Coronas kvindefælde: Gæt, hvem, der blev hjemme?

»Alle skoler og dagtilbud lukkes. Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem. Alle private arbejdsgivere opfordres kraftigt til at sikre, at flest muligt af jeres medarbejdere arbejder hjemmefra, afspadserer eller afholder ferie.«

Min første tanke var: Panik! Skal jeg tilbage på barsel?

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen den 11. marts 2020, og så gik der en klap ned for mit hoved. Min første tanke var: Panik! Skal jeg tilbage på barsel? Tilbage på barsel med mine pseudotvillinger under fire år uden hjælp fra bedsteforældre. Og værst af alt, min kæreste må arbejde videre …

Som mange andre kvinder arbejder jeg i det offentlige (som ph.d.-studerende på Københavns Universitet), og som mange andre mænd arbejder min kæreste i det private. Han tjener mere, til gengæld har jeg større fleksibilitet i mine arbejdstider. Og det er da rart. Eller er det?

For hvem ender med at tage langt størstedelen af barns sygedage, lægetjek, tandlæge, indkøring i institution, forældremøder, legeaftaler, og, ja, godt gættet – pasning under nedlukning? For slet ikke at nævne langt størstedelen af barslen. En barsel, som for mit vedkommende var præget af stress, dårlig samvittighed, selvbebrejdelser og psykiske udfordringer.

Min kæreste har svært ved at sætte sig ind i de problematikker, måske fordi han aldrig var på barsel alene, ikke er fordi han ikke ville, men fordi det ikke lige kunne lade sig gøre i hans daværende arbejdssituation.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Han holder jo hjulene i gang

Fra et samfundsperspektiv giver prioriteringen om at holde hjulene i gang i den private sektor total mening. I et familieperspektiv ender vi ofte med den samme prioritering.

Hvordan ville denne gentagne prioritering af hans karriere egentlig ramme os, hvis vi pludselig ikke er en familie længere?

Selv om vi har samme uddannelsesniveau, så tjener jeg jo mindre, har langt mindre ansvar samt langt større fleksibilitet, så vi ender ofte med – i fællesskab – at prioritere hans møder, hans kalender, hans deadlines, ja, hans karriere over min. Det giver da kun god mening, at jeg tager mere fra på hjemmefronten, mens han holder hjulene i gang, men hvordan ville denne gentagne prioritering af hans karriere egentlig ramme os, hvis vi pludselig ikke er en familie længere?

Tilbage til corona. COVID-19 er en global krise, og vi skal alle vise samfundssind. Jeg var i den privilegerede situation, at jeg blev sendt hjem med fuld løn samt fuld forståelse for min begrænsede ydeevne.

Burde jeg være taknemmelig? Uden tvivl. Burde jeg værdsætte den ekstra tid sammen med mine børn? Helt sikkert. Men det ændrer ikke på, at coronakrisen og hjemsendelsen forstærkede nogle eksisterende strukturelle og skævvredne dynamikker i vores samfund, som vi burde kigge nærmere på.