Blasfemibestemmelsens nødvendighed

I adskillige år har der været tovtrækkeri mellem dem, som har talt for og dem som har været imod blasfemibestemmelsens bevarelse i den danske straffelov. Debatten toppede under karikaturkrisen og har efterfølgende igen været tæt på det røde felt, bl.a. efter attentatforsøget mod Lars Hedegaard, udgivelsen af Yahya Hassans digte og senest efter kirkeministerens udtalelser om sin støtte til bestemmelsens ophævelse.

Jeg synes, det er aldeles sundt for vores demokrati, at en enkelt paragraf bliver diskuteret så meget, og ikke er blevet fjernet som af en tyv i nattens mørke på Christiansborg efter en af de ovennævnte episoder, hvor man følte, at ytringsfrihedsmodstanderne fandt ly under bestemmelsen. Politikernes igangsættelse af undersøgelserne om ophævelsens juridiske konsekvenser i straffelovsrådet er en anden positiv ting i debatten.

Selv om emnet bliver debatteret så ofte, mener jeg dog, at der mangler lidt mere bredde i argumentationen for en fjernelse af bestemmelsen, da modstanderne mødes omkring nogle få og uholdbare argumentationer. Det er argumentationer som for eksempel:

»Bestemmelsen bør fjernes, fordi den kun er anvendt tre gange de seneste 80 år,« »Bestemmelsen begrænser ytringsfriheden,« »Bestemmelsen er i strid med den sekulære statsopfattelse,« »Racismeparagraffen kan godt dække over blasfemibestemmelsen,« »Hvor ideologi og andre følelser ikke nyder nogen beskyttelse, skal religiøse følelser ej heller beskyttes.«

Det er en mangel ved diskussionen, at der kun bliver talt om, at bestemmelsen kun er anvendt tre gange, mens man undlader at stille sig selv spørgsmålet om hvorfor.

Bestemmelsen er brugt i meget begrænset omfang, fordi politikerne ved paragraffens vedtagelse meget åbent har ytret ønske om, at man skulle være tilbageholdende med at gøre brug af denne. Derudover har man tilført Rigsadvokaten påtaleretten (offentlig påtale), som skal godkende, at domstolene må udtale sig i den type sager. Det er altså et embede underlagt politisk styring, som får det sidste ord, frem for den uafhængige domstol.

Disse to ting har været med til kraftigt at reducere antallet af blasfemisager; derfor har jeg – som jeg også har argumenteret for i mit speciale ”Den udskældte paragraf – Straffelovens § 140” – argumenteret for tilladelse til privat påtale, så Rigsadvokaten ikke længere har eneretten til at bestemme, om en blasfemisag skal for domstolen.

Hensigten med argumentationen om privat påtale er ikke at kvæle debatten eller puste folk, som kommer med ytringer, i nakken og give dem følelsen af utryghed, fordi de føler sig truet af en eventuel kommende retssag. Ønsket er kun at få domstolens ord i disse sager.

Jeg er af den opfattelse, at der vil komme flere sager, men at der stadigvæk vil være meget få, som bliver idømt en straf, idet der er flere betingelser, som skal være opfyldt, blandt andet at ytringen skal være fremkommet offentligt og være spottende eller forhånende over for det, man kan kalde religionens gudsdyrkelse eller troslærdomme.

Ydermere skal disse ytringer være af en sådan grad, at samfundsfreden bliver truet. Man skal gennem nåleøjet, og domfældelse vil derfor kun ske i yderst begrænset omfang. Derimod vil bestemmelsen være med til at signalere, hvor den vide grænse for ytringer går, og være en sikkerhedsventil, som kommer i anvendelse, når spottende og forhånende ytringer begynder at true den offentlige ro og orden.

Internationalt har man i visse tilfælde kritiseret blasfemibestemmelser, men har ikke afvist deres benyttelse til beskyttelse af samfundsfreden.

Bestemmelsens eksistens har ikke begrænset ytringsfriheden i den forstand, at individer ikke kan ytre sig frit, hvilket den hellere ikke vil gøre, hvis der tillades privat påtale.

Blasfemibestemmelsen er dog med til at sætte grænsen mellem anstændig og uanstændig ytring, altså spot og forhånelse, som kan føre til forstyrrelse af samfundsfreden. Selv om religionsfriheden i høj grad viger for ytringsfriheden, er bestemmelsen også med til at sikre denne frihed, som både er hjemlet i internationale konventioner og vores egen grundlov.

Denne opfattelse bliver også tilkendegivet i Glistrupsagen, hvor Landsretten i dommen siger, at ytringsfriheden skal udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder.

I et land hvor vi har et kirkeministerium, en flertalsreligion, som stadigvæk til en vis grad optager mange, og en hel del minoritetsreligioner, er det ikke rigtigt at begrunde en ophævelse med, at blasfemibestemmelsen skulle være i strid med den sekulære stat, eller at religiøse følelser ikke kunne have forrang og nyde yderligere beskyttelse frem for andre følelser.

Jeg ser det som en slags fast kultur eller rettere tradition, vi har i Danmark, at religiøse følelser nyder lidt mere beskyttelse end de andre følelser, og vil minde om, at de ikke er de eneste følelser, som er beskyttet af lovgiver. Jeg ser altså intet problem i, at samfundet er afspejlet i lovgivningen, hvilket har medført at lovgiver har prioriteret beskyttelsen af religiøse følelser frem for for eksempel ideologiske følelser.

Bestemmelsens ophævelse vil skabe et klart tomrum, da blasfemiparagraffen iht. forarbejder og retspraksis ikke har samme beskyttelsesinteresse som for eksempel racismeparagraffen.

Af disse grunde vil jeg mene, at en bevarelse af bestemmelsen er nødvendig, og at man skal åbne op for privat påtale, da der ingen grund er til at frygte domstolenes ord i disse sager.