Cand.stress. – når presset på studerende bliver for meget

»Jeg skal bare lige have den sidste aflevering ud af verden, så kommer jeg ovenpå på igen.« »Jeg skal bare lige ud på den anden side af eksamenerne.« »Det kan godt være, at jeg stadig er syg, men jeg skal bare lige til den der forelæsning.« Jeg skal bare lige, jeg skal bare lige…

Det har mange studerende sagt til sig selv i løbet af deres år på skolebænken, og Christina Sylvest-Noer er ingen undtagelse. Tværtimod.

Torsdag d. 16. juni 2016 er Christina alene hjemme med sine to børn. Hun er mor. Hun er kandidatstuderende. Og hun er træt. Hendes maj måned har været sindssyg, med en mand på hospitalet og en søn med mellemørebetændelse oven i læsning, eksaminer, ansøgninger til studiejob, et maraton og tusinde andre ting, som hun ”bare lige” skal nå. Men udadtil ser det slet ikke så slemt ud. På Instagram erkender Christina, at det har været en hård tid, men at hun tonser igennem det med et smil. For det er jo det man gør. Ik? Men den torsdag kan Christina ikke tonse længere. Hun råber ad sine børn og kan i bakspejlet slet ikke kende sig selv. Hun lægger dem i seng og bliver efterfølgende overmandet af angst. En angst, der fører til selvmordstanker. Stresssymptomerne har været der længe, men den dag knækker filmen.

Christina får overbevist sig selv om, at selvmord ikke er vejen frem, og næste morgen mander hun sig op og lader som om intet var hændt. Over morgenmaden leverer hun en skuespilpræstation, der ville gøre Meryl Streep misundelig. Men da resten af familien er ude af døren, vender angsten tilbage. Efter megen overvejelse tager hun telefonen og ringer efter hjælp. Hun er inde i stuen. Nede på gulvet. Under spisebordet. »Det var der, der var sikkert på det tidspunkt.«

Stress og studieliv

Mange studerende vil sikkert kende til de symptomer Christina oplevede i månederne op til den torsdag i juni. Manglende søvn, et ustyrligt tankemylder, en følelse af utilstrækkelighed og den evigt tilbagevendende influenza efter en hård, men overstået eksamensperiode. Faktisk svarede hele 49 % af adspurgte universitetsstuderende i 2017, at de havde følt sig stressede eller nervøse inden for den sidste måned.

Men for Christina ender presset med at blive for meget, og hun bliver indlagt på det psykiatriske hospital på Frederiksberg med diagnosen F32.2. Her tilbringer hun i alt otte uger, inden hun er rask nok til at vende tilbage til familien og studiet. Men det er ikke nemt at træde ind i forelæsningslokalerne igen. Hun føler, hun er faldet uden for normen for, hvordan studerende på en lang videregående uddannelse har det. Hun har været syg i hovedet, og hun er bange for hvad de andre ville tænke om hende.

Christina kom tilbage på skolebænken, og selvom det ikke altid er nemt at være studerende, fik hun hjælp og støtte til komme over sin sygdom, mens hun læste videre. I dag er hun ambassadør for kampagnen ‘En af os’, der arbejder for at nedbryde tavsheden omkring psykisk sygdom, og derfor holder hun onsdag den 9. maj oplæg om sit fem måneder lange sygdomsforløb til andre studerende på Nørrebros Teater til arrangementet ‘Cand.stress’.

Sabeltiger eller eksamensopgave?

De fleste studerende kender til at have travlt. Det kan være op til eksaminer eller i andre korte perioder under semesteret, hvor der er ekstra pres på. Og det er helt okay, siger Freja Filine Petersen, der er ph.d.-studerende og bl.a. forsker i unges stress. Faktisk er det en naturlig reaktion, der stammer tilbage fra dengang vi mennesker skulle overleve på naturens præmisser. Vores forfædre skulle være klar til at flygte eller gå til angreb, hvis deres veje krydsede en sabeltigers, en bjørns eller et andet dyr, der kunne overveje en lille menneskemad til frokost. Her bliver mennesket ekstra parat og fokuseret i takt med at adrenalinniveauet stiger og sanserne skærpes til.

»Stress er en belastning, som er okay i korte perioder. Problemet opstår, når vi ikke får restitueret,« siger Freja Filine Petersen onsdag aften på Nørrebros Teater hvor hun, ligesom Christina, holder oplæg.

Problemet for studerende i dag ligger i, at kroppen ikke kan kende forskelle på en sabeltiger og en eksamen. Stress er stress, og reaktionen er den samme. Men hvor mødet med en sabeltiger som regel var meget kort – enten blev man spist, eller også slap man væk – så er presset på studerende vedvarende. »Med den måde vores verden er på i dag, hvornår er det så egentlig, at de studerende har fri? Man kan jo bare tage sin computer op og fortsætte arbejdet,« siger Freja Filine Petersen.

Helt specifikt kategoriserer hun psykisk mistrivsel i tre stadier:

1. Travlhed – Kortvarigt stress, som er en naturlig reaktion, der er helt i orden.
2. Stress – Langvarig belastningsgrad, som kan føre flere til fysiske og psykiske symptomer, som eksempelvis dårlig søvn, nedstemt humør og manglende sexlyst.
3. Belastningsreaktion – Den langvarige belastning af stress er blevet for meget, og kroppen siger fra, nogle gange med psykiske sygdom til følge.

Travlhed kan altså udvikle sig til stress, som så i sidste ende kan udvikle sig til en belastningsreaktion. »Når man ikke kan slippe ud af det her hamsterhjul af opgaver, så kan det føre til psykisk sygdom,« siger Filine Petersen. Og det var lige præcis det, Christina oplevede den junidag 2016.

Ud på den anden side

Selvom det kan synes håbløst, når opgaverne har hobet sig op, og ens ressourcer til at få dem løst ikke længere er der, så oplevede Christina, at der var hjælp at hente, da hun først bad om den. Hun tog fat i sin studievejleder, der hjalp med at få hende sygemeldt, søge dispensation hos studienævnet og med at få et handikaptillæg. Christina var nemlig så syg, at hun måtte opgive sit studiejob.

Men der er også hjælp at hente, inden man når så langt ud. Foruden studievejledningen kan man ringe til studenterrådgivningen, der har psykologer tilknyttet, som er specialiseret i at hjælpe studerende på lange- eller mellemlange uddannelser. Eller man kan gå forbi PsykInfos drop-in klinik ved Kultorvet i København.

Christina mener dog, at det vigtigste man kan gøre som studerende er at lytte til sig selv og sin egen krop. »Jeg tror, det er så vigtigt, at man som studerende lærer at mærke sig selv og sine egne grænser, og at man ikke indlejrer andres behov, holdninger og normer for hvad der er for meget eller ej,« siger hun. »Hvis noget føles som for meget, så skal man reagere. Der er ikke nogen som klapper når man passerer mål og dejser om af udmattelse. Tværtimod.«

I dag er Christina kommet ud på den anden side. Og efter at have talt i en halv time om alle de udfordringer og følelser, hun var igennem i sit sygdomsforløb, kunne den smilende – og gravide – unge kvinde afslutte sit oplæg med at sige: »I dag har jeg været depressionsfri i halvandet år. Og for ni dage siden afleverede jeg mit speciale.«

Hun nåede kun lige at gøre sætningen færdig, før salen på Nørrebros Teater brød ud i hujen og spontane klapsalver.