Brian Mikkelsen: Virksomheder skal blive bedre til at ansætte efter engagement i stedet for uddannelse

Jeg skrev mit første læserbrev, da jeg var 12. Det blev udgivet i B.T. Jeg lavede også mit eget historieblad derhjemme i den samme periode. Jeg har altid interesseret mig sindssygt meget for politik og historie. Faktisk ville jeg have læst historie på Københavns Universitet. Men da jeg skulle vælge studie, ringede jeg til en museumsinspektør på Nationalmuseet, som sagde »Det skal du i hvert fald ikke gøre, for det er der ikke nogen jobmuligheder i!« Det var virkelig en kold dukkert at få som en ung fyr på 18 år, der bare elskede historie. Så jeg endte med økonomi i stedet, og det læste jeg i tre år, hvorefter jeg tog en kandidatgrad i statskundskab.

Når unge skriver og spørger mig, hvad de skal vælge, siger jeg, at de skal vælge efter deres interesse. For når jeg ansætter folk herinde, kan jeg se, at det ikke er så afgørende, hvad de har læst. Det handler i stedet om, hvor motiverede, nysgerrige og engagerede de er. Så det at have et studie, der er interessant og spændende, er vigtigst. Det kan blive fem rigtig fede år med faglig fordybelse. Jeg har mange gange fortrudt, at jeg ikke valgte historie. Men til gengæld fik jeg mange gode redskaber på Statskundskab og Økonomi.

Fællesskabet på Statskundskab var virkelig stærkt. Jeg elskede det studie. Jeg var der hele tiden. Det var mit liv, mens jeg selvfølgelig også havde et studiejob og en kæreste ved siden af. Noget af det bedste var, at mine medstuderende var så engagerede. Og så havde vi nogle sindssygt dygtige undervisere, eksempelvis Ole Wæver som underviste i international politik. Han er jo stadig aktiv i dag. Jeg var så fascineret af, at jeg havde læst hans bøger og set ham citeret i tidsskrifter, og så pludselig stod han også dér og underviste os. Det var helt fantastisk. Det var det helt rigtige valg at forlade økonomi, selv om jeg var fascineret af dybden i matematikken. Statskundskab var meget mere mig.

Måske var jeg lidt for kæk på studiet, fordi jeg følte mig så godt tilpas. I hvert fald sagde jeg en dag til mine venner, at de da kunne komme med ind til min mundtlige eksamen. Jeg havde nemlig fundet ud af, at der godt måtte komme folk med. Jeg tror, at det var en eksamen i forvaltning, og det var ikke mit bedste fag. Jeg fik vist nok en meget middel karakter. Jeg er meget udadvendt, og jeg var ikke rigtig nervøs for noget dengang, men da der lige pludselig sad tyve mennesker med til min eksamen, begyndte jeg alligevel at svede. Faktisk blev jeg bankende nervøs, og både lærer og censor sad og gloede på mig, som om de tænkte, hvad søren der foregik med alle de mennesker.

Definitionen af en ungdomspolitiker er sådan en, som godt kan lide at tale og være social. Ellers er man ikke i ungdomspolitik. Og jeg var formand for Konservativ Ungdom, inden jeg startede på Statskundskab. Jeg var vild med at være i en organisation, for det er fedt at lave noget i samarbejde med andre. At være sammen om noget. Bagefter var det held, der gjorde, at jeg kom ind i full-time politik, for det krævede jo, at jeg blev valgt ind. Jeg havde altid drømt om at komme i Folketinget, og pludselig var jeg der. Jeg levede min drøm – det var for vildt. Jeg havde de samme følelser omkring politik, indtil jeg forlod Christiansborg. Jeg vil klart anbefale det til andre. Det er klart det mest spændende, jeg har lavet i mit liv.

I mit nuværende arbejde prøver jeg at tale med virksomhederne om, at de ikke skal være så fikserede på, hvad folk har læst, når de ansætter. For det er et problem. Det er klart, at hvis man skal bruge en økonom, er det vigtigt, at vedkommende har nogle særlige færdigheder. Men det vigtigste, man skal ansætte på, er efter min mening nysgerrighed og engagement. Især når det er folks første ansættelse, som i høj grad også er en læreplads. Til sammenligning kan en historiker i USA eller England godt blive direktør for Coca-Cola. Men det er næsten usandsynligt i Danmark. Blandt andet fordi virksomhederne ikke er gode nok til at tænke ud af boksen. Men universiteterne burde også være bedre til at tilpasse sig fremtiden.

Det er et problem, at universiteterne er alt for udbudsorienterede og ikke særlig efterspørgselsorienterede. Det er ikke et problem, at de studerende vælger uddannelse efter deres interesse. Vi har kun én ressource i Danmark, og det er, at vi har dygtige mennesker, så lysten til fordybelse skal være til stede. Men universiteterne laver en masse uddannelsespladser og tænker ikke på, hvad samfundet har brug for. Hvis vi i fremtiden bør have mere fokus på teknologi, kunne det være, at universiteterne skulle spore sig mere ind på det. Uddannelsessystemet kan bruges til at gøre Danmark bedre og rigere. Jeg abonnerer ikke på den opfattelse, at vi har uddannelsessnobberi, eller at akademikerne skal have noget bashing. Det, synes jeg, er forkert. For det er dem, der trods alt skaber mest innovation og udvikling i det danske samfund.