Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
DOBBELTBESPARELSE - Universiteterne skal ikke være overraskede over at skulle spare, lyder det fra videnskabsministeren, idet en del af nedskæringerne på forskning fremgik af finansloven sidste år. Men kan man godt hævde at spare penge, som man allerede sparede året før? Spørger Information
Dagbladet Information har leveret et interessant twist på sagen om besparelserne på statsbudgettet i de kommende år.
Ikke mindst universiteterne må spænde bæltet ind, hvilket ifølge Københavns Universitets rektor, Ralf Hemmingsen, kan koste mellem 400 og 700 mennesker deres job.
På Københavns Universitet betragter ledelsen den voldsomme spareplan som lidt af en mavepuster, men videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen afviser, at der er grund til at føle sig overrumplet. I de seneste dage har hun sagt og gentaget, at langt størsteparten af de mange hundrede millioner kroner allerede blev sparet i finansloven i efteråret 2009. Så der er ingen grund til bestyrtelse på universiteterne, mener ministeren.
Men mens det tidspunktet for hvornår politikerne besluttede besparelserne, måske ikke er specielt afgørende for Københavns Universitet, som får slået det samme hul i sparegrisen uanset, så er timingen af besparelserne ret vigtig for regeringen og Dansk Folkeparti. Det er det, Information har set nærmere på.
For kan man virkelig hævde at spare penge i år, som man allerede sparede sidste år – og tælle pengene med i de 24 milliarder, som Finansministeriet er kommet frem til, at Danmark bør spare i de kommende par år?
Information har bedt to professorer i økonomi om at kommentere manøvren med at spare allerede en gang sparede penge, og deres dom er hård.
»Man kan ikke tælle besparelserne med to gange. Når man melder ud, at man skal spare 24 milliarder, så må man gå ud fra, at de besparelser ligger ud over, hvad man ellers har sparet i diverse sammenhænge,« siger RUC-professor Bent Greve til Information.
Mere tarveligt er det måske, at også oppositionen er kritisk. Socialdemokraterne og SF vil hellere investere sig ud af den aktuelle økonomiske krise end spare, og Det Radikale Venstre er heller ikke en del af regeringen og Dansk Folkepartis spareaftale. Man kunne måske tro, at de ville være glade for, at regeringen måske i virkeligheden sparer et par milliarder mindre, end den har hævdet.
Sådan spiller klaveret imidlertid ikke.
Forskningsordfører Kirsten Brosbøl (S) taler i Information om »hokus pokus-tal,« og hendes kollega i SF, Jonas Dahl, siger, at regeringens tal »nærmer sig kreativ bogføring«.
Universiteterne må til gengæld sidde og håbe, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke vælger at komme kritikken i møde ved at spare yderligere et par milliarder på viden og uddannelse.
chz@adm.ku.dk