Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Andet

Da kræftforskerens mand fik kræft

Sygdommen, som Karen Husby bruger alle sine arbejdstimer på at forstå, har taget bolig i hendes mand. Det har ændret hendes syn på kræften og på livet. Og ikke nødvendigvis til det værre.

Lettelse. Det var en af følelserne, der gennemstrømmede Karen Husbys krop, da hun fik sin værste frygt bekræftet.

Hendes mand havde opdaget en bule i benet efter en cykeltur og troede først, at det var en fibersprængning. Men da Karen Husby så nærmere på bulen, slog det hende: Det er et sarkom. En sjælden og meget alvorlig form for kræft.

Hun vidste en del om sygdommen. Fordi hun selv forsker i kræft som ph.d.-studerende på Københavns Universitet, og fordi hun havde haft en veninde, der døde af et sarkom nogle år forinden.

Uger gik, hvor Karen Husby og hendes mand rendte ind og ud af hospitaler og fik foretaget alskens undersøgelser, og nogle morgener kunne hun ikke holde tårerne tilbage, før hun forlod deres lejlighed på Østerbro og cyklede mod sit kontor.

Hun måtte forklare sine to drenge på dengang et og tre år, at mor var ked af det, fordi hun ikke vidste, hvorfor far havde bulen i benet.

Karen Ruben Husby

31 år gammel

Læge og ph.d.-studerende på Herlev Hospital, Afdeling for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler. Tilknyttet Københavns Universitet gennem ph.d.-skolen.

Har skrevet essayet Corona, kræft og kærlighed, som KU i 2020 belønnede med ph.d.-prisen, der uddeles af dekanerne til den mest fremragende tekst af en ph.d.-studerende

Læs essayet her.

»Det var helt vildt svært at være i. Den der … fuck, jeg bliver alenemor, jeg skal være alene med to børn, jeg mister min mand, hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre?«

31-årige Karen Husby beskæftiger sig hver dag med kræft på Københavns Universitet og Herlev Hospital, hvor hun forsker i gynækologisk kræft og nedsynkning af livmoderen.

Nu frygtede hun, at den sygdom, hun bruger sit arbejdsliv på at forstå, havde taget bolig i hendes mand. At han ville blive en del af de statistikker, hun normalt kun begraver sig i, når hun forsker. Og det ændrede brat hendes verden.

Det hospitalsgulv, som førhen blot ledte hende til kantinen, granskede hun nu ned til mindste rille, mens hun klamrede sig til sin mand, på vej til undersøgelser, eller mens de ventede på svar.

Og når hun cyklede hjem fra arbejde, tænkte hun: Alt er anderledes i mig, og alligevel står træerne stadig i parkerne, bilerne kører videre på asfalten, mennesker snakker og ler på fortovene. Alt og alle lever videre, som om intet var hændt. Hvorfor?

»Det allerværste var uvisheden,« siger hun.

»Jeg kan huske, at jeg sad i sofaen og bare holdt fast i min mand. Og tænkte: Hvis jeg nu bare holder rigtig godt fast, så forsvinder du ikke. Det var en helt syret følelseseksplosion.«

I den tilstand kunne det pludselig føles som en lettelse at få det værst tænkelige svar. Fordi det i det mindste var et svar.

Det kom på hendes mands 30 årsfødselsdag. De kunne læse noget om celledelinger, en masse fagord, der lød tilforladelige, inden øjnene gled ned i bunden af dokumentet og lokaliserede dommen: kræft. Knuden i benet var et sarkom.

»Håbet om, at knuden var godartet forsvandt, men nu vidste vi, hvad det var. Uvisheden var væk. Jeg havde brugt så meget energi på at råbe op og sige ’den er hel gal, I må skynde jer’! Nu stod der pludselig kræft, så nu vidste alle lægerne godt, at de skulle skynde sig. Man kunne handle. Der kunne ske noget.«

Kan jeg leve uden min mand?

Med diagnosen rejste sig dystre spørgsmål: Skal mine børn undvære deres far? Kan jeg leve uden min mand? Ville mit liv have været bedre, hvis jeg havde giftet mig med en anden?

Det beskriver hun i essayet Corona, kræft og kærlighed, som Københavns Universitet har belønnet med den såkaldte ph.d.-pris og et legat på 18.000 kroner. En pris, der uddeles af fem dekaner fra universitetet og går til »den mest fremragende tekst af en ph.d.-studerende på KU.«

Hun svarer også på spørgsmålene i essayet. Og svarene er mere håbefulde, end man skulle tro.

Hun har ikke mistet sin mand. Heller ikke da han begyndte at modtage kemoterapi og til tider var så afkræftet, at det var fysisk umuligt at lave andet end at ligge vandret.

»I virkeligheden har det der med slet ikke at fokusere på min karriere nok ikke været så skidt for min karriere.«

Ph.d.-studerende Karen Husby

Hun har heller ikke fortrudt, at hun valgte at dele sin tilværelse med netop ham. Tværtimod.

»Vi går tit rundt og siger til hinanden: ’Når jeg skal gå igennem det her, hvor er det så dejligt, at det er sammen med dig’. Det siger han, og det siger jeg. Jeg ville ikke kunne være i det med ham, hvis jeg havde giftet mig med en anden,« siger Karen Husby.

»Vi bliver bekræftet i, hvor gode vi er sammen, at vi kan være et team, der løser udfordringer. Der er alle mulige udfordringer i livet for alle mulige mennesker, som man skal løse. Det kan være svært at få børn, at have børn, at finde arbejde, der er tusind ting. Nu står vi i en situation, der er rigtig svær, men vi kan klare det sammen.«

Karen Husby genkalder sig den morgen, hvor hun fik at vide, at hendes mormor var død, mens hun var på vej til hospitalet. Det var ikke et chok, det havde været et spørgsmål om uger. Men idet hun trådte ind på sin mands sengestue, knækkede hun sammen.

Fra sengen så hendes mand på hende og sagde: »Vil du række mig krykkerne, så jeg kan komme op og give dig et ordentligt kram?« Så stod de længe og holdt om hinanden på hospitalsstuen.

Togbaner på gulvet

Derhjemme har også hverdagen ændret sig.

Det er, som om de små irritationer i det daglige – bøvl på jobbet, forhandling om rengøring, køerne på vejen – er opløst under kræftforløbet. Selv ikke coronakrisens nedlukninger og restriktioner har fyldt i parrets bevidsthed.

Imens har de fundet skønheden i små glimt.

Da de købte to go-kaffe hos den lokale barista og lod drengene rende rundt på Svanemøllen Strand med en drage svævende over deres små hoveder.

Da hele familien byggede togbaner på stuegulvet, mens de bærbare computere var klappet sammen et sted, de havde glemt.

Da de læste Cykelmyggen Egon i hospitalssengen.

Og da den kræftsyge far brugte sin energi på at spille hockey med sine sønner, en stav i den ene hånd, en krykke i den anden.

»Det er ikke sygdommen, der har gjort det, men den har forstærket følelsen af, at vi er heldige at have hinanden,« siger Karen Husby.

»At han spiller hockey med sine sønner bliver jo endnu større, end hvis han bare spillede under normale omstændigheder. Det havde også været dejligt, men nu tænker man, ’hvor er det vildt, at han kan stå der med den hockeystav, og at han bruger kræfterne på dem og os’. Det er vildt stort.«

»Jeg er også taknemmelig for, at vi har fået børn. Det havde været så meget værre, hvis jeg både skulle frygte at miste min mand og håbet om at stifte familie med ham. Jeg har hans børn. Han er far til dem – han har allerede været far for dem.«

Børnene ved godt, at deres far har kræft.

Allerede da Karen Husby ikke kunne holde tårerne tilbage i lejligheden, begyndte deres forældre at tale med dem om sygdommen i så simple vendinger som muligt. »Nu skal vi til lægen og finde ud af, hvorfor bulen er der,« sagde de, mens klumpen voksede i halsen.

Da han havde fået diagnosen, så de et afsnit af ’Bamselægen’ på DR Ramasjang sammen med børnene, hvor Ninus, en plysset kanin, får kemoterapi, fordi han har fået kræft i benet.

»Han har kræft? Uha, det er rigtig, rigtig spændende. Jeg ved alt om kræft,« siger en opstemt læge i programmet, inden han forklarer en lille gut, hvad der sker, når en bamse får kræft.

Noget tyder på, at Karen Husbys ældste søn har forstået, hvad der er galt med Ninus – og sin far. I hvert fald går han for tiden rundt i gården og forklarer de andre børn, hvad en kræftsvulst er.

»Vi gør det til noget, man gerne må snakke om, noget tilgængeligt,« siger Karen Husby.

Hun har dog ikke fortalt sine børn om, at et sarkom kan være livstruende. Og at hendes veninde, der døde af kræft, havde den samme sygdom, som deres far har.

Forskning som frirum

Det er ikke nødvendigvis en fordel at vide det hele. Eller bare en hel del.

Det har Karen Husby erfaret som kræftforsker med en kræftsyg mand. Når lægerne har sagt, hvad han skulle igennem, har hun i flere tilfælde vidst, hvad der kunne gå galt. Når han fik blod, kendte hun til de sjældne tilfælde, hvor patienter får voldsomme bivirkninger.

Alligevel har hendes arbejde været et frirum i de seneste måneder.

»Det er det fedeste at kunne tage på arbejde. Efter to uger på hospitalet hos min mand glædede jeg mig så meget til at tage cyklen ud til kontoret. Jeg arbejdede også fra sengestuen, hvor min mand var indlagt. Arbejdet er blevet mit vindue ud til noget normalt.«

»Vi gør det til noget, man gerne må snakke om, noget tilgængeligt.«

Ph.d.-studerende Karen Husby

Hun forsker i gynækologisk kræft og har aldrig beskæftiget sig med den type kræft, som har ramt hendes mand. Måske derfor er det lykkedes hende at holde sit private og professionelle liv adskilt og lade være med at se sin mand i statistikkerne.

»Men,« siger hun, »jeg kan mærke, når jeg sidder helt nede i detaljerne, fx i stadierne af kræft, så tænker jeg hov, stadie fire, det er slemt, gad vide, hvilket stadie min mands kræft er? Eller når jeg læser om tumorspredning, tænker jeg, kan jeg mon være sikker på at min mands kræft ikke har spredt sig? Så tænker jeg hurtigt: Væk med den tanke, det har vi ikke hørt noget om fra lægerne.«

Senest har hendes mand fået en knæprotese, der gør, at han ikke er i stand til at gå lange ture, spille fodbold eller lege fangeleg med sine drenge. Karen Husby taler om at udvikle en ny og bedre protese, der kunne udvide de afstande, hendes mand kan tilbagelægge.

»Men det tror jeg, at jeg skal holde mig fra.«

Hvorfor?

»Det er der nogle andre, der har styr på. Jeg skal holde fokus på det, jeg kan.«

»Forskning handler meget om personligt engagement, men det er ikke mavefornemmelser. Jeg tror ikke, jeg ville kunne holde en forskningsmæssig distance, hvis det drejede sig om min mand. Det tror jeg ikke ville føre til god forskning.«

En unfair kamp

Man siger ofte, at man kæmper mod kræften. Det gør Karen Husby i en forstand, når hun iklæder sig kittel, træsko og forskerbriller.

Men det er ikke det, hun føler, at hun og hendes mand gør derhjemme.

»Det gør jo en til en taber, hvis man ikke vinder over kræften. Det er en totalt unfair kamp. Der er heller ikke nogen, der kæmper mod hjerte- eller lungesygdomme. Hvorfor kræft?«

Det, Karen Husby og hendes mand, der også er lægeuddannet, sætter deres lid til, er videnskaben.

Hun er taknemmelig for, at nogle forskere netop har udgivet et studie, der handler om, hvordan man bedst behandler præcis den type sarkom, der har ramt hendes mand. Det er viden, der kommer mennesker til gavn, i det her tilfælde det menneske, der er tættest på hende. Og det giver Karen Husby lyst til at forske.

»Noget af den forskning, jeg har lavet, har ført til, at man har ændret praksis, og det er sindssygt fedt at vide, at der er kvinder i verden, der får bedre behandling på grund af noget, jeg har arbejdet med. Det syntes jeg, før min mand fik kræft, men den følelse er kun blevet forstærket, nu hvor jeg har prøvet at være på den anden side. Det er en bekræftelse af, hvor vigtig videnskaben er.«

Før har hun sigtet mod konkrete mål i sin forskerkarriere og tænkt, at hun bare skulle bide tænderne sammen og sluge de frustrationer, der dukkede op på ruten mod det, hun så som den ideelle destination i sit arbejdsliv.

Også det har ændret sig under mandens sygdomsforløb. Hun arbejder mere effektivt, og hun gider ikke bruge tid på frustrationer.

»Jo, det er da ærgerligt, at man skal gå i lang tid og vente på data, men man kan ikke bruge livet på at være ærgerlig over at vente. Så må man lave noget andet i mellemtiden.«

»Når man så ikke bruger tid på at være frustreret, kommer man bare længere med andre ting. I virkeligheden har det der med slet ikke at fokusere på min karriere nok ikke været så skidt for min karriere.«

Hvis hun har et mål i livet nu, er det helt simpelt: at have det godt.

»Jeg vil godt bide tænderne sammen i en uge, det gør man jo op til en eksamen eller en ph.d.-aflevering, men at gøre noget for at komme et andet sted hen, det gider jeg ikke mere.«

»Jeg tror rigtig meget på, at hvis man gør det, man synes er sjovt nu, så bringer det også en hen til noget, man synes er sjovt.«

Sommeren blev uden rejser for Karen Husby og hendes mand. Kalenderen er fyldt med lægesamtaler, e-boksen bugner af beskeder fra Region Hovedstaden, og de sidste sommerferieplaner forvitrede, da kemoterapien blev udskudt som følge af en infektion.

Men selv kemotiden er fyldt med gåture med veninder, der føles vigtigere end nogensinde før, kram, der føles varmere, øjeblikke, der aldrig vil fortone sig.

Eller som Karen Husby skriver i sit essay:

»En følelse af lykke midt i ulykken.«

Annonce

Seneste