Blev forskningsfriheden skjult under en burka? Svar til Heine Andersen

Det er klart, at en sikring af forskningsfriheden er af afgørende betydning for, om man som forsker skal medvirke til en undersøgelse, som er rekvireret og betalt af en ekstern part. I det hele taget er jeg enig med Heine Andersen i hans overordnede betragtninger om nødvendigheden af at fastholde den universitære tradition for videnskabelig autonomi – også når denne autonomi synes at være under pres.

LÆS: Heine Andersens indlæg om forskningsfrihed i arbejdet med ‘Burkarapporten’.

I den konkrete sag hævder Heine Andersen imidlertid, at universitetets ledelse og de involverede forskere gav køb på forskningsfriheden på to afgørende punkter, nemlig metodefriheden og publiceringsfriheden. Virkeligheden er dog heldigvis mere nuanceret.

Metodefriheden ikke anfægtet

Rammerne for udarbejdelsen af Rapport om brugen af niqab og burka blev diskuteret og aftalt ved et møde mellem Indenrigs- og Socialministeriet og de relevante personer fra universitetet, heriblandt professor, dr. phil. Jakob Skovgaard-Petersen som ansvarlig for den ”religionshistoriske baggrund for anvendelse af ansigtsdækkende beklædningsgenstande” og mig selv som ansvarlig for den religionssociologiske kortlægning af anvendelsen af disse niqab’er m.m.

Diskussionen om metodevalg var fri og åben, og vi var ikke på nogen måde afskåret fra at bruge de metoder, vi selv fandt mest relevante. I det hele taget kan vi klart afvise, at vi har været underkastet ministerielt dikterede begrænsninger i metodevalget. Det var imidlertid vigtigt i aftalen at få nævnt de metoder, vi påtænkte at bruge for at undgå en efterfølgende diskussion med ministeriet om metodevalg.

Heine Andersen går for eksempel helt galt i byen, når han fortolker følgende passage fra aftalen som belæg for, at ministeriet har forsøgt at begrænse metodefriheden: ”Kortlægning af såvel omfanget af brugen som kvindernes baggrund forudsættes ikke baseret på en systematisk optælling. Det er tilstrækkeligt, at kortlægningen er baseret på vurderinger fra forskellige eksperter og/eller personer fra de omfattede miljøer”.

Baggrunden for denne afgrænsning var, at vi vurderede, at en statistisk repræsentativ optælling af bærerne af niqab (og burka) ikke ville være mulig i betragtning af, at de udgør en mikroskopisk minoritet blandt en minoritet. Derfor står der i aftalen med ministeriet, at kortlægningen ”forudsættes ikke baseret på en systematisk optælling”. Vores estimat af antal, alder og etnisk baggrund af niqab-bærende kvinder var i stedet baseret på at sammenholde oplysninger fra en række forskellige kilder, som vi havde valgt som relevante:

• Tidligere publicerede undersøgelser samt de seneste vurderinger fra forskere, der har arbejdet med forskellige muslimske miljøer i Danmark.
• En række større muslimske organisationers og moskéers vurderinger.
• Rundspørge blandt landets muslimske friskoler.
• Henvendelse til sundhedsplejerskerne i Helsingør og på Bispebjerg, Nørrebro og Vesterbro.
• Observationer ved to store offentlige arrangementer i forbindelse med eid al-fitr (ramadanens afslutning).

Tidsbegrænset hemmeligholdelse

Diskussionen om publiceringsfriheden er mindre enkel og berører samtidig nogle bredere, principielle aspekter af betingelserne for aftaler om brugen af universitetsforskeres ekspertviden i forbindelse med udredninger, kommissioner o.l. Et fyldestgørende svar på dette centrale spørgsmål bør, som Heine Andersen også selv anfører, komme fra universitetsledelsen. Hvad angår den konkrete sag har institutleder Ingolf Thuesen allerede nævnt i sit indlæg i Universitetsavisen den 10. februar, at hemmeligholdelsesklausulen ikke var ubegrænset i tid, idet rapporten skulle frigives senest tre måneder efter afleveringen.

LÆS: Ingolf Thuesens indlæg om sagen.

Var det indsatsen værd?

Nu da den politiske og mediemæssige storm er stilnet af, er det rimeligt at overveje, om vi skulle have påtaget os en opgave, der berører et så politisk betændt område som muslimske kvinders brug af ”ansigtsdækkende beklædningsgenstande”. Jeg tror dog, de fleste vil være enige med mig i, at politik i videst mulig udstrækning bør føres på et oplyst grundlag, og det har da også normalt været traditionen i Danmark.

Rapport om brugen af niqab og burka har bidraget med nogle vigtige resultater, som ikke har været fremme i den offentlige debat før, f.eks. at mange bærere af niqab vælger at gøre det af personlig religiøs overbevisning på trods af modstand fra familie og omgangskreds, og at en stor andel af de niqab-bærende kvinder i øvrigt er etniske danskere, der er konverteret til islam. Rapporten har desuden godtgjort, at niqab-bærerne udgør en minimal andel (estimeret 0,1 – 0,2 pct.) af de muslimske kvinder i Danmark, hvilket også er helt på linje med forholdene i andre vesteuropæiske lande.

At disse resultater ikke har behaget enkelte politikere, som derfor i deres vankundighed har kastet sig over budbringeren i stedet for at forholde sig til emnets substans, må man desværre tage med. Behageligt har det ikke været, men alternativet, nemlig at overlade opgaven til andre, mindre fagligt kvalificerede kredse, ville da være en underlig udvej?

Efter min mening skal vi ikke holde os tilbage for at gå oplysningens ærinde, selv når det kan være politisk ubekvemt. Men det er selvfølgelig en god diskussion værd, som jeg synes vi skal fortsætte, nu da Heine Andersen har rejst den.