Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
I dette prisvindende essay sætter kræftlæge og ph.d.-studerende Karen Husby ord på de følelser og tanker, der væltede over hende, da hendes mand blev ramt af den sygdom, hun forsker i.
Hvordan opdager vi kræft? Hvordan opdager vi kræft hurtigt? Og hurtigt nok til at kunne redde liv? Hvordan forebygger vi kræft? Og hvor mange kræfttilfælde kan vi undgå? Det er spørgsmål, jeg som læge forsøger at besvare i mit forskningsarbejde dybt begravet i nationale registre og statistiske analyser. Men den 10. december 2020 ændrede mit forhold til kræft sig. Mit liv ændrede sig. Min mand fik kræft – på sin 30-års fødselsdag.
Ph.d.-prisen
Karen Husbys essay Corona, kræft og kærlighed vandt ph.d.-prisen 2020, en essaykonkurrence på Københavns Universitet, der hylder »den mest fremragende tekst« skrevet af en ph.d.-studerende
En jury bestående af fem dekaner pegede på Husbys tekst som den bedste i 2020
Med prisen fulgte et legat på 18.000 kroner
Helt nye slags kræftspørgsmål dukkede op. Kommer mine børn til at undvære deres far? Kan jeg leve uden min mand? Skal jeg? Hvad stiller man op, når ens mand får kræft? Ens bedste ven, ham, man deler alt med – fra en dårlig dag på jobbet, udfordringer med at få børnene til at sove til drømme om fremtiden. Når fremtiden på et øjeblik bliver kogt ned til den næste time. Når alle drømmene på et øjeblik fordufter – på nær én: Drømmen om at fortsætte livet med min mand.
Der gik mange tanker igennem mit hoved i december 2020. Og mange spørgsmål. Kræftspørgsmål blev til eksistentielle spørgsmål. Ville mit liv have været bedre, hvis jeg havde giftet mig med en anden mand? Kan jeg klare det som alenemor med to børn, hvis jeg skal? Dør mit gode liv, min optimisme og min livsglæde, hvis min mand dør?
Der kom også mange svar. Selvfølgelig skulle jeg ikke have giftet mig med en anden mand. Da mit første barn var spæd, læste jeg bøger, når jeg ammede om natten. Blandt andet Hella Joofs Papmaché-reglen. Hun skriver om »rub og stub-reglen«: Når man ønsker sig sin venindes gode job eller flotte hår, skal man tænke rub og stub. Vil man også have hendes mand og hendes problematiske forhold til sin søster? Jeg vil til hver en tid helst have mit liv, mine problemer, min mand. Og hvis jeg skal miste ham en dag, vil jeg hellere have haft ham på et tidspunkt end slet ikke.
Nu ved jeg, at kemolivet er hårdt, men ikke dårligt.
Karen Husby, læge og ph.d.-studerende
Mens jeg læser Hella Joof, er min mand mere til Svend Brinkmann, stoicisme og negativ psykologi: Det er benhårdt at stå en hel nat med en grædende baby. Men hvis man forestiller sig at stå med en død baby, er det pludselig lidt fantastisk, at babyen græder. I bedste negativ-psykologi-stil tænkte min mand og jeg helt uafhængigt, at det var godt, han ikke var død i en trafikulykke. Så er kræft trods alt bedre. For det giver os mulighed for at nyde og værdsætte det drømmeliv, vi lever.
I udredningsforløbet forbandt både min mand og jeg kræft meget tæt med død. Vores gode amerikanske veninde døde for et par år siden af netop samme type kræft, som min mand blev udredt for. Det var en tæt veninde. Jeg boede med hende under et forskningsophold i Boston, jeg holdt Thanksgiving med hendes familie, og hun var der, da vi fandt ud af, at jeg var gravid med vores første barn.
Nu hvor kemoterapien er begyndt, fokuserer vi på nuet frem for på fremtiden. Min mand kan ikke leve i en illusion om, at han selvfølgelig bliver rask – det er er ikke ægte for ham. Samtidig kan han heller ikke gå rundt og frygte, at han ikke er her om et år. At tænke et år frem betyder også at tænke et års kvalme, et års smerter, et års bekymringer og et års frygt. Det kan han ikke holde til. Så han tænker nu. Glæder sig til en croissant til kaffen og til at kramme børnene i eftermiddag. Den strategi virker og inspirerer.
Jeg føler mig som verdens lykkeligste menneske, når jeg hører børnene og min mand grine om kap i stuen.
På trods af frygt og forvirring er vi det meste af tiden fyldt med glæde og taknemmelighed. Jeg føler mig som verdens lykkeligste menneske, når jeg hører børnene og min mand grine om kap i stuen. Eller når vi alle fire sidder helt tæt og læser bøger om aftenen.
Engang troede jeg, at et kemoliv var et dårligt liv. Jeg tænkte, at hvis min mand alligevel ikke klarer den, hvorfor skal jeg så gå igennem det her med ham? Hvorfor kan jeg så ikke komme videre med mit liv? Lære at klare mig alene med børnene. Måske endda oprette en Tinder-profil. Nu ved jeg, at kemolivet er hårdt, men ikke dårligt. Det er fyldt med taknemmelighed. Fyldt med snakke, som føles vigtigere end tidligere, kram, der føles varmere end nogensinde før. Solen skinner kraftigere.
Hvad stiller man op, når ens mand får kræft?
Min mand og jeg har tit snakket om kampen mod kræft. På mit arbejde kæmper jeg mod kræft. Med kittel, træsko og pudsede forskerbriller. Men ikke derhjemme i stuen – dér er kampen unfair. Min mand og jeg kæmper ikke mod kræftsvulsten; det lader vi kræftlægerne og kemoen om. Men vi kæmper for at holde humøret oppe, for at skabe en god hverdag for vores børn, og for at min mand får spist nok til at have kræfter til vilde lege, gåture og kys. Vi kæmper i fuld fighter mode for det bedst mulige liv i en urimelig svær situation.
Men også den kamp er hård. Før min mand fik kræft var vi to om alting derhjemme – og vi havde travlt. Nu skal min mand bruge størstedelen af sin tid på sygdom og behandling. Vi skal forholde os til lægesamtaler, behandlingsregimer, en e-Boks der bliver lagt ned af Region Hovedstaden. Og hvordan støtter man egentlig bedst muligt sine børn, når deres tryghed er truet på livet?
Klare det skal vi nok, men hvis vi skal have det godt – og ikke mindst, hvis vores børn skal have det godt, har vi brug for hjælp. Men hvordan beder man om hjælp uden samtidig at føle sig som en taber, som ikke kan klare sig selv? Kan man overhovedet få hjælp, når coronaen raser og forsamlingsforbuddet regerer?
Hvordan støtter man egentlig bedst muligt sine børn, når deres tryghed er truet på livet?
Karen Husby, læge og ph.d.-studerende
Vi oprettede et hjælpenetværk på en app, pakkede stoltheden væk og sagde ja tak til alles hjælp. Hurtigt var netværket stort. Og hurtigt blev det tydeligt, at vores familie og venner virkelig gerne vil hjælpe. Ligesom os er de chokerede og kede af min mands sygdom. De ønsker at gøre noget godt for os. Og kanelsnurrer og lasagne til fryseren smitter heldigvis ikke. Nogle gange kræver det styrke at vise svaghed. For os føles det efterhånden alt andet end taberagtigt at bede om hjælp.
Meget har ændret sig. Min mand er blevet en del af den statistik, jeg tidligere kun beskæftigede mig med på mit arbejde. Hospitalsgulvet som før blot ledte mig til kantinen, bliver nu nærstuderet ned til mindste detalje, mens jeg traver op og ned ad gangene, klamrer mig til min mand og venter. Venter på svar.
Når livet tager én på omveje, opstår nye tanker og nye spørgsmål. Nogle spørgsmål er besvaret, andre er stadig ubesvarede. De vigtigste svar og største indsigter kommer sjældent fra tykke bøger og kloge professorer alene. De kommer, når man tør afsøge fremmede områder, når man tør tage omvejen. Hvis man da får valget.
2020 sluttede for mit vedkommende med en dødsens vild og voldsom rutsjebane-tur. En rutsjebane-tur, som formentlig ikke stopper foreløbig. En rutsjebane-tur, jeg til enhver tid havde takket nej til, hvis jeg havde fået valget. Men 2020 sluttede også med en udvidet horisont, en ny indsigt. En indsigt i livet; en ny følelse af taknemmelighed og lykke midt i ulykken. Og en indsigt i kræft som sygdom – en indsigt, jeg aldrig havde fået på forskningskontoret eller sengeafsnittet, men som for altid vil påvirke mig som kræftforsker og læge.