Cirkelkaffepigen minder os om en tid, vi helst vil kalde fortid

Hvornår har du sidst tænkt over Danmarks kolonihistorie? Eller mødt tegn på den?

De fleste af os møder kolonihistorien uden at tænke over det. I supermarkedet. På kaffepakken. I billeder, vi kender så godt, at vi holder op med at se dem.

Men hvad nu, hvis forestillingen om kolonitiden som noget overstået i sig selv er et resultat af billeder, æstetik og bevidste valg? Og hvad sker der, hvis vi begynder at stille spørgsmål til de motiver, der har lært os at forbinde kolonihistorien med hygge, kvalitet og noget hjemligt?

De spørgsmål rejser professor i kunsthistorie Mathias Danbolt i sin nye bog Tropaganda – kunst, kolonialisme og kampe om historien. Her dvæler han ved ikoniske og genkendelige billeder fra kolonitiden – ikke for at moralisere over dem, men for at forstå, hvordan de virker. Og undersøge, hvorfor kolonihistorien tilsyneladende er fraværende i kunstsamlinger fyldt med værker fra 1600- og 1700-tallet, kolonimagternes storhedstid.

»Når man går rundt på SMK og ser på portrætter fra 1800-tallet, er der typisk folk med fuglebure med papegøjer eller strudsefjer i hatten. Hvor kommer strudsefjerene fra? Hvor kommer papegøjerne fra? De kommer blandt andet fra Afrika. Der er spor af global kontakt mange steder i kunsten, men vi har manglet et sprog for det og har ikke stillet de rigtige spørgsmål,« siger kunsthistorikeren.

En historie om fravær

Tropaganda er kulminationen på over et årtis undersøgelse. Ideen opstod i mødet med samtidskunsten i 2014, hvor Mathias Danbolt så en udstilling af den dansk-trinidadiske kunstner Jeanette Ehlers om Danmark-Norges rolle i den transatlantiske slavehandel. Oplevelsen satte sig i ham, og det gik op for ham, at han intet vidste om kolonihistorien.

Danbolt havde taget en ph.d., arbejdet tæt sammen med museer og undervist i kunsthistorie i årevis, men alligevel var kolonihistorien nærmest fraværende. Som om den ikke eksisterede i kunsthistorien.

Der er spor af global kontakt mange steder i kunsten.

Mathias Danbolt

»Og så kom det ubehagelige spørgsmål: Hvorfor ved jeg ikke noget om det? Er det min fejl?,« spørger han.

»Man kan ikke gå gennem kunsthistorieuddannelsen uden at lære om historiske hændelser som Anden Verdenskrig eller Holocaust. Men dansk-norsk kolonihistorie fremstod ikke som en nødvendig viden. Den var der bare ikke,« siger han.

Da han begyndte at lede, fandt han ikke svarene i kunstmuseernes arkiver, men andre steder. I historiske bøger, etnografiske samlinger og kulturhistoriske museer fandtes store mængder af historiske bøger, arkiver, skitser, akvareller og billeder lavet af soldater, søfolk og embedsmænd. De var bare ofte kategoriseret som noget andet end kunst.

Fra skatkammeret til kunstmuseet

I Tropaganda beskriver Danbolt, hvordan mange af de store danske museer udspringer af Det Kongelige Kunstkammer – et skatkammer, etableret af Frederik III i 1600-tallet, hvor værker og genstande fra hele verden i alle mulige kategorier var blandet sammen. I begyndelsen af 1800-tallet blev samlingen splittet op til specialmuseer.

»I den opdeling gik rigtig meget af den kunst, der var skabt af hvide mænd og afbildede typiske europæere og europæisk kultur, til Den Kongelige Billedsamling, som i dag er SMK,« siger han.

»Og alle de objekter og billeder, som var lavet af eller forestillede koloniserede befolkninger fra Caribien, Kalaallit Nunaat og de samiske områder, endte i de etnografiske samlinger. Det blev ikke set som kunst lavet af kulturfolk, men som ‘etnografika’ skabt af naturfolk.«

De værker, der fortalte om kolonihistorie, blev ikke set som noget af æstetisk værdi men som »instrumentelle billeder«, vinduer ind til andre kulturer. Af den grund endte materialet i samlinger hos arkæologer, historikere og etnologer.

»Meget af det koloniale billedarkiv har bogstavelig talt været lagt i hænderne på andre fagligheder. Vi kunsthistorikere har i mange år kunnet sige: Vi har jo ingenting i vores samlinger. Og det har været meget komfortabelt. Men det har også gjort vores forståelse af både kunsthistorien og kolonihistorien væsentlig fattigere.«

Et afsluttet kapitel for hvem?

Danbolt besluttede sig for at dykke ned i kunst og visuel kultur fra en periode, han aldrig selv var blevet præsenteret for i sin studietid. Jo mere han arbejdede med kolonihistoriske billeder, jo tydeligere trådte kolonialismen frem – også dér, hvor man ikke plejer at se den.

En af bogens centrale pointer er, at kolonihistorien ofte forstås som et afsluttet kapitel, der blev sat punktum for i 1917 med frasalget af De Vestindiske Øer. I Danmark lever forestillingen om, at vi »solgte fra« tidligt, inden afkolonisering blev et moralsk og politisk spørgsmål i tiden efter Anden Verdenskrig. Men i sin bog spørger Danbolt sammen med en række caribiske kunstnere: Overstået for hvem?

For befolkningen på de nuværende US Virgin Islands blev én kolonimagt blot erstattet af en anden. Samtidig blev danske økonomiske interesser plejet længe efter 1917.

»Når man kalder kolonialismen for »et kapitel«, antyder man, at det har en klar begyndelse og slutning. Men hvem er det slut for? Danske virksomheder ejede havnen i St. Thomas helt frem til 1990’erne. Og danske aktører var med til at udvikle turismen på Jomfruøerne i mellemkrigstiden. Så forbindelserne forsvandt jo ikke,« siger han.

Bogen forsøger ikke at påstå, at kolonihistorien har været glemt – men at den har været fortalt på bestemte, ofte nostalgiske måder i film, reklamer og populærkultur. Det har understøttet fortællingen om et afsluttet kapitel og en lille og relativt uskyldig kolonimagt.

Cirkelpigen og de store følelser

Mathias Danbolt tager en slurk af sin kaffe, jeg gør det samme. De serverer god kaffe på Hovedbiblioteket, hvor vi sidder. Det er hyggeligt, siger han, kaffe forbinder vi med familie, pauser, noget trygt.

Der er en grund til at dvæle ved kaffen.

De fleste kan fremkalde billedet uden at se det: En sort kvinde i profil på hvid baggrund. Hun har et neutralt, måske let bekymret udtryk. Hendes fletninger, cornrows, er arrangeret tæt på hovedet. Hun har hvide hårbånd. En stor rund, hvid ørering. Perlekæder om halsen.

Aage Sikker Hansens tegning, Cirkelpigen, som stadig pryder de blå pakker med Cirkelkaffe i Coop, er et ikonisk billede. Et stykke dansk kulturarv, men også et målrettet reklamefremstød, der skulle lære forbrugerne at købe færdigpakkede varer.

Danbolt placerer motivet i en længere historie om, hvordan detailhandlen har samarbejdet med kunstnere for at knytte positive følelser til bestemte produkter.

I Danmark blev stereotype billeder af sorte mennesker allerede i 1700-tallet brugt til at sælge produkter fra kolonierne. Varerne skulle fremstå eksotiske og kostbare. Denne koloniale billedkultur fandt nye former og formater i fremvæksten af en moderne reklameæstetik.

I 1920’erne begyndte købmænd – inspireret af den boomende detailhandel i USA – at sælge færdigpakkede produkter markedsført med farvestærke billeder. Den moderne indkøbsoplevelse gryede, og færdigpakkede varer effektiviserede handlen og var god forretning.

»Husmødrene var rasende! I 1920erne skrev folk talrige læserbreve mod reklame, hvor de kaldte færdigpakkede produkter for »humbug« og »snyd«, eftersom mærkevarer var dyrere end varer købt i løs vægt. I mediedebatterne håbede flere debattører at ’reklamedjævlens’ tid snart var forbi, så man kunne slippe at se disse »væmmelige ansigter« på pakkerne,« siger Mathias Danbolt.

Brugsforeningerne lavede kampagner for at få forbrugerne til at holde af de færdigpakkede varer. De inddrog børn, de samarbejdede med Aage Sikker Hansen, de lavede æstetiske plakater, folk kunne købe med hjem.

Langsomt ændrede fortællingen sig: Det handlede ikke længere blot om, at indpakningen øgede prisen på kaffe, nu handlede det om kunst, kvalitet, hygge og familie.

Også motivernes logik ændrede sig. Til langt op i 1900-tallet blev sorte mennesker ofte fremstillet som markarbejdere i plantagerne, men efter Anden Verdenskrig mistede det sin charme.

»I 1950’erne sælger man ikke længere produkter med billeder af sorte arbejdere i kolonierne. Nu fremstilles de som servicepersonale, der bringer nydelse ind i hjemmet hos de danske forbrugere.«

Forskerens shitstorm

Mathias Danbolt har personligt mærket, at der er stærke følelser forbundet med de klassiske kolonialvarebilleder, for han endte i en shitstorm i 2015 efter et interview om reklamebilledernes kulturhistorie i Information.

»Der var politikere, der skrev, at jeg burde fyres. Jeg fik ubehagelige beskeder, og jeg blev svinet til på tv. Jeg var slet ikke forberedt på det, og det slog mig helt ud,« siger han.

Arbejdet med Tropaganda har også været en måde at genbesøge debatterne på – nu med afstand, fastansættelse og mere sikkerhed i ryggen.

Spørgsmålet er, hvorfor det vækker så stærke følelser.

»Det handler ofte mindre om billederne i sig selv og mere om identitet og historie. Om at man rokker ved noget, der har føltes trygt og hyggeligt,« svarer Danbolt.

Og så er vi tilbage ved bogens titel. Tropaganda er en sammentrækning af ‘tropisk’ og ‘propaganda’. Når vi siger propaganda, tænker vi ofte på paroler og tydelige budskaber. Men med begrebet »tropaganda« peger Danbolt på en form for visuel propaganda, der ikke råber, men slører:

»Vi går til kunsten og æstetikken som et sted, der bare skal være dejligt og nydeligt. Men kunst har også været brugt på måder, der ikke er skøn og smuk for alle. Det skønne og smukke i tropebillederne har været et redskab til at normalisere eller dække over historiske konflikter og politiske magtforhold. De idylliske tropaganda-billeder vækker ikke debat, men inviterer snarere til bekymringsfri afslapning og nydelse.«

De billeder, Mathias Danbolt analyserer i bogen – alt fra portrætter af slaveejere i 1700-tallet, landskabsbilleder af sukkerplantager i 1800-tallet til nyere reklamebilleder – har det til fælles, at de har været med til at gøre kolonihistorien mere spiselig. Den påvirkning ville han gerne undersøge nærmere med bogen.

»Jeg er interesseret i, hvordan billeder og kunst virker og påvirker os, både følelsesmæssigt og med evnen til at åbne og lukke for samtaler og forståelser af fortiden.«

Ingen rene steder at stå

På bogens forside ses et værk af kunstneren Jeannette Ehlers, et ordsprog bøjet i lyserød neon: »Until the lion has their historian, the hunter will always be a hero.«

Danbolt vender i bogen tilbage til denne sætning igen og igen. For ham handler det om ansvar i historieskrivningen:

»Når man arbejder med historier fyldt med magt, ulighed og vold, er der ingen rene steder at stå,« siger han.

At skrive kolonihistorie er at træde ind i ruiner og se på vraggods – men også på modstand, energi og liv. Alle valg har konsekvenser. Hvilke stemmer får plads? Generelt mener kunsthistorikeren, at vi er for dårlige til at befinde os i ubehagelige historier og ubehagelige samtaler. Men der er meget at vinde, hvis vi øver os, siger han.

At komme til et sted, hvor man ikke er så bange for kritik, er frigørende.

Mathias Danbolt

Jeg spørger, hvordan han selv har arbejdet med det, og han griner lidt. I det ene øre dingler en ørering. Der er to forklaringer, siger han. Den første er biografisk.

»Jeg tror, at jeg som homo og minoritet aldrig har tænkt akademia som noget behageligt sted. Det er et sted med magtkampe. Jeg har aldrig forventet, det skulle være behageligt, og det har nok gjort, at jeg ikke blev så skuffet,« siger han.

»Da jeg var studerende, havde jeg mange interaktioner med forelæsere, som overhovedet ikke syntes, det jeg interesserede mig for, var relevant. Jeg skriver om AIDS, queerhistorie og minoritetsperspektiver, og det blev set som irrelevant. Det ubehag har altid været der.«

Den anden forklaring er, at det er nødvendigt:

»Hvis vi skal lære noget, må vi blive bedre til at tage imod kritik. De fleste har et stort bekræftelsesbehov og vil gerne høre, at vi er gode nok. Men det er ikke altid dér, vi vokser. At komme til et sted, hvor man ikke er så bange for kritik, er frigørende.«

»Ubehag dør man ikke af. Kroppen reagerer, men det er ikke farligt, og man kommer videre. Og uenighed kan faktisk være både spændende og lærerig. Jeg ville ønske, vi kunne afdramatisere uenighed lidt.«

Samtalen med – ikke om – Grønland

Med Donald Trump er samtalerne om Danmarks koloniale fortid – og nutid – kommet øverst på dagsordenen. Og i dag kan Danbolt mærke en større interesse for at forstå koloniale relationer end for ti år siden. Studerende er mere nysgerrige, siger han, selvom debatten i medierne er blevet mere polariseret.

Han oplever, at koloniale spørgsmål ofte bliver enden på samtalen. Med bogen håber han at vise, at de også kan være begyndelser.

»Jeg har lyst til at vise, at kolonihistoriske perspektiver kan være en åbning til at forstå mere om vores kunsthistorie, vores forhold, vores nationalitet, identitet og historie,« siger han.

»Den aktuelle samtale om Grønland viser også, hvor svært vi har ved at lytte. Simpelthen ikke sige noget. Og det er jo fortællingens magt. Nogle historier bliver fortalt så mange gange, at vi tænker, de er sande, og så glemmer vi, at ting opleves, høres, ses, fungerer helt anderledes fra andre perspektiver. I samtalen med grønlænderne oplever jeg, at vi er begyndt at lytte lidt mere og forstå, at den fortælling, vi er vant til at navigere efter, den deler vi ikke med alle.«

Og måske er det derfor, Aage Sikker Hansens plakat med Cirkelkaffepigen stadig hænger i ramme rundt omkring i danske hjem: Hun er ikke bare et motiv – hun er en fortælling, vi har lært at føle os hjemme i.