Da Poul Villaume fik sin lyse idé

Få historiske emner er ladet med så meget politisk og følelsesmæssig spænding som Den Kolde Krig. Og hvor Syddansk Universitet har den omstride Bent Jensen som feltets spydspids, har Københavns Universitet en stor koldkrigskapacitet i professor Poul Villaume fra Saxo Instituttet.

LÆS: Bent Jensen kalder Villaume for en dygtig stalinist..

Der findes dem, der vil mene, at koldskrigshistorie også er et noget slidt og fortærsket emne. Men, mener Poul Villaume, hvis man betragter vor tids politikeres appetit på såkaldt aktivistiske udenrigspolitik, er der meget at lære fra Den Kolde Krig.

LÆS: Villaume giver Bent Jensen igen.

Her formåede beslutningstagere fra begge blokke at afmontere et forestående atomragnarok med rent diplomatiske midler. Denne konflikt har Villaume viet et forskningsliv til at studere.

Han fortæller om hvorfor her i vores artikelserie om de lyse idéer, der har fået KU’s professorer til at beslutte, at de ville være professorer. Hvis de fik lov. Hør selv Villaume her.

LYSET PÅ ARKIVET

Af Poul Villaume

Desværre må jeg nok begynde med at skuffe: Mit valg af forskervejen faldt næppe på én bestemt dag, og hvis jeg har haft én lys idé, voksede den gradvist frem.

Født på et af Den Kolde Krigs allermest dybfrosne tidspunkter, i vinteren 1950, er jeg i bogstavelig forstand vokset op med denne epokale og globale konflikt.

Som politisk interesseret ungt menneske var jeg dybt optaget af – og blev måske på den måde også en smule en del af – Den Kolde Krig, hvis historie jeg derfor også, da jeg som mere moden 30-årig (gen)optog mine universitetsstudier, kastede mig over.

Besøg i USA

Men som så meget i tilværelsen i almindelighed beroede selve beslutningen om at søge forskervejen mest på en tilfældighed – og på held.

Under arbejdet med mit speciale stødte jeg ved mit første besøg nogensinde i de statslige arkiver i USA på et begrænset, men centralt, netop åbnet – og derfor hidtil helt ubenyttet – kildemateriale, som fra helt nye og overraskende vinkler belyste især dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik under den tidlige fase af Den Kolde Krig – årene omkring min fødsel.

Skal jeg endelig pege på en enkelt dag, hvor ideen om et bæredygtigt, måske livslangt forskningsprojekt tog form, var det nok den dag, på den øverste lavloftede etage i USA’s National Archives på Pennsylvania Avenue i Washington DC, midtvejs mellem Det Hvide Hus og Capitol Hill.

Projektet blev udforskningen af magtens spil på politisk-diplomatisk topplan mellem NATO-allierede småstater som Danmark og supermagten USA i skyggen af reelle og opfattede trusler fra Sovjet-kommunismen.

Talrige senere arkivbesøg i USA – og i en række andre lande – i de sidste 20-25 år, blandt andet i forbindelse med min doktordisputats fra 1995, har heldigvis bekræftet mig i, at jeg dengang traf et velbegrundet valg.

Vi kan lære af afspændingen

Hvorfor er det relevant for os andre at vide noget som helst om din forskning?

Som leder af et treårigt kollektivt forskningsprojekt, finansieret af Det Frie Forskningsråd, og af et nordisk forskernetværk undersøger jeg i dag primært de politiske magtmekanismer i bred forstand bag den såkaldte détente-periode.

Det vil sige afspændingsprocessen i Europa under de senere faser af Den Kolde Krig fra slutningen af 1960’erne til slutningen af 1970’erne, og specielt Danmarks (og Norges) rolle heri. De statslige arkiver på begge sider af Atlanten fra denne periode bliver for alvor åbnet i disse år.

Villaumes hypotese

Min hypotese, baseret på min egen og andres hidtidige udforskning af perioden er, at ikke mindst Danmark førte en aktiv, ja, ofte direkte aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem 1960’erne og 1970’erne med henblik på brobygning, dialog og menneskerettigheder hen over jerntæppet i Koldkrigens Europa, samt med henblik på forberedelsen af en al-europæisk sikkerhedskonference mellem Øst- og Vesteuropa, med deltagelse og garantier fra såvel USA som Sovjetunionen.

Det vigtigste enkeltresultat heraf, Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) og Helsinki Final Act fra 1975, bliver i dag af mange koldkrigshistorikere internationalt betragtet som en væsentlig katalysator for den transformations- og frigørelsesproces, som fra sidste halvdel af 1970’erne fandt sted i Østeuropa og – fra 1984/85 – også i Sovjetunionen.

Og som sandsynligvis var stærkt medvirkende til, at Den Kolde Krig sluttede stort set fredeligt – og abrupt – med Berlinmurens og derefter Sovjetunionens fald omkring 1990.

I dag føres militariseret politik

I de senere år har der været nær-konsensus her i landet om, at den bedste måde, hvorpå Danmark kan ’gøre en forskel’ internationalt for at fremme fred, demokrati og menneskerettigheder, er med militære midler (fra Kosovo over Irak til Afghanistan) – den såkaldt ’aktivistiske udenrigspolitik’, som i historisk lys måske snarere burde kaldes en ’militariseret udenrigspolitik’.

På den baggrund er der god mening i at undersøge nærmere, hvordan danske politiske beslutningstagere fra såvel ’rød’ som ’blå’ blok for 30-40 år siden proaktivt bidrog til med rent politisk-diplomatiske midler at mildne og løse datidens store internationale konflikt.

En konflikt, som med det atomare ragnarok som perspektiv på nok så dramatisk og total vis truede selve befolkningens og landets fysiske sikkerhed og overlevelse.

LÆS: Da Arne Astrup fik sin lyse idé.

LÆS: Da Vincent Hendricks fik sin lyse idé.

ser@adm.ku.dk