Borgernes utryghed betaler sig

Hvad undersøger du i dit speciale?

»Jeg har undersøgt politiets rolle der er under historisk forandring. I mit speciale koncentrerer jeg mig især om perioden fra 1990 til 2007 hvor politistyrkens ressourcer, penge, mandskab og beføjelser er steget helt enormt.
Min forskning viser et mønster der gentager sig i alle forhandlingsforløb op til politireformer – også i den netop indgående aftale om 843 millioner kroners ekstrabevilling. Politikerne efterlyser effektiviseringer og varsler forandringer på politiområdet. Så farer Politiforbundet i medierne med kampagner der spreder utryghed blandt befolkningen. ’Vi bliver styret som en pølsefabrik,’ lyder budskabet, ’og vi kan under de gældende forhold ikke garantere for borgernes tryghed – det ender med ragnarok og selvtægt i byerne’. Borgerne bliver bange, og så falder politikerne over hinanden for at signalere handlekraft – og på den måde øges bevillingerne endnu engang.«

Du nævner medierne. Hvilken rolle spiller de?

»Medierne har enorm indflydelse på befolkningens syn på politiet. Angst sælger, og mediernes prioritering af kriminalstoffet skaber utryghed og moralsk panik. Medierne præsenterer et fordrejet billede af virkeligheden, for sandheden er at kriminaliteten har været støt faldende siden halvfjerdserne. Men både medier og politi eksponerer den voldsomste kriminalitet, og utrygheden stiger. Medierne for at øge salget, og politiet for at øge bevillingerne. Politiet er enormt gode til at bruge medierne – de hårdtarbejdende betjente med de sure arbejdsforhold får vores sympati, og deres ledere er gået hen og blevet folkeeje.«

Berlingske Tidendes store projekt ’Forbrydelsen’ om talrige politisvigt er netop hædret med den fornemme Cavlingpris. Hvordan harmonerer det med din forskning?

»Jeg er ikke helt begejstret for artikelserien, det skal jeg ærligt tilstå. Den journalistiske iscenesættelse er meget dramatisk og tendentiøs. Formidlingen ligner en tv-dramaserie, og underholdningsværdien er helt i top. Jeg får det dårligt. Det her handler jo om virkelige mord på grund af inkompetente politiindsatser. Jeg synes journalisterne giver systemet og reformen skylden. Konklusionen er igen at det er synd for betjentene at de ikke kan løfte opgaven og derfor skal have flere penge så vi kan føle os trygge.

»Som humanistisk forsker ser jeg det som et problem at man hele tiden måler politiet på kvantitative kriterier som budgetter, målbare resultater og effektivitet i stedet for at kigge på kvaliteten af betjentenes arbejde. Hvis en pædagog ikke lever op til sit ansvar, er det fordi vedkommende er inkompetent, og det udløser da ikke flere penge til daginstitutionerne.«

Hvor kommer pengene fra?

»Politiet er den offentlige instans der suverænt nyder den højeste status. Ingen andre offentlige instanser kan matche deres popularitet, folkelighed og bevillinger. Den generelle tendens er at vi hiver flere og flere penge ud af velfærdsstatens øvrige instanser og fører dem over til politiet. Under processen gik det op for mig at politiet er blevet en slags samfundets skraldespand: en opsamlingsmyndighed som vi hælder alle de problemer over i vi ellers ikke lige ved hvad vi skal stille op med.

»Tryghed er jo normalt et velfærdsstatsprojekt. Nu er det blevet en politiopgave at borgerne føler sig trygge. Og det er en nyhed. Det er ikke længere tilstrækkeligt at politiet er dygtige til at opklare forbrydelser – noget det danske politi ellers gør ret glimrende. Politikerne skærer ned på fx sundheds-, uddannelses- og ældreområdet som er områder der sikrer borgerne basal sikkerhed og tryghed. I dag er det så i stigende grad blevet en politiopgave at befolkningen føler sig tryg.«

Kunne man få mere for pengene ved at bruge dem anderledes?

»Det er det gode spørgsmål. Politiet har ofte svært ved at redegøre for hvordan kæmpebevillingerne bliver anvendt, og om det øger kvaliteten af deres arbejde til gavn for borgerne. Måske var nogle af pengene bedre anvendt i psykiatrien, for den personfarlige kriminalitet begået af psykisk syge er faktisk stigende. Den statistik bruger visse politikere så til at profilere sig på.«

»Lene Espersens popularitet handler for eksempel om at hun mestrer signalpolitikken så fortrinligt. Hun går i medierne og forsikrer borgerne om at politiet har fået flere midler til at være til stede i gadebilledet for at nedbringe kriminaliteten, og hun forsikrer os om at de kriminelle bliver straffet hårdt så vi kan føle os trygge. Sådan kører møllen, og medier, politi og politikere får henholdsvis flere læsere, bevillinger og vælgere.«