Da Katherine Richardson fik sin lyse idé

Hvis man vil være professor i noget, skal man tænke noget om noget, som andre ikke har tænkt før. Og det skal helst være klogt. Men hvornår beslutter man sig for, at det er professor, man vil være – hvis man får lov – og at man vil bruge livet på at forske?

Der er professorer over alt på Københavns Universitet (KU). Vi har i denne artikelserie håndplukket et udvalg af dem, og bedt dem fortælle os om, da de blev ramt af en lys idé. Og om hvorfor det i øvrigt er relevant for os andre at vide noget som helst om deres forskning.

Denne gang har Universitetsavisen talt med Katherine Richardson, der er professor i biologisk oceanografi på Københavns Universitet. Hun fortæller selv her:

KÆRLIGHED TIL HAVET

Af Katherine Richardson

Jeg kan ikke huske et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har været overbevist om, at mit arbejdsliv skulle fokusere på havet. Jeg har altid været fascineret af havet. Den dag i dag har jeg det bedst, når jeg er på, i, eller i nærheden af havet.

Min familie har »rødderne« i havet, idet min tipoldefar og oldefar begge var skibskaptajner. Da jeg læste min oldemors beretninger om at være medsejlende hustru, var jeg solgt! Jeg skulle også sejle!

Da jeg var 16 år fik jeg mulighed for, på et National Science Foundation program, at lave forskning i en sommerferie.

Denne forskning handlede godt nok om sygdomme i nogle mus, men jeg kunne godt binde den første oplevelse med forskning sammen med min kærlighed til havet. Derfra var det (næsten) udelukkende havforskning, jeg rettede mig imod.

Jeg siger »næsten«, fordi det var i 70’erne, hvor jeg læste, at Law of the Sea blev udviklet – det synes jeg også, var en ret fascinerende proces.

Jurist eller havbiolog?

På Harvard, hvor jeg læste, kunne man godt have to specialer – derfor tog jeg en del fag indenfor statskundskab. I et stykke tid overvejede jeg, om ikke jura var et bedre valg end forskning, da jeg var ret usikker på, hvad jeg ville med mit liv.

Sommeren inden mit sidste år på universitet var jeg først i Washington, hvor jeg var praktikant i Repræsentanternes Hus. Bagefter arbejdede jeg på et marint forskningscenter. Men jeg gik alligevel ind i mit sidste år med megen tvivl i sindet.

Heldigvis blev jeg inviteret på mit første forskningstogt (fra Woods Hole til Sargassohavet) i løbet af efteråret, og så var der ingen vej tilbage. Havforskning skulle det blive!

Tiltrukket af mikroskopiske havplanter

Hvorfor er din forskning relevant for os andre at vide noget som helst om?

Min forskning har hele tiden fokuseret på de mikroskopiske planter, der findes i havet (og som egentlig udgør over 95 procent af den fotosyntese, som finder sted der).

Jeg blev først tiltrukket af dem, da jeg læste, idet der skete en stor giftig algeopblomstring langs den kyst, hvor jeg boede den gang.

Mit specialeprojekt handlede så om den art, der forårsagede denne opblomstring. Når man lærer den gruppe planter at kende, kan man ikke give slip på dem igen. Og det meste af min forskning tager dem stadig med som udgangspunkt.

»Ligegyldig forskning« blev afgørende

Ofte i min forskningskarriere er jeg blevet anklaget for at lave ligegyldig forskning – underforstået, at min forskning var spild af offentlige midler, da der ikke synes at være en direkte forbindelse mellem min forskning og ‘faktura’.

Imidlertid har man nu indset, at netop disse små planter er vigtige i forhold til havets evne til at optage CO2 fra atmosfæren.

Pludselig er min forskning – som i dag er en del af Carsten Rahbeks grundforskningscenter, og som fokuserer på de faktorer, der bestemmer samfundets artssammensætning – meget relevant for forståelsen af den globale kulstofcyklus, og derved klimaforskning.

Nu kan folk godt forstå, hvorfor min forskning er relevant. Men jeg gik ikke i gang med denne type forskning for samfundets skyld, men blot fordi jeg gerne ville forstå disse fascinerende organismer bedre.

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.