jeg skulle studere i dag, ville jeg nok studere teologi eller græsk. På universiteter i Italien kan man læse religionsvidenskab men ikke teologi, fordi der skelnes klart mellem stat og kirke. I stedet er det kirken, der udbyder uddannelsen i teologi.