Caspar Eric skrev digte til eksamenssekretæren: »Jeg bliver altid venner med TAP’erne«

Jeg har givet to interview om dagen de sidste par uger. Min seneste bog Nye Balancer er blevet helt vildt godt modtaget, og jeg er meget glad, fordi jeg kan mærke, at den lever derude. Allerede i 2015 skrev jeg om at leve med mit handicap, cerebral parese, i bogen Nike, men der er meget bedre resonans i dag, især blandt folk, der selv har et handicap. Jeg har skrevet bogen, fordi vi har brug for en samtale, som har manglet. Så nu giver jeg den gas. Jeg er mere kendt i dag, og mit publikum er ungt. Jeg har nok også fået bredere appel, fordi jeg skriver, så man kan læse mine bøger, når man går i 2.g, selv hvis man aldrig har haft en bog i hånden før. Hvis der havde været mere af den slags litteratur, havde jeg fået et mindre granatchok, da jeg startede på Litteraturvidenskab.

Efter gymnasiet arbejdede jeg to et halvt år i H&M. Jeg havde læst et halvt år på Statskundskab i 2008, men droppede ud og endte tilbage i H&M og tænkte fuck, hvad skal der ske? Allerhelst ville jeg på Forfatterskolen, og jeg søgte, men blev ikke optaget. Det var før finanskrisen, og jeg havde brug for nogle hurtige penge, så jeg fik et lån i banken, der kunne betale for et ophold på Testrup Højskole. Og så begyndte jeg på Litteraturvidenskab lige bagefter. Hvis jeg ikke allerede var droppet ud af en uddannelse, var jeg faldet fra i løbet af første år, for jeg havde gæld, og det var enormt stressende. Men der var nogle gode mennesker omkring mig på studiet, som jeg følte mig set og forstået af, og jeg fik nogle vildt gode venner. Og så stoppede jeg med at tage ideen om at være studerende så seriøst.

Jeg troede, at det var en practical joke, da vi fik at vide, at vi skulle læse Iliaden efter introturen. Jeg troede også, at folk jokede, når de sagde, at de havde læst Princesse de Clèves. Men det havde folk! Der var nogle meget gode studerende, som kom fra hjem, hvor de havde været vant til at læse. Jeg fattede ikke en skid. Jeg havde læst Harry Potter og Dan Brown og min fars krimier. Og så havde jeg haft en kæreste, hvis mor var dramatiker, hun havde en fed bogreol, og hun viste mig Per Højholt. Men det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle få et forhold til verdenslitteraturen.

Jeg følte mig totalt utilpas over de kulturelle koder på studiet. I dag kan du kalde mig kulturel overklasse, men jeg kommer slet ikke fra det der. På introturen drak mig og en der hedder Karl os i hegnet i tre dage og blev bedste venner. De andre syntes, vi var alt for meget, men det var mandekærlighed. Vi blev en gruppe på seks-otte personer, der fandt det hele lidt latterligt til at begynde med, men faktisk var det et vildt stimulerende miljø. Det var spændende at spise frokost med folk, der havde læst Princesse de Clèves, og vi var vildt studentikose og øvede os i at tale som dem. Men med tiden begyndte vi jo at fatte ting, og jeg lærte vildt meget af at møde mennesker, for hvem det var naturligt at læse, og ikke noget man skulle skamme sig over. Der var flere, der kunne læse tyske og franske tekster på originalsprog. Det kunne jeg ikke. Derfor dyrkede jeg den engelske litteratur, og i dag oversætter jeg også fra amerikansk og engelsk.

Der var store dele af pensum, jeg ikke læste, og jeg tænkte, det skal sgu nok gå alligevel. Jeg vil ikke sige, at jeg slackede, men jeg tog det, jeg kunne bruge, og så lavede jeg mit eget pensum. Vi fik jo kun ni en halv times undervisning om ugen. Jeg begyndte at mærke, at jeg havde et mellemværende med sproget, og jeg havde læst meget af det, der var kommet de seneste år i Danmark. Men jeg havde en fornemmelse af, at noget manglede, især når jeg kiggede til Sverige, Norge og USA. Min bachelor trak ud, og der var fag, som jeg fulgte på sidelinjen for så at gå op i fuldt pensum. Jeg skrev bachelor om konceptuel litteratur i USA og med nogle paralleller til Simon Evans, og jeg skrev speciale i form af essays om det nye du i litteraturen og ironisk melankoli. Det har jeg brugt i min praksis efterfølgende.

Jeg har søgt ind på Forfatterskolen fire gange. Jeg kom ikke ind. Til gengæld tog jeg i 2012 et åbent forfatterkursus på Litterär Gestaltning, mens jeg læste på bacheloren. Jeg opsøgte mange ting ved siden af, og så udkom min første bog, 7/11, mens jeg startede på kandidaten. Så kørte det, jeg tog det stille og roligt, og jeg afleverede Nike (toeren, red.) til tryk, tre uger inden jeg afleverede speciale. Det var en heftig tid, jeg kunne have brugt al verdens tid på det speciale, men jeg skrev en bog i stedet.

I mit speciale skrev jeg en fodnote som et tresiders langdigt. Jeg havde en vildt god vejleder, Mikkel Krause Frantzen. Måske var jeg hans første specialestuderende, og undskyld til ham. Han var rummelig og forstod, at jeg ville rykke grænserne for, hvad man kunne i forskning. Han sagde: Bare kør! Du får helt sikkert ikke 12, når specialet skal bedømmes, for der er for mange ting, der er for wack. Det var vigtigt, at han lod mig have det sjovt imens. Jeg havde også nogle gode tutorer og instruktorer, og i de år var der god udveksling mellem universitetet og Forfatterskolen. Det litterære miljø virkede ikke som en lukket fest. Jeg troppede bare op til oplæsninger, og så mødte man nogen og blev introduceret for andre, der også rendte rundt og syntes, litteraturen var spændende. Jeg skylder folk på Litteraturvidenskab meget. Det var trygt at turde noget. Folk syntes, at jeg havde gang i nogle spændende ting, og det syntes jeg også, de havde. Nu er jeg blevet 35 og underviser selv rundtomkring, og jeg prøver at være lydhør efter, hvad de unge har gang i.

På universitetet tænkte jeg ikke på mig selv som handicappet. Man lærer at tale sig ud af sit handicap og hele tiden være mere end det. Det var først, da jeg begyndte at følge et fag på kønsstudier – ’Fra queer til crip’– at jeg pludselig sad og læste en teori, som jeg kunne knytte direkte til mine egne erfaringer. Og underviseren, Mons Bissenbakker, lod mig gøre det. Jeg har aldrig givet ham credit, men jeg havde ikke kunnet skrive Nike uden den oplevelse.

Jeg skrev en stribe haikudigte på Facebook dedikeret til instituttets eksamenssekretær. Fordi jeg havde gang i så meget, missede jeg en eksamenstilmelding. Jeg hader autoriteter, men jeg er meget autoritetstro, så jeg troede, at løbet var kørt. At jeg ville blive smidt ud. Men eksamenssekretær Helle Abbasi fiksede det for mig. Jeg bliver altid venner med TAP’erne, det er dem, der er mine forældres venner, jeg forstår dem. Og jeg er også dem. Jeg mødte studerende, undervisere og en administration, der hjalp mig ved at være søde og forstående. Og det prøver jeg at tage med mig ved også at være det.

I dag kan jeg fucking leve af min poesi. Jeg er oppe på en normal indtægt på 30.000 om måneden i snit, lidt mere, hvis jeg er heldig at vinde en pris. De fleste der skriver poesi, kommer overhovedet ikke i nærheden af det. Jeg elsker mit arbejdsliv. Jeg elsker også at lave de her interview, der er bare noget med balancerne. Jeg har haft ondt i ryggen i to uger, det er jeg lidt bekymret for. Det er en af de skjulte dele af at leve med et fysisk handicap, som vi snakker meget lidt om: risikoen for depression og stress. Det kræver ekstra hjernekapacitet at bevæge sig rundt i en verden, der ikke er indrettet til en. Jeg har en høj smertetærskel og en god kropsbevidsthed, og jeg træner og passer så godt på kroppen, som mit liv tillader. Det er blevet nemmere, efter min økonomi er blevet bedre, for det kræver tid og overskud at passe på sin krop. Tag ud og løb en tur, siger vi til folk, der har angst, men hvis du har så meget i hovedet, at du ikke kommer ud af sengen, har du ikke brug for endnu en ting, du er dårlig til.

Følg Uniavisen på Instagram, hvor vi udlodder to signerede eksemplarer af Caspar Erics seneste digtsamling Nye Balancer. Handicapdigte til en heldig vinder.